Lad mentale mure falde på Krystalnatten

Af Marianne Olsen

Der er rift om den 9.november. På denne dato markeres 30-året for Berlinmurens fald og at det er 81 år siden Krystalnatten, hvor nazistiske bødler hærgede jødisk ejendom over hele Tyskland.

Måske er det godt nok at markere begge begivenheder, og der er sikkert mange andre på den dato, men i skrivende stund er det Krystalnatten og murens fald, der skal markeres, for de kan sagtens komme til at hænge sammen i et særligt perspektiv.

Zoomer vi ind, ser det ud som om Europa er det mest barbariske af alle kontinenter, men det er selvfølgelig bare europæisk selvoptagethed, og vi skal blive ved med at gøre os umage for at forbedre os.

Krystalnatten og hvad der fulgte

Når vi samles for at mindes Krystalnatten, er det for at understrege racismens og antisemitismens illusion, for at opmuntre hinanden til at indse at menneskets farligste risici ligger inde i selvet, at selvbeherskelsen er det allervigtigste, og at passe sig selv er at passe på andre, ikke ved at lukke hinanden inde bag mure eller i fængsler, men ved at række ud og holde fast, at være til at stole på.

Den rædsel, Krystalnatten var en af begyndelserne til, medførte at landene lukkede for flygtninge.

En ven sendte mig en beretning fra 1943, da nazisterne var ved at tabe krigen. Den er fra Horserøds interneringslejr. I bogen Blandt 100 Gidsler- Horserød 1943 fortæller forlagsdirektør Bo Bramsen (1912-2002):

Flygtninge i usikkerhed

”Støttet til en ribbe i gymnastiksalen stod en ung meget jødisk udseende mand og så nedtrykt ud. Jeg kendte ham ikke, men bemærkede bare, idet jeg gik forbi: – Tab ikke humøret. De skyder os nok ikke alle sammen allerede i dag. – Nej, svarede han, det er ikke det, men mine heljødiske forældre har i nat søgt at komme til Sverige, og jeg ved ikke, om det er lykkedes.”

Det lykkedes heldigvis. Beretningen er om min far, så jeg ved besked, og jeg fik lov til at vokse op med begge mine forældre i god behold. Bo Bramsen fortæller senere, hvordan min mor besøgte Horserødlejren med barnet på armen, og at fangen var lykkelig. Alt var så usikkert. Men det var en god stund.

Sådan er der mennesker, der er kommet til os, som vi gjorde dengang, efter at min far var blevet løsladt fra Horserød og ved flere forviklinger blev modtaget i Sverige. Også de kommer i stor usikkerhed og med et håb om at vi er med dem.

Håbet tændtes da muren faldt

Den forfærdelig krig – Anden Verdenskrig – med folkedrab og vanvittig nedslagtning af mennesker førte også til at muren i Berlin blev bygget den 13. august 1961. Tyskere blev afspærret fra tyskere.

Magthavere var magtesløse. Kunne nogen overhovedet være sig selv bekendt? Men igen tændtes et flammende håb, da muren faldt.

Håbet forudsætter at vi kaster skæbnetroen på møddingen og forstår fremtiden som åben og uforudsigelig, at vi tager fat og handler – ikke af frygt, for den lammer og gør os dumme – en af vilje til selv at bestemme sammen med vore medmennesker af alle slags tro og farver, så vi kan se vore børn og børnebørn i øjnene.

Den 9. november skal blive til en håbets dag, hvor vi lover hinanden både åbenhed og vagtsomhed. Åbenhed alene kan skeje ud i tåbelig slaphed. Frygtsomhed alene kan skeje ud i overvågning og indskrænkning. Når vi tænder faklerne, tør vi lyse i mørket, tør vi være venligt imødekommende. Lad de mentale mure falde også på dette års krystalnat.