Netavisen Sameksistens indbyder til debat på sociale medier. Debat består af argumenter for og imod en sag. Her er en kort guide til god argumentation.
Af Svend Løbner, redaktør
Der er livlig debat på Netavisen Sameksistens’ Facebookside hver gang emnet falder på flygtninge, indvandrere, integration og udlændingepolitik. Følelser kommer i spil – enten glæde eller vrede – og det farver ordene, som ofte går lige til grænsen af det tilladelige på siden.
Bølgerne må gerne gå højt, og det er kun godt, når argumenterne fyger frem og tilbage. Men det skal gerne være argumenter, og ikke løse påstande. Vi ønsker nemlig en kvalificeret debat.
Hvorfor mener du det?
Ifølge den klassiske argumentationsmodel skal der være belægfor påstanden og hjemmel for belægget, for at argumentationen holder. Hvorformener du det, du gør?
Det er ikke nok at påstå: ”Nydanskere er en ressource på det danske arbejdsmarked.” Fint nok, at du mener det, men det kvalificerer ikke debatten.
Det gør os ikke klogere på, hvad der får dig til at mene netop det. Påstanden afføder blot en modpåstand. Og så er vi lige vidt.
Argumentationen skal hænge sammen
Et af målene med Netavisen Sameksistens er ”at bidrage til den offentlige samtale og stille viden og argumenter til rådighed for den enkelte demokratiske borger”. Viden formidler vi gennem nyheder, reportager, portrætter og kulturartikler. Argumenter foreslås gennem debatindlæg, hvor argumentationen hænger sammen.
Hvordan får man den så til det? Jo ved at få to – helst tre – dele med i sin tekst: Påstanden, belægget og hjemlen. Man finder ud af påstanden ved at fuldføre sætningen: ”Jeg mener at…”. Belægget klarlægges, når man tilføjer ordet ”fordi”. Og hjemlen kommer af sig selv, når man forklarer baggrunden ud fra ordet ”eftersom”.
Baggrund giver ekstra tyngde
For eksempel: ”Jeg mener, AT nydanskere er en ressource på arbejdsmarkedet, FORDI de gennem en omskiftelig tilværelse har udviklet gode sociale kompetencer.”
Her har vi allerede de to dele med: påstand og belæg. Men argumentationen får ekstra tyngde, hvis også den tredje del kommer med:
”Det mener jeg, EFTERSOM flere socialpsykologer – bl.a. David Pollock og Ruth Useem – gennem mere end 30 års forskning har påvist, at flerkulturelle personer udvikler en sjælden kombination af selvstændighed og fleksibilitet.”
Nøgleordet for påstanden er ”at”. Nøgleordet for belægget er ”fordi”. Og nøgleordet for hjemlen er ”eftersom”. Det er godt at skrive sig bag øre.
”Den, der råber, lyver!”
Ligesom det i børneopdragelse ikke er nok at råbe: ”Nu skal du i seng, fordi far siger det!” er det heller ikke nok at slynge om sig med løse påstande. Det er belæg og hjemmel, der driver argumentationen hjem.
Det forholder sig nemlig som vores ”konkollega” Zetland ynder at formulere det: ”Den, der råber, lyver!” Altså: jo højere du råber, jo mere viser du din omverden, at du ikke har styr på argumenterne.
Men jo mere du selv er klar over, hvad du mener, hvorfor du mener det, og hvad du bygger din mening på, jo mindre har du brug for at skrive med store bogstaver, skælde ud og svine modparten til. Du kan blot fremføre dit argument. Så vil argumentet overbevise i sig selv.
At så andre kan have en anden mening end dig, og fremføre belæg og fremvise hjemmel for deres sag, er jo helt fint. Så har vi debatten, en kvalificeret debat.
Og så er vi alle sammen blevet en lille smule klogere.