’Lad ikke Danmark blive en sump af ligegyldighed’

En læser reagerer på redaktør Svend Løbners indlæg i Kristeligt Dagblad: "Hvor er kirken i kampen for syriske flygtninge?”



Kommentar af Vibeke Guldberg Madsen, Mariager

Om regeringens fratagelse af syriske flygtninges opholdstilladelse med det formål at sende dem retur til Syrien:


Vi almindelige kirkegængere venter også med længsel efter en samlet reaktion fra folkekirken og dens præster. Det drejer sig om mennesker som du og jeg. De er flygtet fra et grusomt regime, en diktator, der myrder sit eget folk for at opretholde sin egen magt.


De har fået ophold i Danmark, har tilpasset sig samfundet, mange har dygtiggjort sig, lært vores sprog, taget studentereksamen med flotte karakterer, uddannet sig til at kunne fungere i vores samfund.


De er flygtet fra deres fædreland på grund af en despot, en tyrannisk morder. Når han er blevet elimineret og fjernet fra magten, vil nogle af disse mennesker måske overveje at drage frivilligt tilbage og bygge deres ødelagte samfund op, men det er en uomgængelig betingelse, at Assad og hans regime er ude af spillet.


Regeringens beslutning om nådesløst og ubarmhjertigt at udvise dem på nuværende tidspunkt til Syrien, som det for øjeblikket står til dernede, er modbydelig og umenneskelig, ikke et humant og kristent land værdigt.


Under nazismens herredømme i Danmark voksede der dog en modstand frem i vores land mod uhyrlighederne. Den kristne præst i Vedersø, Kaj Munk, der i begyndelsen tog fejl, besindede sig, og da han forstod, hvad det hele drejede sig om, prædikede han åbent modstand mod det nazistiske system fra sin talerstol i folkekirken og ofrede til sidst sit liv for menneskets værd.


Han var ikke bare præst, han var også digter og skrev bl.a. skuespillet “Cant”, hvor hovedpersonen Anne Boleyn opponerer mod de herskende tilstande og siger:


“For det, som jeg kan lide ved mænd, er det, at de kan tale selv og handle selv og vide: “Jeg er en verden. Ingen er som jeg.”


I dag kan vi roligt udskifte ordet mænd med mennesker.

Vi har i dag i Danmark en folkekirke, der generelt ikke efterlever Kaj Munks ord, men underordner sig regeringens og folketingets bestemmelser, en regering, der trods bedre vidende udbasunerer, at det nu er sikkert at rejse til Damaskus, skønt mange lande i EU deriblandt vores nabolande har beviser og handler på det modsatte.


Det er et ondt og meningsløst påbud at behandle flygtninges skæbner på den nedrige måde. Husk: vores ambassade finder det ikke sikkert at bo i Syrien, som forholdene er nu.


Jeg – et ganske almindeligt menneske – og mange som mig efterlyser, at der fra folkekirkens side snart kommer en fælles udtalelse, der fordømmer denne udvisning som forkastelig, uforståelig i et land som Danmark, hvor vi dog har en fortid som dyrkere af menneskets værd, af kristen menneskekærlighed, af barmhjertighed mod udsatte eksistenser, af human adfærd.


Vi kan under ingen omstændigheder se på, at visse forråede politikere mishandler den oprindelige danske medfølende mentalitet. Ikke i mit navn!

Du danske folkekirke! Oplad din røst umiskendeligt! Reager mod umenneskeligheden og alle kristne værdier. Lad ikke Danmark blive en sump af ligegyldighed mod de mennesker, der er i vores varetægt. Lad os som danskere bevare vores værdighed, vores respekt for mennesket, uanset ydre kriterier. Lad os ikke synke til det menneskelige undermål, som de regerende politikere har planer om.

Sig Roma midt imod!


Læs også Svend Løbners indlæg i Kristeligt Dagblad.