Der er brug for at opøve den menneskelige indfølingsevne, som gør, at vi kan lytte os ind på hinanden.
Kommunikation kommer af det latinske comunicare som betyder ”at gøre fælles”. Meget i mediedebatten tyder dog på, at vi ikke søger fælles fodslag. Vi har ellers aldrig haft så mange medier som nu. Men medierne bliver mellemled. For det er jo det, ordet betyder på latin: ”i midten”. Medierne skulle være kommunikationskanaler og bindeled, men skaber ofte afstand, misforståelser og endda barrierer. Vi har endda sociale medier. Det skulle forbedre samtalen! Men ak, også her opstår afstand, misforståelser, barrierer, ja, direkte fjendskab. Medier som Facebook er ikke mere sociale end at de fjerner et filter af høflighed og almindelig pli, så mennesker blot lader ukvemsordene flyde. Der er brug for at genopfinde samtalen. Der er brug for at opøve den menneskelige indfølingsevne, som gør at vi kan lytte os ind på hinanden, mærke hensigten bag ordene og selv bidrage til en samtale hen over bordet, der kan gøre os alle sammen klogere. Ikke få ret, men blive beriget. Der er så sandelig også brug for at genopfinde den åndelige samtale. At bevæge sig fra snakken om hvad og hvordan og hvornår – alt sammen faktuelle spørgsmål – til hvorfor – det eneste virkelige filosofiske spørgsmål. At ikke blot sladre om drengen, der mobber i skolen, men samtale generelt om, hvorfor mobbekultur opstår og trives i visse miljøer og hvordan man kan modvirk tendensen. At ikke kun ynkes pigen, der skærer i sig selv, men spørge, hvorfor tendensen er der, og hvad vi kan gøre for at imødegå den. Og ja, så også komme ind på religion som et af flere svar. At der er brug for et fast holdepunkt i tilværelsen, en indre ro, der kan give overskud til at tage fat på opgaverne. At forskellige religioner giver hver deres bud på, hvordan man opnår forbindelse med Gud. De religiøse svar skal naturligvis endevendes og analyseres ligesom alle andre svar. Men lad os få fisken på disken! For det sker i den åndrige samtale, uanset om vi kommer frem til samme svar eller blot er enige om at være uenige. Hvad giver samtalen? Den giver først og fremmest indsigt og viden. Tænk på alle de samtaler, du lyttede til som barn, når de voksne snakkede. Dernæst giver samtalen fællesskab. Gennem samtalen finder vi et fælles rum, et rum med hygge, værdi og opbyggelse. Og så giver samtalen nye vinkler. Når jeg som kristen taler med ateister og muslimer får jeg nye sider af virkeligheden præsenteret. Jeg ville være fattigere foruden! Der skal være plads til alle, også alle de partier i folketinget, vi er uenige med. For gennem uenighederne bliver en sag belyst fra flere sider, og vi tvinges til at gennemtænke vort eget standpunkt.