Landefakta om religionsfrihed i Afghanistan
Historie
Afghanistan har op gennem tiden været underlagt flere forskellige magter, herunder perserne og Alexander den Store. I slutningen af 600-tallet blev landet en vasalstat under det islamisk-arabiske kalifat. Fra 900-tallet og en tid frem afløste små uafhængige iransk-afghanske fyrstedømmer hinanden som magthavere, indtil Djengis Khan og mongolerne i 1219 erobrede Afghanistan. Efter hans død opløstes landet i lokale fyrstedømmer. [1]
Emir Abdur Rahman Khan, der var ved magten fra 1880 til 1901, omdannede Afghanistan til en centraliseret stat, hvor statsmagten blev styrket på bekostning af stammelederne og de religiøse ledere. I de kommende år skete der en modernisering af landet og uddannelsessystemet blev udbygget. I 1919 blev Afghanistan uafhængigt, og i 1923 fik landet sin første forfatning. Moderniseringen vakte modstand hos stammeledere og religiøse ledere, som mente, at den var i strid med islam. Det førte til en kortvarig borgerkrig, før nye magthavere fortsatte med at reformere landet. I 1964 blev der vedtaget en forfatning, som betød, at der blev indført demokrati. Der blev holdt frie valg i både 1965 og 1969, men samfundet var ikke stabilt, og udviklingen blev kritiseret af både venstreorienterede og radikale islamiske grupper. Det endte med et statskup i 1973. Det bragte dog ikke ro og stabilitet til landet. I 1978 gennemførte af Det Folkedemokratiske Parti (PDPA) et nyt kup. Det var et kommunistisk parti, som blev splittet af interne stridigheder. I december 1979 gennemførte den ene fløj i partiet et nyt kup, og samtidig blev der indledt en sovjetisk invasion, som skulle støtte styret. [1] [2]
Siden har magtforholdene vekslet mellem vidt forskellige grupper i Afghanistan, og landet har i de seneste årtier ikke for alvor oplevet en varig stabilitet. Det afspejles blandt andet af, at Afghanistan i mere end 30 år var det land i verden, som flest mennesker flygtede fra. Ved udgangen af 2017 opholdt 2,6 millioner afghanere sig som flygtninge uden for landets grænser. [1] [3] [4]
Flere millioner afghanere flygtede efter den sovjetiske invasion, og stammeledere og religiøse ledere iværksatte en modstandskamp mod det kommunistiske PDPA-styre. I februar 1989 blev de sovjetiske styrker trukket tilbage, og i 1992 kom en alliance af modstandsgrupper og eksilpartier til magten. Samtidig blev det erklæret, at Afghanistan er en islamisk stat, og den hidtidige forfatning blev sat ud af kraft. De følgende fire år var præget af en stor grad af ustabilitet med anarki og sammenbrud i administrationen. [1]
I september 1996 indtog den islamistiske Taleban-bevægelse hovedstaden Kabul, og i løbet af et par år fik Taleban kontrol over hovedparten af Afghanistan. Efterhånden som bevægelsen fik magt, gennemførte den en religiøs ensretning. Kvinder skulle bære burka, de måtte ikke længere arbejde uden for hjemmet, og pigeskoler blev lukket. [1]
Efter den militante islamistiske al-Qaeda organisations terrorangreb mod USA den 11. september 2001 øgedes det internationale pres mod Taleban-styret for at få udleveret al-Qaeda-lederen Osama bin Laden. Da det ikke skete, indledte USA og Storbritannien angreb mod Afghanistan. Det førte til Talebans fald i december 2001. Der blev indsat en midlertidig regering med Hamid Karzai i spidsen. I 2004 blev der vedtaget en ny forfatning, og Hamid Karzai blev genvalgt som præsident. Taleban kom på benene igen, og i 2006 begyndte nye kampe mellem Taleban og NATO-styrker i den sydlige del af Afghanistan. Taleban fik mere og mere kontrol i området, og NATO-styrkerne blev trukket ud af landet ved udgangen af 2014. Ved præsidentvalget i 2014 blev Ashraf Ghani præsident. [1] [2]
Der var i foråret 2018 endnu ikke opnået en varig og stabil fred i landet. Taleban har i de seneste år rettet mange angreb mod både offentlige institutioner, udenlandske organisationer og moskéer. Ifølge FN blev over 10.000 civile afghanere i 2017 dræbt eller såret ved angreb med selvmordsbomber eller anden vold. I februar 2018 foreslog præsident Ashraf Ghani, at regeringen og Taleban skulle indgå en våbenhvile og begynde at forhandle om fred. Det standsede ikke volden, men der blev i juni 2018 indgået en midlertidig våbenhvile. Den varede en uge fra afslutningen af den muslimske fastemåned, ramadanen, hvor muslimerne fejrer Eid. Få dage efter våbenhvilens ophør foretog Taleban nye angreb i Afghanistan. [5] [6] [7]
Forfatning og styreform
Afghanistans nuværende forfatning er fra 2004. Forfatningen pålægger staten at skabe et velstående og progressivt samfund baseret på social retfærdighed, beskyttelse af menneskelig værdighed, menneskerettigheder, demokrati, national enhed og ligestilling mellem alle etniske grupper og stammer. [8]
Landets officielle navn er Den Islamiske Republik Afghanistan. Landet er inddelt i 34 provinser. [2]
Landets øverste leder er præsidenten, som også er regeringsleder. Præsidenten vælges ved direkte valg for fem år. Præsidenten kan genopstille én gang. [2]
Den lovgivende magt Den lovgivende magt ligger hos Nationalforsamlingen (parlamentet), der består af to kamre: De Ældstes Hus og Folkets Hus. De Ældstes Hus har 102 medlemmer. En tredjedel af dem vælges af provinsrådene for fire år, en tredjedel af lokale distriktsråd for tre år, og en tredjedel af præsidenten for fem år. Halvdelen af de præsidentudpegede skal være kvinder. Folkets Hus har 249 medlemmer, som vælges ved direkte valg for fem år. [2] [8]
Den udøvende magt Den udøvende magt ligger hos præsidenten og regeringen. [2] [8]
Den dømmende magt Den dømmende magt ligger hos domstolene. [2]
Flag
Afghanistan har haft 18 forskellige flag i de seneste omkring 100 år. Det nuværende flag er fra 2002. Farverne sort, rød og grøn symboliserer henholdsvis traditionen, martyrernes blod og islam. Våbenet i midten viser en moské, og inskriptionen er den muslimske trosbekendelse ”Der er ingen Gud uden Allah, og Muhammed er hans profet”. Flaget skal symbolisere foreningen af alle afghanske folk. [9]
Befolkning og sprog
Der bor 34,1 millioner mennesker i Afghanistan (2017). [2]
De største etniske grupper er: Pashtuner (38 %), tadsjikere (25 %), hazaraer (19 %) og usbekere (6 %). De øvrige etniske grupper udgør tilsammen 12 % af befolkningen. [10]
De officielle sprog er pashto og dari, og herudover tales flere andre sprog. [2]
Religion
99,7 % af befolkningen er muslimer – 85-90 % er sunni, og 10-15 % er shia. De religiøse mindretal udgør 0,3 % af befolkningen – dvs. omkring 100.000 personer tilsammen. Der er usikkerhed om de statistiske oplysninger om muslimer. Shia-ledere mener, at de udgør 20-25 % af befolkningen, mens sunni-ledere mener, at shiaandelen ligger på 10 %. Omkring 90 % af shiamuslimerne er etniske hazaraer. [2] [11]
De største religiøse mindretal er hinduer, etniske, baha’ier og kristne. [11]
Forholdet mellem stat og religion
Den afghanske forfatning slår fast, at islam er statsreligion, og at ingen love må være i strid med islam. Ifølge forfatningen har tilhængere af andre religioner end islam “frihed til at udøve deres tro og udføre deres religiøse ritualer inden for lovens rammer”. [8] [11]
Religionsfrihed – hvad er status?
I Pew Research Centers 2018-rapport om religionsfrihed, der bygger på oplysninger fra udgangen af 2016, ligger Afghanistan højt med hensyn til begrænsninger af religionsfriheden fra statens side, og højt når det gælder krænkelser på grund af fjendtligheder i civilsamfundet. [12]
(Niveauet for krænkelserne af religionsfriheden inddeles i fire grupper: meget højt, højt, moderat og lavt.)
Begrænsninger af religionsfriheden fra statens side
Frafald fra islam (apostasi) omtales ikke i den afghanske straffelov. Anklager om apostasi afgøres i henhold islamisk retslære, som den praktiseres i Afghanistan. Det amerikanske udenrigsministerium oplyser, at Afghanistan følger Hanifa-retsskolen, der er en af de fire sunniislamiske retsskoler. Ministeriet oplyser videre, at ”halshugning” ifølge Hanifa-skolens tolkning er en ”passende straf” for mænd, som falder fra islam, hvis de ikke omvender sig inden tre dage. For kvinder, der falder fra islam, er fængsling en hensigtsmæssig straf. Hvis der er tvivl om frafaldet, kan dommeren idømme en kort fængselsstraf eller piskning. Det er også muligt at konfiskere en frafaldens ejendom og at gøre vedkommende arveløs. Strafferammen for forsøg på at få en person til at konvertere fra islam til en anden religion er den samme som for apostasi. [11]
Det amerikanske udenrigsministerium oplyste, at der i 2017 – ligesom i de forrige tre år – ikke blev rapporteret om retsforfølgelser på grund af frafald fra islam eller blasfemi, som behandles på linje med apostasi. Personer, der er konverteret fra islam til andre religioner, oplyste, at de dog risikerede at få deres ægteskab ophævet af myndighederne og at miste deres job. De risikerede også at blive udstødt af familien eller lokalsamfundet – og i værste fald en dødsstraf. [11]
Den danske muslim Aminah Tønnsen, der er forfatter til flere bøger om islam, skriver, at Koranen intetsteds omtaler nogen jordisk straf for frafald fra islam. [13]
Det er forbudt at fremstille, trykke og udgive bøger og andre materialer, der er i strid med islams principper eller stødende over for andre religioner og trossamfund. Det er også forbudt at promovere andre religioner end islam og at offentliggøre artikler, som efter regeringens mening kan skade personers fysiske, åndelige og moralske velbefindende, især børn og unge. [11]
Krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet
Der har i de seneste år været mange angreb, der har krænket religiøse gruppers frihed til at udøve deres religion. Angrebene har især været rettet mod shiamuslimer.
Krænkelser af shiamuslimer
Mindst 30 mennesker blev dræbt og 60 såret den 21. marts 2018 ved et selvmordsbombeangreb i nærheden af Sakhi-helligdommen i Kabul, hvor de var samlet for at markere det persiske nytår. Det var det seneste af en række angreb i to år mod hovedstadens shiitiske samfund, som overvejende består af etniske hazaraer. ISIS- og Taleban-ekstremister har taget ansvar for mere end et dusin angreb på moskeer, helligdomme, skoler og offentlige samlinger i hovedstaden siden 2016. Det ser ofte i forbindelse med religiøse helligdage, og det sker tilsyneladende i et forsøg på at skabe splittelse mellem det sunnimuslimske flertal og det shiamuslimske hazara-mindretal. På landsplan har angreb mod shiamuslimer og hazaraer kostet flere end 300 mennesker livet og såret over 700 mennesker i de seneste to år. De fleste er udført – eller menes at være udført – af ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien, også kaldet ISIL eller IS). “Det er vanskeligt at være hazara for tiden. Vi lider uden tvivl mere end andre,” udtalte 19-årige Feraidon Hakimi til Washington Post efter angrebet i marts 2018. [14]
Mindst 20 mennesker, der var samlet til fredagsbøn i en shiamuslimsk moské i hovedstaden Kabul, blev dræbt og mindst 50 såret fredag den 25. august 2017, da bevæbnede mænd trængte ind i moskeen og skød mod de tilstedeværende. En gruppe, der hævder, at den repræsenterer ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien, også kaldet ISIL eller IS), har taget ansvaret for angrebet. En måned tidligere blev 32 mennesker dræbt ved et angreb mod en anden shiamuslimsk moské i Kabul. [15]
De militante islamistiske bevægelser Taleban og Islamisk Stat i Khorasan-provinsen (ISKP) rettede i 2016 flere angreb mod mennesker fra religiøse minoriteter, heriblandt shiamuslimske hazaraer. Flere hundrede mennesker blev dræbt ved disse angreb, der blev foretaget på grund af deres tro eller deres forbindelser til regeringen. [16]
I juli 2016 blev mindst 97 mennesker dræbt og flere end 260 såret ved et selvmordsbombeangreb mod en demonstration, hvor hovedparten af deltagerne var shiamuslimske hazaraer. [16]
I oktober 2016 gik bevæbnede mænd ind i Karte-Sakhi-moskeen og åbnede ild mod dem, der var samlet til bøn for at markere den shiamuslimske helligdag Ashura. 17 mennesker blev dræbt og 58 såret, heriblandt kvinder og børn. [16]
ISKP, der er tilknyttet ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien, også kaldet ISIL eller IS), har taget ansvaret for begge disse angreb. [16]
Taleban-bevægelsen kidnappede i 2016 en række shiamuslimske hazaraer, ligesom de har truet prædikanter med døden, hvis de forkynder budskaber, der er i strid med Talebans fortolkning af islam. Bevægelsen har også advaret mullaher om ikke at udføre begravelsesceremonier for embedsmænd i sikkerhedssektoren. [16]
Krænkelser af ikke-muslimske minoriteter
Mindst 10 mennesker blev dræbt og fire såret i juli 2018 i byen Jalalabad, da en selvmordsbomber detonerede en bombe, som han havde fastspændt på kroppen. Det skete nær en tankstation, og angrebet udløste en stor brand, oplyser lokale embedsmænd. En selvmordsbombeeksplosion rystede ni dage forinden den centrale del af Jalalabad. Her blev mindst 19 dræbt. Angrebet var rettet mod et lille mindretal af sikher og hinduer i området, oplyser myndighederne i provinsen. [17]
Sikher, hinduer, kristne og andre ikke-muslimske minoriteter oplyste i 2016, at de fortsat bliver udsat for chikane og lejlighedsvis også for vold. Kvinder fra flere forskellige religioner har oplevet konfrontationer fra lokale muslimske religiøse ledere på grund af deres påklædning, og derfor går næsten alle kvinder med en form for hovedbeklædning. [16]
Hinduer og sikher oplyste i 2016, at de kunne udøve deres religioner offentligt, selvom nogle sikher rapporterede om tilfælde, hvor de blev fortalt, at de ikke hørte til i landet. Hinduer og sikher har i 2016 i nogle tilfælde været udsat for chikane og angreb med sten i forbindelse med begravelsesceremonier. [16]
Kristne oplyste i 2016, at de fortsat oplever, at offentligheden er fjendtlig over for kristen mission. Nogle af de kristne i Afghanistan er konverteret fra islam – og betragtes derfor som frafaldne. De kristne mødes privat til gudstjeneste for at undgå diskrimination og forfølgelse. [16]
Der er ingen offentlige kirker tilbage i Afghanistan. Udlændinge i Afghanistan har mulighed for at samles til gudstjeneste i kirkerum på nogle af de internationale militærbaser og på den italienske ambassade i hovedstaden Kabul. [18]
Artiklen er senest opdateret 12-07-2018
Kilder[1] Afghanistan – historie, DenStoreDanske.dk, hentet 29-06-2018[2] Afghanistan, CIA: The World Factbook, hentet 29-06-2018[3] More than seven million refugees displaced in 2012 – UN, BBC News, 19-06-2013[4] Global trends. Forced displacement in 2017, UNHCR.org, 19-06-2018[5] FN: 10.000 civile afghanere er dræbt eller såret i 2017, Information.dk, 15-02-2018[6] Taleban blev aldrig nedkæmpet – nu vil præsidenten slå dem i valglokalerne, Politiken.dk, 01-03-2018[7] Muslimsk højtid giver midlertidig våbenhvile i Afghanistan, Politiken.dk, 07-06-2018[8] Afghanistan – forfatning, DenStoreDanske.dk, hentet 30-06-2018[9] Afghanistan – nationalflag, DenStoreDanske.dk, hentet 29-06-2018[10] Afghanistan, DenStoreDanske.dk, hentet 29-06-2018[11] International Religious Freedom Report for 2017, Afghanistan, U.S. Department of State[12] Global Uptick in Government Restrictions on Religion in 2016, Pew Research Center, 21-06-2018[13] Aminah Tønnsen: ”Islam – Koran, Hadith, Sharia” (Forlaget Mellemgaard, 2015), side 191-256 om strafferet, herunder side 214-226 om frafald fra islam[14] ’We suffer more’: Rising violence on Shiite targets takes toll on Afghanistan’s Hazaras, The Washington Post, 21-03-2018[15] Blodbad i shiamuslimsk moské i Kabul efter IS-angreb, Information.dk, 25-08-2017[16] International Religious Freedom Report for 2016, Afghanistan, U.S. Department of State[17] Selvmorder angriber ved afghansk tankstation og dræber 10, Politiken.dk, 10-07-2018[18] International Religious Freedom Report for July-December 2010 (Afghanistan), U.S. Department of State
#Taleban #hazaraer #apostasifrafaldfraislam #bahaier #ISIS #kristne #pashtuner #muslimer