Kunstner: ’Jeg tror på, at det hjælper at hviske’

Af Malene Fenger-Grøndahl

De seneste uger har billedkunstner Vibeke Nørgaard Rønsbo arbejdet fire timer fire dage om ugen i udstillingsrummet Mellemrummet på Godsbanen i Aarhus. Her har hun siddet bøjet over et langt hvidt stykke papir, og med en fin, lille pensel har hun med koncentreret, rolig hånd sat små orange penselstrøg. Nogle er kraftige, andre nærmest sitrende utydelige. Hvert eneste penselstrøg, hver eneste orange strøg, gløder på papiret i sin egen nuance, og tilsammen danner de let vaklende rækker af små streger et fascinerende mønster.

– Hver streg symboliserer et liv, som kun nåede at blive en gnist, men som alligevel – eller netop derfor – har krav på at få en form for mindesmærke. Det er mit forsøg på at rulle de tal ud, som er så store, at de er næsten umulige for os at fatte. Jeg vil gerne give hvert barn respekt og mane til eftertanke om den korte tid, det har fået lov at leve, siger Vibeke Nørgaard Rønsbo.

Et penselstrøg for hvert liv. Vibeke Nørgaard Rønsbos tankevækkende kunstværk skrider frem. Først antal liv pr. time, så pr. dag og til sidst nærmest uendelig mange børns liv, som går tabt i borgerkrigen i Yemen. Billedcollage fra værkerne på www.vibekenr.dk.

Hendes værk ”Strejf af liv”, folder sig langsomt ud i det lille atelier på kulturhuset Godsbanen, hvor hun har lejet sig ind for en periode. Værket består af det store billede, som langsomt vokser frem på den store papirrulle, der er hængt op, samt en række mindre, indrammede billeder. Også de indrammede billeder indeholder rækkevis af små orange penselstrøg, og hvert eneste penselstrøg markerer et liv, der er slut for tidligt. Et barn, der er dødt i det borgerkrigs- og sulthærgede Yemen.

De døde børn mellem Trump og Brexit

– Ideen til værket opstod, da jeg i november 2018 læste en notits i Politiken, hvor der stod, at der dør et barn i Yemen hvert 10. minut, og at FN allerede i begyndelsen af året havde betegnet det som verdens værste humanitære krise, hvor mindst 14 millioner mennesker vurderedes at være i fare for hungersnød. Det ramte mig, at noget så voldsomt kunne ske, uden at jeg for alvor var opmærksom på det. Det undrede mig, at der ikke kunne skabes lidt mere plads til katastrofen i Yemen mellem al omtalen af Trump, Trump og Trump og Brexit, Brexit, Brexit, fortæller Vibeke Nørgaard Rønsbo, da netavisen er på besøg i Mellemrummet.

Vibeke Nørgaard Rønsbo enkle, nærmest tyste værk har en insisterende appel over sig, der får folk til at blive stående, komme tilbage og tænke efter. Værket skal i alt indeholde 51.840 streger – en for hvert barn, der dør i Yemens krig i løbet af et år. Og hun har langsomt og koncentreret arbejdet sig frem til et antal streger, der svarer til over 10 måneder.

– Jeg anede ikke, hvor lang tid det ville tage. Men det var vigtigt for mig at lave et værk, der var enkelt og fulgte et stramt koncept, og hvor selve processen lige så meget som resultatet skulle afspejle det, jeg gerne vil pege på eller mane til eftertænksomhed omkring: de mange, mange børn, der dør, fordi de er blevet født ind i en verden, hvor de voksne ikke kan finde ud af at passe på dem. Og hvor vi i Vesten udviser en stor grad af passivitet, siger hun.

Langsomhed og eftertanke

De mindre, indrammede billeder med de enkle, orange streger, er lavet, så hvert billede symboliserer et tidsinterval af den slags, vi ofte opererer med i vores hverdag, forklarer kunstneren. Et værk har titlen ”10 minutter”, et andet ”en halv time”, ”en formiddag”, ”en arbejdsdag”, ”et døgn” og ”en uge”. Et af værkerne var allerede, inden udstillingen blev åbnet, solgt, og 75 procent af købesummen går til Læger Uden Grænsers arbejde i Yemen. Yderligere tre værker blevet solgt i udstillingsperioden efter samme koncept, og Vibeke Nørgaard Rønsbo håber, at også det store værk, som markerer et helt års børneofre i Yemen, vil blive solgt. Men det vigtigste for hende er at mane til eftertanke.

– Jeg tror på, at vi i langsomheden, som indgår i et værk som dette, konfronteres med tingene på en anden måde. Jeg kan mærke, at de besøgende i galleriet er stoppet op og har tænkt over tingene på en ny måde. Mange har kigget på værkerne et stykke tid, før de har fået øje på de diskrete titler, og så har de spurgt til dem og til det store værk, jeg er i gang med. Når jeg har forklaret dem baggrunden for værkerne, bliver de ofte helt tavse, og nogle ser ud, som om de har lyst til at gå. Men alle bliver alligevel stående og tænker ofte højt, fortæller Vibeke Nørgaard Rønsbo.

– En del af de besøgende har nævnt, at værkernes indhold jo på en måde er voldsomt, men at de samtidig er smukke. Den orange farve, jeg har valgt, ligner næsten farven, som fremkommer, hvis man maler med blod. Og det er jo også en blodig virkelighed, der ligger bag. Men jeg synes også, at det er fint, at værkerne fremstår smukke og blide, for det er også en måde at give værdighed til de små liv, værket peger på,” siger hun.

Verden har brug for lidt naivitet

Hun understreger, at hun ikke tager stilling til, hvem af parterne i konflikten i Yemen, der har ret eller er mest skyldige, og at hun heller ikke vil pege på bestemte politiske løsninger.

– Jeg vil gerne vække til eftertanke, og jeg tror, at det hjælper at hviske i en tid med en buldrende billedkultur, hvor vi nok næsten er blevet immune over for billeder af sultne børn med store, bedende øjne. Vi reagerer meget lidt på den slags billeder, måske fordi de fylder os med afmagt, siger hun.

I stedet har hun med sin udstilling og sine værker forsøgt at skabe ”et mellemrum og en lomme i en verden, der barer buldrer derudaf, mens den stille katastrofe i Yemen fortsætter. Udstillingen er sådan en lomme, ligesom børnene i Yemen på en måde lever i sådan en lomme,” siger hun.

Vibeke Nørgaard Rønsbo har ikke selv været i Yemen, og selv om hun gerne ville gøre noget mere direkte for at hjælpe børnene dernede, opfatter hun udstillingsprojektet som den måde, hun kan gøre noget.

– Jeg tror ikke, at jeg ville være særlig god til at arbejde i en krigszone. Med mine værker forsøger jeg i stedet at give individuelt liv til børnene. Jeg har tænkt på de store krigskirkegårde med række efter række af ens kors. Her forsøger jeg – på en mere nænsom måde – at vidne om de børn, hvis liv kun blev et kort strejf. Jeg håber selvfølgelig, at det kan ændre noget. Det er nok naivt. Men måske har verden brug for lidt naivitet.

Læs mere om Vibeke Nørgaard Rønsbo og hendes kunst på www.vibekenr.dk