Lærte vi noget af karikaturkrisen?

Kirstine Sinclairs lille bog om et nedslag i nyere danmarkshistorie blotlægger det komplekse i at bevare både ytringsfriheden og hensynet til religiøse følelser.



Kirstine Sinclairs beretning om og analyse af Karikaturkrisen i 2005, viser hvordan Danmark ”snublede ind i globaliseringens tidsalder” (s. 46) uden at de ansvarlige politikere forstod hvad de selv afstedkom. Krisen begyndte som bekendt med 12 tegninger af profeten Muhammad i Jyllands-Posten den 30. september 2005.

Kirstine Sinclair er lektor ved Institut for Historie og Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.

Bogen Karikaturkrisen er et led i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Bogen blotlægger mange komplekse sider af de to modsatrettede holdninger: ytringsfrihed på den ene side og respekt for religiøse følelser på den anden, og giver mulighed for erkendelse og indsigt.


Oversigt over krisen

Krisen beskrives først i sin kronologi, så man kan læse om den sådan, som mange endnu husker den. Derefter kommer kilderne, der giver en uddybning, erindringer, der stadig er til at følge, et afgørende interview med den egyptiske ambassadør i DR2-programmet Deadline om ytringsfrihed overfor respekt for religioner og om politianmeldelsen af karikaturtegningerne.

Herefter blotlægges Anders Fogh Rasmussens tiltag for at hente verden til Danmark, ”men ikke omvendt” (s.51). En flot og øjenåbnende iagttagelse.

Et sidste emne, Krisen som historie, runder karikaturkrisen af med refleksioner, der spørger, om vi har lært noget og – hvis vi har - hvad det så er.

Bogen er helt opdateret og har således terrormordet på Samuel Paty med som den seneste terrorhandling uden at glemme Salman Rushdie og De sataniske vers. Til overflod er bogen rigt illustreret med meget forskelligartede billeder – fra et iransk miniaturemaleri af profeten Muhammad med ansigtet gemt bag et slør, til et afslørende maleri af Anders Fogh Rasmussen som krigsherre malet af Simone Aaberg Kern. Det hænger på Christiansborg.


Straffeloven, krisen og globaliseringen

Fra dansk politisk side så hele krisen, som blev kaldt Muhammedkrisen, ud som om en minoritet her i landet følte sig ydmyget. Man mente, at der ikke var grund til at tage deres reaktioner alvorligt. Tilsyneladende drejede det sig bare om to – ret ligegyldige - paragraffer i straffeloven:

Den ene var blasfemiparagraffen, (§ 140): ”Den der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfund, troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

Den blev afskaffet i 2017.

Den anden paragraf er racismeparagraffen 266 b: ”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil to år.”

Denne paragraf kritiseres ivrigt af kredse i og uden for Folketinget, der ønsker også den afskaffet.

Disse paragraffer kom i konflikt med den absolutte ytringsfrihed, der var det store ideal i årtusindets begyndelse. Jyllands Postens kulturredaktør Flemming Rose sagde og skrev netop, at man måtte tåle spot, hån og latterliggørelse. Det blev i muslimske kredse opfattet som systemisk demonstration af overlegenhed overfor en minoritet, og det fik da også, som vi nu ved, konsekvenser i de muslimske majoritetslande med flagafbrændinger, angreb på danske ambassader og mange dødsfald med både kristne og muslimske ofre.


Nøgleeksemplet

Den 25. oktober 2005 var den ægyptiske ambassadør, Mona Omar Attia, i DR2-programmet Deadline hos Martin Breum. ”Attia fremstod fattet, seriøs og værdig […] Hun levede [..] op til forestillingen om en erfaren, international diplomat, der hverken så alt for feminin eller religiøs ud. Hun var velformuleret og sikker i sin sag, men også vred.” (s. 35)

Da Breum spurgte hende om tegningerne var grund nok til et vredt brev til landets statsminister, henviste hun til dansk blasfemilovgivning. Breum fandt det uklart hvad de ønskede af statsministeren. Kirstine Sinclair forklarer i bogen, at ambassadør Attia ”svarede med en pointe, der er helt central for forståelsen af problemet set fra de muslimske diplomaters side: Diplomaterne [der havde skrevet til statsministeren] så gerne, at statsministeren selv skulle leve op til den standard, han havde præsenteret i sin åbningstale i Folketinget den samme måned. Han sagde i talen, at han ikke ønskede at se terrorister misbruge islam i forsvaret for deres kriminelle handlinger. Diplomaterne krævede derfor, at hans opfordring til danske imamer om at undgå hadefuld tale og arbejde for integration i samfundet og invitere til fred og kærlighed også skulle gælde andre i samfundet – inklusive ministrene i hans egen regering. […] Ligeværdighed blandt borgere, hævdede hun, var forskelligt fra at bede statsministeren om at begrænse ytringsfriheden for udvalgte individer, organisationer eller medier” (s. 37)

Under læsningen får man gang på gang lyst til at udbryde, at dér fik vi en lussing, som var fortjent: Det duer ikke at anse Vesten for at være overlegen over andre civilisationer.

Lærte vi noget? Forstod vi rækkevidden af krisen?

Det er det spørgsmål Sinclair stiller i sin konklusion. Det er tydeligt, at indenrigspolitik ikke længere kan adskilles fra udenrigspolitik, og hvad enten vi bryder os om det eller ej, er det vore egne politikere, der er snublet ind i globaliseringen.

Vi har også med denne bog mulighed for at erkende, at en ny dagsorden blev sat den 30. september 2005. Om den erkendelse er blevet klar for dagens magthavere er meget usikkert, men med denne bog, der blotlægger mange flere komplekse sider af de to modsatrettede holdninger, ytringsfrihed og respekt for religiøse følelser, er der i hvert fald en mulighed for større indsigt.

Serien 100 danmarkshistorier, der er skrevet af kompetente fagfolk på 100 sider i et sprog som er almindelig tilgængeligt, er en velkommen gave til den nysgerrige læser.

Bogen Karikaturkrisen anbefales på det varmeste.


Kirstine Sinclair: Karikaturkrisen Aarhus Universitetsforlag, 2021