Kristen og muslim: ’Vi kan dele bekymringer og støtte hinanden’
Af Malene Fenger-Grøndahl
”Er Beirut ikke en meget spændende by? Der bo jo mange forskellige grupper, armeniere, kristne af forskellig slags, shia- og sunnimuslimer. Jeg kunne godt tænke mig at komme dertil.”
Det siger Muhterem Musti Anik, der er muslim med rødder i Tyrkiet. Han kom til Danmark som otteårig og har boet 37 år i Ikast. I alle årene er han kommet i byens tyrkiske moské, og de sidste fem år har han siddet i moskéforeningens bestyrelse, først som formand, nu som menigt medlem. I mange år har han været engageret i samarbejde med folkekirken i byen, ikke mindst med Karin A. Vestergaard, der frem til sommeren 2019 var sognepræst i Ikast Kirke. Nu er hun gået på pension efter 22 år, men hun er stadig aktiv i dialogarbejdet mellem kristne, muslimer og hinduer i byen, og hun og Muhterem Musti Anik er jævnligt i kontakt.
Denne formiddag mødes de hos Karin for at forberede deres fælles deltagelse i en konference arrangeret af Kristent-Muslimsk Samtaleforum, et netværk som ønsker at fremme dialogen mellem kristne og muslimske ledere i Danmark. Karin og Muhterem er blevet inviteret til at deltage i netværkets årlige konference 8.-9. november i Roskilde. De skal fortælle de øvrige deltagere om deres erfaringer med religionsdialog og samarbejde.
Hjemmebag og rejseplaner
Karin byder indenfor med kaffe på kanden og nybagte boller parat, og de to venner hilser hjerteligt og udveksler nyheder om familie og fælles bekendte. Karin nævner en konference i Beirut, som hendes datter, der bor og arbejder i byen, har deltaget i, og hun fortæller, at hun og hendes mand, Kaj, snart rejser til Beirut for at besøge datteren og opleve byen. Det er det, der får Muhterem til at spørge interesseret til forholdene i den libanesiske hovedstad, og Karin spørger spontant: ”Vil du med? Vi er lige ved at bestille flybilletter.”
Muhterem er begejstret ved tanken, men kan ikke rejse med så kort frist. Han skal passe sit arbejde hos transportfirmaet DSV, og desuden har han planlagt en rejse til Istanbul i juleferien. Hans familie stammer fra Konya i det centrale Tyrkiet, og der er han jævnligt for at besøge slægtninge. Men de seneste år har han også besøgt Istanbul en del gange og er blevet meget begejstret for byen.
”Vi kan lave en studierejse for muslimer og kristne til Libanon til næste år,” foreslår Karin, og Muhterem er straks med på idéen.
De taler lidt videre om idéen med en studietur, og så drejer samtalen over på deres samarbejde om at bygge bro mellem muslimer og kristne i Ikast.
”Vi har kendt hinanden i mange år, og der har været mange kontakter på tværs mellem muslimer og kristne og mellem den tyrkisk-muslimske menighed og folkekirken. Vi har blandt andet lavet arrangementer for skoleelever, hvor kristne, muslimer og hinduer har fortalt om deres tro,” forklarer Karin.
”I den forbindelse har det været meget vigtigt for mig at have nogle nøglepersoner, jeg kunne henvende mig til. Nogle, jeg føler mig tryg ved og kan stille spørgsmål til, når der er opstået uklarheder eller misforståelser. Jeg kender en del personer, som jeg kan bruge på den måde, og en af de helt centrale er Muhterem.”
Muhterem nikker. For ham er det også vigtigt, at han har en kontakt i folkekirken, som han er tryg ved, og som han ved, ikke deler de ofte meget unuancerede holdninger til islam, der er repræsenteret i medierne.
”Det er jo masser af negative historier og fordomme i medierne. Derfor betyder det rigtig meget, at jeg kender Karin og ved, at hun ikke lader sig forlede af det, der står i aviserne,” siger Muhterem.
Grænsen går ved fælles gudstjeneste
Men hvor meget kan man som muslimer og kristne gøre sammen? Hvor går grænserne for Karin og Muhterem?
”Holde gudstjeneste sammen tror jeg ikke, at vi kan. Men vi kan være gæster hos hinanden. I min skoletid var jeg med til gudstjeneste mange gange, og jeg har ikke noget problem med at være i en kirke. Mange kristne kommer også i moskéen og ser, hvordan vi beder,” siger han.
Karin supplerer: ”Min grundholdning er: Vi mødes ikke som danskere og tyrkere og kurdere, men som kristne og muslimer. Det er troen, der binder os sammen. Derfor mener jeg også, at det er vigtigt, at vi i dialogen og samarbejdet er meget tydelige i det, vi tror på.”
Muhterem nikker, og Karin uddyber: ”Når vi kommer i moskéen, tilretter I ikke jeres bønner efter, at der er kristne til stede. Og når vi som kristne inviterer muslimer til julefest, så skal den begynde i kirken med en kort gudstjeneste. Hvis jeg skal engagere mig som præst og kirke, skal jeg være tydelig om vores trosindhold. Når jeg har det udgangspunkt, og Muhterem har sin muslimske tro som udgangspunkt, er der rigtig meget, vi kan dele.”
Spørgsmålstegn ved Muhammed
Ærlighed i religionsmødet betyder meget for Karin og Muhterem.
Karin siger: ”Mit venskab med muslimer har indflydelse på mine egen teologiske refleksioner. For mig er Jesus omdrejningspunktet, og jeg stiller mange spørgsmålstegn ved profeten Muhammed. Jeg kan ikke tillade mig at sige, at han ikke har haft en åbenbaring, for det er der stadig mennesker, der får også i dag. Men det trigger mig, at en profet kan få en åbenbaring, som er så modsat det, jeg oplever ved Kristus. Jeg har respekt for det trosliv, som muslimerne har, og alligevel tænker jeg, at det kunne være godt, hvis de oplevede den befrielse, vi har i vores kristne tro.”
Muhterem replicerer: ”Der findes også befrielse i islam, men mange gange blive Koranen misforstået af både kristne og muslimer. Den kan være meget svært at forstå, og derfor findes der mange fortolkninger. I forhold til Jesus tror vi på ham som profet, men ikke på, at han var Guds søn. Men jeg vil ikke sige, at Karin tror på noget forkert. Hun har sin tro, og jeg har min. En overlevering om, hvad profeten Muhammed har sagt, fortæller, at han har sagt, at man skal vise respekt over for andre religioner, så de andre kan vise respekt over for én selv.”
Muhammedtegninger og mediestorm
Karin nikker. ”Det kan jeg fuldt ud forstå, og det minder mig om, hvad der også kan ligge i et venskab som vores: at man kan dele bekymringer og støtte hinanden. Da karikaturtegningerne af profeten Muhammed blev offentliggjort tilbage i 2005, arrangerede det muslimske fællesskab en fredelig demonstration på torvet, hvor jeg blev bedt om at sige noget. For mig blev det en vigtig udadvendt aktion, hvor vi kunne vise, at vi støtter hinanden. Jeg vil gerne som kirke tale for, at muslimer har en plads i vores samfund, at moskéen hører med i vores by.”
Muhterem smiler og svarer: ”Når Karin taler sådan, varmer det i hjertet. Det betyder rigtig meget som mindretal. Opstår der en mediestorm med negativ omtale af islam, ved jeg, at mange folk i byen kender os og ved, hvordan vi arbejder. Det gør mig mere tryg.”
Kaffen er blevet kold, og Karin fylder op med varm kaffe, mens snakken fortsætter om rejseoplevelser i Mellemøsten.
Herfra glider samtalen tilbage til ideen om en fælles studietur til Libanon for kristne og muslimer.
”Det må være næste års projekt. Det kunne være super godt, men det vil kræve meget arbejde,” siger Karin. Muhterem svarer uden tøven: ”Jeg er med på det. Vi kan klare det sammen.”