KRONIK: Et mord i tavshed

Carsten Jensen: Danske medier svigter massivt i sagen om den myrdede dansk-tanzanier på Bornholm.

Kronik af Carsten Jensen, forfatter

Hvis du vil vide noget om det mord, der sidste uge blev begået på en sort mand på Bornholm, skal du læse New York Times. Avisen deler ikke vores nationale myte, at der ikke findes racisme i Danmark. Derfor kan et internationalt nyhedsmedie fortælle historien, mens vores lokale landsbypresse helst tier.

Bortforklaringerne på den ringe nyhedsdækning står i kø. DRs nyhedshef Thomas Falbe Hansen gør opmærksom på, at der i Danmark begås 50 mord om året, og nu kan man altså ikke bruge tid på dem alle sammen. Berlingske Tidendes chefredaktør Tom Jensen har fået mange læserbreve om sagen, men de er “koordinerede”, og så ved vi nok, hvad der ligger bag, en veritabel konspiration, formodentlige anført af Black Lives Matter´s berygtede bandeleder Bwalya Sørensen, så Berlingske Tidende modstår i demokratiets navn presset fra de lokale negre.

Sparket, slået, stukket og kvalt

Her er så kendsgerningerne. En sort mand, dansk-tanzanianeren Phillip Mbuji Johansen, blev i sidste uge dræbt i Nordskoven på Bornholm. Han blev sparket, stukket med en kniv, slået med en rafte og en flaske, og en af drabsmændene anbragte et knæ på hans strube, ligesom det skete, da en anden sort mand, George Floyd, for nylig blev slået ihjel af politiet i USA.

Morderne, to brødre, der hurtigt blev fundet og anholdt, er begge bekendende racister. Den ene har et hagekors og sloganet White Power tatoveret på benet, som han grinende viser frem på Facebook. Den anden er fan af den racismedømte Rasmus Paludan og skilter på Facebook med det højreekstremistiske slagord White Lives Matter.

Personlig relation gik galt?

Men det betyder ikke noget, siger politiet på Bornholm. Chefanklager Bente Petersen Lund slår fast, at “en personlig relation mellem de sigtede og den dræbte gik fuldstændig galt”. Gik galt? Det er da vist en underdrivelse. Men mordet var altså, hvis vi skal tro anklageren såre menneskeligt, bare følelser, der kom ud af kontrol, sådan som det kan ske for enhver, selv en godhjertet dansker. Med racisme har det i hvert fald ikke noget at gøre.

Politiforsker Adam Didrichsen, der i ti år rådgav Rigspolitiet, siger i dagbladet Information, at “det er slående så sjældent, at sigtelser om hadforbrydelser faktisk bliver rejst i Danmark, i hvert fald hvis man ser det i forhold til, hvor mange borgere, der selv mener at være blevet udsat for hadforbrydelser.”

Danske medier tier om racisme

I journalisternes fagblad Journalisten har chefredaktør Christian Lindhardt skrevet en leder om danske mediers fortielse af racismen i Danmark. I stedet for kritisk undersøgende journalistik spørger man danskerne, om de selv synes, at de er racister, og svaret er et forudsigeligt nej.

Medierne er utroværdige, skriver Lindhardt direkte, især blandt de borgere, der udsættes for diskrimination og oplever, hvordan medierne igen og igen taler udenom. Man fristes til at sætte Lindhardts kritik på spidsen: Når det kommer til racisme i Danmark, er medierne er ikke en del af løsningen, men en del af problemet.

Politiet lukkede munden på vidner

Mordet på Bornholm har et fortilfælde. I marts 2008 blev et avisbud på Amager, Deniz Özgur Utzun myrdet med et kølleslag i hovedet, da han gik sin rute. Før det dræbende slag faldt, råbte morderen til ham: “Skal du have et slag med battet, din perker!” Politiet slog med samme fast, at mordet ikke var racistisk og instruerede vidner om, at de hverken over for pressen eller i retten måtte fortælle om den racistiske trussel.

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen havde det ikke som DRs nyhedschef Thomas Falbe-Hansen, der fastslår, at man ikke kan gå i detaljer med hvert eneste af de 50 mord, der hvert år begås i Danmark. Tværtimod, gik vores daværende statsminister dengang ud i medierne, herunder også verdenspressen, for at slå fast, at mordet på avisbuddet ikke var racistisk, og danskerne i øvrigt elskede islam.

Foghs frygt for Tyrkiet

Da Deniz Özgur Utzun blev begravet i sin families landsby i Tyrkiet mødte den danske ambassadør i Ankara, Jesper Vahr, op og sagde det samme. Han blev kort tid senere forfremmet til Anders Fogh Rasmussens højre hånd i Bruxelles, da vores krigsglade statsminister blev valgt til generalsekretær i NATO. For det var jo det, det handlede om. Tyrkiet, der er medlem af NATO, kunne have blokeret for Foghs udnævnelse. Et racistisk mord på et avisbud risikerede at komme i vejen for vores statsministers forfremmelse fra lokal til international krigsherre.

Historien har jeg ikke fra danske medier. Den har jeg fra forfatteren Morten Pape, som fandt den under researchen til sin prisbelønnede roman “Guds bedste børn”, der handler om mordet på avisbuddet. I et interview på Borups Højskole sagde Morten Pape, at det undrede ham, at ingen danske medier interesserede sig for historien, heller ikke nu, hvor han havde gjort arbejdet for dem.

Sort uheld, ikke?

Anklageren på Bornholm har sigtet de to brødre for manddrab, der kan give mellem fem år og livstid. Var det en hadforbrydelse, ville straffen blive skærpet. Mon ikke brødrene slipper med en mild straf for uagtsomt manddrab? Det hele skete jo, som det allerede er fastslået af anklageren, i affekt. De to brødre var bare uheldige. Negre er rimeligt robust byggede, og brødrene kunne jo ikke vide, at det her eksemplar ikke kunne holde til spark, slag med flaske og rafte, knivstik og et knæ på struben, men i stedet lagde sig hen og døde. Sort uheld, ikke?

Et knæ på struben? En tilfældig drabsmetode eller et bevidst racistisk mord, inspireret af George Floyds død? I danske medier spørger man ikke engang, skønt svaret vedkommer os alle sammen.