Lektien fra min far: Vær den, der forener

KLUMME: Jeg er vokset op med en far, der hele tiden formåede at fastholde et enhedsperspektiv på tilværelsen. Det skrev jeg en bog om. På lørdag fylder han 90.


Peter Løbner-Madsen. Foto: Svend Løbner


Før eller siden må vi beslutte os for om vi vil være dem der spreder eller dem der samler. Om vi vil fokusere på forskelle eller på ligheder. Om vi vil udskamme eller inddrage. Ja, om vi vil skabe splid eller stifte fred.

Det viser sig allerede i skolegården: Er vi med til at danne kliker eller kan vi være venner med alle? I ungdomsårene: Er vi til fest og farver eller klumper vi os sammen i bander. Tendenserne er der, for vi danner vores identitet i de år. Og den dannes først ved at erkende, hvad vi ikke er. For siden at udvikle sig til sund hvile i den, vi inderst inde er.

Men det er et valg undervejs, mange valg. Er jeg på det hold, der spreder, forskelsbehandler, splitter? Eller prøver jeg så godt jeg kan at finde fællesmængder, metaperspektiver og fælles retning?


Anerkendende dialog

Jeg er vokset op med en far, der hele tiden formåede at fastholde et enhedsperspektiv på tilværelsen.

Nuvel, han var missionær i Tanzania med det klare formål at forkynde de gode nyheder, evangeliet om Jesus. Men han formåede hele tiden at have en afslappet og anerkendende dialog med muslimer, der byggede vores kirker, hinduer, der lånte os penge og sikher, der stod for alt tømrer og snedkerarbejde.

Og han inddrog og gav ansvar til de afrikanske medarbejdere, der blot to år tidligere i 1961 var befriet fra det britiske kolonistyre. De var vant til en hård tone med klar besked om, at de ikke duede til noget. Men nu fik de anerkendelse og ansvar og voksede med opgaven.


Rummeligheden selv

Jeg skal ikke male det mere rosenrødt, end det er. For selvfølgelig var han og min mor og andre missionærer børn af deres tid. Men i den tid skilte de sig ud fra andre missionærer, der havde en hård ledelsesstil og sagde rent ud, at afrikanere skulle styres med jernhånd.

Skille sig ud gjorde de også, da de kom hjem til Danmark og blev præstepar i en jysk frikirke. Min far er rummeligheden selv og gik derfor med det samme i gang med at række ud til andre kirkeretninger, støtte rehabiliteringsarbejde blandt narkomaner og opbygge en fælleskirkelig bibelskole. Da han og mor senere blev præster i en københavnsk frikirke fortsatte de stilen og oprettede en fælleskirke, først i Ølstykke og siden Stenlille.


Verbal og konkret modstand

Det gik ikke stille af, og de fik verbal og konkret modstand fra medkristne, som ellers burde bakke op. Mine forældre ville blot samle, forene, målrette mod det eneste vigtige, men blev alligevel bagtalt og udskammet og efterladt ret alene med deres projekter.

Ikke desto mindre bakkede en masse enkeltpersoner op, og i dag er der ikke en frikirke, som ikke arbejder for enhed og fordragelighed mellem alle kristne. Min far var blot forud for sin tid – og betalte prisen for det.


Enhedstænkningen spreder sig

Nu er det så spændende, om frikirkerne og andre kirker tør gå linen ud og gå i respektfuld og anerkendende dialog og samarbejde med andre trosretninger. Vi ser gode takter i Folkekirken, som har oprettet organisationen Folkekirke & Religionsmøde, som Kristent-Muslimsk Samtaleforum hører under. Jeg er selv med i Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde, hvor jeg leder en dialoggruppe med kristne og muslimer.

Den Katolske Kirke har længe haft en religionsteologi, der anerkender andre religioner som ligeværdige samarbejdspartnere. Men frikirker halter stadig bagefter. Måske er det på tide, at de også følger min fars eksempel her. Taler klart og åbent med muslimer, hinduer, buddhister osv. og lader talen føre til handling og samarbejde.


Min far, Peter Løbner-Madsen, fylder 90 år lørdag den 19. marts 2022. Da han fyldte 80, skrev jeg interviewbogen Hvad jeg lærte af min far. Den kan stadig købes på ProRex Forlag.