Kvindelig forsker overset igen

Filmen Oppenheimer mangler at belyse bidrag fra ”atombombens moder” Lise Meitner.

Foto af Lise Meitner i hendes laboratorium. Foto: www.dpma.de.

En dansk atomfysikers protest over den absolutte tavshed i forhold til Lise Meitner i filmen Oppenheimer har ført til en efterskrift til anmeldelsen af filmen.

En mail sætter anmelderen på sporet

Da denne skribent modtager en mail fra en god ven, som beretter om en mangel i filmen Oppenheimer, atombombens fader, hvor man ikke nævner den berømte østrigsk-svenske fysiker Lise Meitner (1878-1968), som har fået tilnavnet ’atombombens moder’, melder nysgerrigheden sig, og endnu et univers åbnes som læseren her skal have del i.

På Lise Meitners gravsten står der: En fysiker, der bevarede sin humanitet!’ Hvem kan det menneske være, der også er ansvarlig for vores farligste våben og dog kan bevare sin humanitet? Det må være det spørgsmål man stiller sig, et spørgsmål der, efter at have set Oppenheimer kunne lyde:

”Kunne han bevare en slags humanitet efter sit kæmpe ansvar? Kunne han lade sig nøje med, at præsident Truman påtog sig det ansvar og afviste forslaget om udelukkende at bruge atomkraften til fredelige formål?”

Hvem var Lise Meitner?

Lise Meitner blev født 1878 i Wien af liberale jødiske forældre, der lod hende udvikle sig efter hendes egne interesser. Det viste sig hurtigt, at hun var rigt begavet og især gik op i farver, i matematik og fysik, og at hun viste musikalske evner.

Tiden var ugunstig for kvinder, så det er en særlig glæde at kunne konstatere, at Meitner allerede i 1906 fik en doktorgrad om varmeledning i inhomogene legemer, og at hun i 1907 flyttede til Berlin for at eksperimentere og forske videre.

Her møder hun Otto Hahn, der er mere uformel end skik og brug. Han ser straks hendes begavelse, og de arbejder rigtigt godt sammen. De opdager for eksempel den radioaktive rekyl, når der bliver udsendt alfastråler. Alligevel nægtes hun adgang til arbejdspladser, der kunne have haft glæde af hendes kompetencer. Men i 1912 får hun som den første kvinde arbejde som assistent for fysikeren Max Planck, og i 1913 bliver hun medlem af Kaiser Wilhelm Instituttet for kemi.

Første Verdenskrig – og de onde år, der følger

De to første år af krigen er hun sygeplejerske på et frontlinjehospital, men så vender hun tilbage til forskningen og samarbejdet med Hahn, og i 1926 bliver hun lektor i Berlin.

Lise Meitner fortsætter sit arbejde i 1933 – også efter at Hitler er kommet til magten. I 1908 var hun konverteret til den lutherske form for kristendom, men det skulle ikke hjælpe hende, fordi antisemitismen hvilede på en raceteori fra det 19. århundrede, og Meitner mistede sit østrigske statsborgerskab ved ’Anschluss’ i 1938, hvor nazisterne udvidede deres territorium til Østrig.

Det fortælles, at Lise Meitner senere havde svære samvittighedskvaler over at være blevet i Berlin, mens så mange andre jødiske videnskabsfolk og jøder i det hele taget havde været nødt til at flygte.

Da hun så også selv måtte af sted, havde hun ikke længere noget gyldigt pas, fordi hun som jøde havde mistet sit østrigske statsborgerskab. Via Holland og Danmark kom hun til Sverige, hvor hun fik statsborgerskab i 1949.

I 1939 giver Lise Meitner sammen med sin nevø Otto Robert Frisch den første teoretiske fortolkning af nuklear (atom)fission.

Nægtede at forske i bombe

Det var en selvfølge at invitere Meitner til at deltage i Manhattanprojektet (om prøvesprængningen af atombomben i New Mexico), som skildres i filmen om Oppenheimer, og hun blev inviteret, men nægtede at medvirke: ”Jeg vil ikke have noget at gøre med en bombe,” skal hun have sagt.

I 1946 modtager Otto Hahn nobelprisen i kemi – for 1944. Man har senere undret sig over og været forarget over, at den ikke blev delt med Lise Meitner. Hun modtog i 1955 Otto Hahn-Prisen – ligesom hun senere har modtaget mange andre udmærkelser.

Tavshed om kvinders bidrag til forskning

Det er efter at have set filmen om Oppenheimer, at kernefysikeren ved DTU, Ulrich Busk Hoff protesterer: ”Hendes forskning er så vigtig for forståelsen af kernefission, der gjorde det muligt at bygge en atombombe, at hun i det mindste burde være blevet nævnt på lige fod med sine mandlige kollegaer,” citerer Politikens Ida Herskind ham for at sige.

Man kan indrømme at det er den sædvanlige tendens – selv i vore dage – at gøre kvinder usynlige, selv om det altså drejer sig om en anerkendt verdensberømthed.

Måske kan man også begrunde tavsheden med Meitners absolutte afvisning af at være med i arbejdet med så dødbringende et våben.

Denne skribent mener, at Meitners samvittighed, der allerede var smerteligt opmærksom på et svigt ved at blive i Tyskland for længe, måtte kunne blive grundlag for endnu en stor film om Lise Meitners liv, virke og holdning til den verden, vi nu lever i. Der er i hvert fald stof nok til at hente inspiration.

Læs også Marianne Olsens anmeldelse af filmen Oppenheimer her.