Kun en tåbe frygter ikke sproget

Tolkegebyret har alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser for patienterne, belaster og traumatiserer børn og skaber frustration blandt lægerne, skriver læge og professor på Syddansk Universitet.

Af Morten Sodemann, Læge og Klinisk Professor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet.

I 2018 lavede vi en analyse af alle patienter henvist til Indvandrermedicinsk Klinik over 1 år (2016-2017). Den viste, at ud af 147 patienter havde 97 været ude for mindst én utilsigtet problematisk hændelse som følge af manglende brug af tolk. Det havde ofte alvorlige konsekvenser for patienterne: sen kræftdiagnose, sen diagnose af gigtsygdomme og nervesygdomme, sen diagnose af mave-tarmsygdomme, sen diagnose af arvelige sygdomme, unødvendige komplikationer og bivirkninger og fejldiagnoser.

Sundhedsvæsnet er blevet symbolpolitisk legeplads

På trods af dette besluttede et flertal i Folketinget, samme år (2018) som vi udgav rapporten, at patienter, der har brug for tolk i sundhedsvæsnet, selv skal betale for tolken efter 3 års ophold i Danmark. Ikke nok med at politikerne overhørte rapportens dystre fund, Folketinget ignorerede alle de sundhedsfaglige organisationer, der kraftigt frarådede gebyret. De ignorerede flere studier, der viste, at tolke bidrog til at øge patientsikkerhed, nedsatte medicinfejl og styrkede inklusion af marginaliserede flygtningegrupper i sundhedsvæsnet.

Der var tale om rendyrket signalpolitik, selvom sundhedsvæsnet ikke egner sig som symbolpolitisk legeplads. I realiteten blev tolkegebyret til et gebyr på en menneskeret: at kunne tale med lægen. Der står i sundhedsloven, at det er lægen, der afgør, om der er behov for tolk, og det er lægen, der skal sikre sig, at patienten er informeret, forstår og samtykker til undersøgelser og behandling. Dét kan ikke lade sig gøre med tegnsprog – som en patient sagde: ”Hos lægen taler jeg med fingrene”, og det kan heller ikke lade sig gøre med nik og øjenbevægelser.

Tolkegebyr belaster børn

Institut for Menneskerettigheder påviste for 4 år siden, at en stor del af de praktiserende læger anvendte børn som tolke, fordi forældrene ikke havde råd til tolk, og fordi det var besværligt at bestille tolk, samt at det var tidsrøvende for lægerne.

Politikerne sagde, da gebyret blev indført, at det slet ikke var lægens problem. De skulle bare bestille tolk, og så var det regionernes rolle at opkræve gebyret. Dét skulle lægerne ikke bekymre sig om. Magtens arrogance er til at tage at føle på her. Det ér og bliver lægens opgave at følge sundhedsloven og at skabe en tryg relation med patienten. Den opgave er umulig, når der er et startgebyr på lægesamtalen, som er ubetaleligt for de fleste flygtninge på kontanthjælp eller hjemsendelsesydelse. Opgaven bliver endnu mere håbløs, når samtalen hver anden gang foregår gennem et barn, der tydeligvis er utryg ved rollen eller en pårørende, der ikke må vide alt.

Børn mister deres barndom

I en pågående undersøgelse af børn og unge af flygtningeforældre fortæller børnene, hvordan de bliver til pariaer i deres egen familie, fordi de er blevet tvunget til at tolke om komplekse juridiske, sociale eller helbredsmæssige forhold. Hvis der opstår misforståelser, får børnene skylden og isoleres af familien. Børnene klager over, at de mister deres barndom, fordi de skal være advokater, socialrådgivere, konfliktmæglere, læger, apotekere, IT-eksperter og diplomater for deres forældre. Børnene blev i flere tilfælde primært traumatiseret af deres forældres fortællinger, som de helt uforberedt, blev udsat for at skulle tolke.

Loven var og er et grumt eksempel på, at politikerne er parate til at dumpe et symbolpolitisk tiltag helt ude i frontlinjen af velfærdssamfundet, hvor der er allermest behov for relationer, tillid og sikker kommunikation.

Frustration blandt læger

Nu efter 5 år med loven har en gruppe forskere vist, at praktiserende læger er dybt frustrerede over, hvordan gebyret har påvirket deres mulighed for at følge sundhedsloven. Hovedparten af patienterne har ikke råd til gebyret, så de hutler sig igennem med børnene, naboer og slægtninge, der på ingen måder har kompetencer eller interesse i at agere tolke, og hvis tilstedeværelse lagde en afgørende dæmper på, hvad der kunne tales om – f.eks. sygdomme omgærdet af stigma, sensitive emner, psykisk sygdom, smitsomme sygdomme, skjulte sygdomme og handicaps. Igen påviser undersøgelsen, at tillid og relationer er afgørende for samskabelse af holdbare løsninger med patienter, og at sprogbarrieren er en kæmpe udfordring, hvis der ikke anvendes tolk, eller hvis der anvendes en pårørende uden den fornødne indsigt eller kompetence.

Skadeligt for sundheden

Patienter, der henvises til Indvandrermedicinsk Klinik, har oftest måttet undvære tolk, selvom de havde brug for det. Når mennesker ikke kan tale med andre om de vigtigste forhold i livet, så ender de i en ubehagelig ubønhørlig dekompenseringsproces med total kollaps af: egenomsorg, overblik, coping strategier, moral, motivation og livsduelighed. De overvældes af selv små krav fra omgivelserne, og rutinebrud fører til angstfornemmelser. Gamle problemer får uhindret nyt liv og breder sig ud over alle tankeprocesser. Forstyrrede familiestrukturer skaber svage beslutningsprocesser, og børnene ender med at må tage over, så der opstår uvante udfordringer mellem generationer. Overlevelsesstrategien er bevidst ligegyldighed: de voksne checker ud af familien.

Patienters behov overses

Politikerne har et forklaringsproblem, for der intet gebyr på tolkning hos Politiet eller i de danske retssale. Der er heller ikke gebyr på tolkning i kommunerne. Hvorfor mon? Kunne det være fordi, det er myndighedernes behov at kunne sanktionere i kommunerne og domstolene, mens det er patienternes behov i sundhedsvæsnet? Der er en urskov af politiske determinanter for sundhed, og gebyret på tolkning er bare ét af dem. Vi har fokus på de klassiske sociale årsager til ulighed i sundhed, men de politiske årsager er på mange måder mere indgribende og har mere langtrækkende konsekvenser, fordi de ofte er pakket ind i simpel pseudologik, der taler til fremmedhad og udpeger syndebukke, og fordi de ofte støttes af et broget politisk flertal, der gør det næsten umuligt at pege på evidensen for at gebyret er livstruende for en stor gruppe patienter.

Ekskluderer sårbare partiener

Der er ingen patienter, der lærer dansk af gebyret. Mennesker, der ikke taler dansk, har udfordringer, som skal tages op. Gebyret ændrer sundhedsadfærd i en skadelig retning og lægger endnu større byrder på børnenes skuldre – de børn som politikerne samtidigt presser på en lang række andre fronter. Tolkegebyret er et farligt, men snedigt politisk signal, der dels virker her og nu men også på længere sigt ved at ekskludere og intimidere de mest sårbare patienter, der findes i det danske velfærdssamfund.

'Man har kun de rettigheder, man kender'

Vi bliver til mennesker gennem sproget, vi bliver medlemmer af fællesskabet gennem sproget og vi koder vores værdier og helbred og sygdom på modersmålet. Man får kendskab til rettigheder og pligter gennem sproget. Man har kun de rettigheder, man kender. Der er mennesker i Danmark, der ikke har retten til rettigheder. Kun en tåbe frygter ikke sproget. De politikere, der stod bag tolkegebyret, har vist os, hvor svage de værdier er, som vi med banalnationalistisk stolthed eksaminerer migranter, der vil have dansk statsborgerskab, i.

Kilder

Davidsen, A.S., Lindell, J.F., Hansen, C. et al. General practitioners’ experiences in consultations with foreign language patients after the introduction of a user’s fee for professional interpretation: a qualitative interview study. BMC Prim. Care 23, 103 (2022). Læs her

Sodemann M. Det er udtryk for middelalderpædagogik, at mennesker i Danmark skal betale for en tolk i sundhedsvæsenet.

Sodemann M. Et gebyr på tolkning er et gebyr på menneskerettigheder

Institut for Menneskerettigheder. Høringssvar egenbetaling for tolkebistand