top of page

Kynismen breder sig. Stop den

Hvordan kan man elske kærester, børn, familie og venner herhjemme og samtidig være ligeglad med andres kærester, børn, familie og venner i Gaza?


Drenge i bomberuin i Gaza. Foto: Mohammed Ibrahim, Unsplash


Jeg er så heldig at være omgivet af mennesker som jeg elsker og som elsker mig. Min hustru, mine børn, børnebørn og gamle forældre. Jeg ønsker dem alt godt og vil gøre mit til at de lever et godt liv med velvære og opfyldte drømme. Og jeg ville gå ud af mit gode skind, hvis der skete dem noget ondt.

 

Det er sådan et helt menneskeligt instinkt, som jeg nok deler med resten af menneskeheden. Og derfor tror jeg, det gør uendelig ondt på krigens ofre, uanset hvilken side, de står på, hvis de da har taget stilling.

Jeg kan forstå glæden over frigivne israelske gidsler, men jeg kan ikke forstå, at man helt overser smerten ved de 250 palæstinensere, Israel dræbte i samme anledning. De er jo også nogens mødre, fædre, børn og børnebørn og elsker deres familie lige så meget som alle andre.

Et menneske er et menneske, hvor svært kan det være?

 

Og hvor uhyrligt er det så ikke, at Mellemøstens mest avancerede militærmagt med opbakning fra verdens eneste tilbageværende supermagt bomber løs på en civilbefolkning fanget i et lukket område på størrelse med Langeland? Og at Danmark sender våbendele, som bliver brugt i de bomber, Israel smider over Gaza.

Nogen må ved krigens begyndelse have siddet og beregnet hvor mange civile menneskeliv – børn, kvinder, ældre, syge og handicappede – krigen må koste. Hvor mange ”casualties”, på dansk: tilfældige tab, krigen må koste.

Det er kynisk. Og man står magtesløs som tilskuer til en krig, der ikke ser ud til at stoppe foreløbig.

 

Det er her, vi har brug for at besinde os. Holde fast i at et menneske er et menneske med uendelig værdi og værdighed. At der er love og regler, der beskytter mennesker mod overgreb. Menneskerettighederne (FN). Folkeretten (Den Internationale Domstol). Og hvis det kommer til krig, så endda krigens love (Geneve-konventionerne), der pålægger parterne at undgå at ramme civile, at give adgang til nødhjælp og at sikre at sundhedstjenester kan fortsætte med at fungere.

Alle tre områder har Israel overtrådt i denne krig. Det er som om mennesker ikke er mennesker mere. De er blevet til tal i et regneark.

 

Og kynismen breder sig, når tilskuere til denne krig blot hepper på et system og totalt overser de voldsomme menneskelige omkostninger.

En ting er, hvad krigen konkret gør ved mennesker i Gaza. En anden ting er, hvad den gør ved menneskers hjerter i Israel. Og hvad den gør ved os herhjemme, når vi som land ikke kan finde ud af at kræve total våbenhvile, totalt stop for salg af våbendele, og total adgang til nødhjælp til de overlevende.

Kynismen sniger sig ind på os, forhærder vores hjerter, gør os ufølsomme, uempatiske, hårdhjertede, og hensætter os i en tilstand, der uvægerligt også påvirker vores hverdagsrelationer herhjemme.

Hvordan kan man elske kærester, børn, familie og venner og samtidig være ligeglad med andres kærester, børn, familie og venner i Gaza?

Commentaires


bottom of page