Leder: Ordet ’ghetto’ burde forbydes

Af Svend Løbner, redaktør

Jeg undrer mig. Jeg er bekymret. Og så er jeg rigtig utilpas.

Utilpas over, at ordet ghetto siden 2010 er blevet hæftet på såkaldte udsatte boligområder. Bekymret over en af definitionerne på en ghetto, nemlig at over halvdelen af beboerne er ikke-vestlige indvandrere. Og så undrer jeg mig over løsningen: Skulle nedrivning af beton virkelig være løsningen på arbejdsløshed, begrænset uddannelse, lav indkomst og kriminalitet, som er de andre fire definitioner på en såkaldt ghetto?

Ordet ghetto betyder bydel med ensartet befolkning, ofte med en bestemt etnisk baggrund eller fra en bestemt samfundsklasse. Ordet har negativ medbetydning og oversættes derfor ofte som ”dårligt kvarter” eller ”slumkvarter”.

Fra Middelalderen og frem til Anden Verdenskrig er ordet brugt om de særlige kvarterer, som jøder blev henvist til at bo i. Afsondringen af jøder var led i jødeforfølgelse, hvor ghettoerne blev afspærret med mure og porte, som blev lukket om natten. Under nazismen blev ghettoer oprettet i tyske og tyskbesatte byer – en af dem Warzawa, hvor ghettoen tjente som gennemgangslejr til udryddelseslejre andre steder i Polen.

Derfor stejler jeg over brugen af ordet ghetto i omtalen af udsatte boligområder. Selv om etniske minoriteter ikke med tvang henvises til disse bydele, er det – med den historiske betydning, det har – utilstedeligt at bruge det ord. Hvorfor belaste et boligområde yderligere med den fællesbetegnelse. Det hjælper i hvert fald ikke noget, tvært imod.

Folk føler sig fremmedgjort, stemplet, nedgjort og udelukket fra det øvrige samfund. Ord skaber, og derfor risikerer regeringens fokus på problemer i ”ghettoer” at blive en selvopfyldende profeti. Selv hvis vi udelukkende ser på ordet i dets nuværende betydning – bydel med ensartet befolkning fra en bestemt etnisk gruppe eller samfundsklasse – skaber det problemer.

At blive udpeget som fattig, uuddannet, arbejdsløs, fremmed osv. forstørrer problemets omfang. Nu skal borgere ikke kun kæmpe med egne udfordringer, men også kæmpe imod andres nedvurdering af netop deres samfundsgruppe.

Jo, det kan være nødvendigt internt i stat, region og kommune at målrette en hjælpeindsats mod bestemte befolkningsgrupper, men når interne definitioner bliver eksterne markeringer for politikere og andre meningsdannere, og medier bevidstløst viderekolporterer disse definitioner, bliver de et problem for dem, de rammer. Og selve definitionen hjælper ikke en dyt.

Det er en gratis omgang for regeringen at lave en ghettoliste.Og det er en overfladisk løsning at nedbryde betonbygninger. Skulle nedbrydning eller istandsættelse af højhuse i Gellerup og Taastrup virkelig løse alle sociale problemer? Medgivet: det åbner de afsondrede bydele, så ghettodefinitionen ikke kan bruges længere. Men det giver ikke uddannelse og arbejde til folk, så de kan få en bedre indtægt! Og ja, miljø betyder da noget for folks velbefindende, men skulle det virkelig hjælpe mod kriminalitet? Her viser undersøgelser, at det er ganske få familier, der skaber problemer. Derfor skal man naturligvis sætte ind over for dem, i stedet for at klæbe en generaliserende betegnelse hen over alle beboerne i et givent område.

Politikere har brug for at vise handlekraft. Derfor kommer så markante udmeldinger. Og derfor så drastiske tiltag. Selv om de ikke nytter meget – og ordene skader mere end de gavner.

Indlægget har også været bragt i Avisen Danmark.