Lille bog med stor livsvisdom

Af Marianne Olsen

”Gud er farveliberal; det bør vi også være.” siger Herman Melville (1819-1891) i en lille forunderligt indholdsrig bog på 108 små sider. Den er efter sigende de sidste af det kæmpeværk på 4000 store sider, som Flemming Chr. Nielsen efterhånden har fået udgivet i et veloplagt, farverigt dansk.

Et levn af liv

Bogen indeholder seks prosatekster, hvoraf den første, Under roserne er en fortælling, der angiver temaet for hele bogen: Roserne står i en fin ravvase og er arrangeret sådan, at man ikke ser den, fordi de ”ganske af sig selv faldt ind i den stilling, unge piger indtager, når de læner sig ud over en kuppelbalustrade og kigger ned, hvilket gjorde, at vasen var næsten skjult, (…)” s. 11.

Denne ravvase har det ædleste ravs egenskab at rumme insekter der fandt deres død samtidig med deres tidløshed for mange år siden, da ravet var klistret og flydende.

Bogens tekster indeholder på samme måde som insekterne i ravet levn af liv, og hele forfatterskabet bliver gjort antydningsvis synligt både i denne fortælling, i foredrag Melville har holdt og i avisreferater fra hans foredragsturneer.

Jagten på Moby Dick

Havet spiller også ligesom i Melvilles store roman om jagten på hvalen Moby Dick en rolle i teksten Vandenes kontinent der kortlægger Sydhavet – eller Stillehavet, som vi kalder det, – og i historien omEssex og hendes skæbne. Essex er skibet der ”i 1820 blev vædret af en spermacethval med så fatale konsekvenser, at besætningen måtte gå i redningsbådene og til sidst begyndte at fortære deres døde skibskammerater.” s. 7

Så langt ud kan mennesket drives. Det er ikke bare for sjov eller ifølge gamle traditioner at mennesket fortærer medmennesket.

Mennesker med dyb indsigt og hengivenhed

Alle de folk, som Melville skildrer i disse prosatekster, er mennesker som nu halvandet århundrede senere kommer til vores land, og som vi kan møde på gaden og give os i snak med, hvis vi bare gider. Og alle begivenhederne til trods er det de forskellige og forskelligartede mennesker, som den rejsende møder, der karakteriseres med dyb indsigt og hengivenhed. Det er den lille, store bogs helt nærværende fascination.

I en tekst om Roms statuer holder forfatteren et moralens spejl op for læseren, når han siger om dem: ”Hvis fem tusind gamle romere på gaden blev blandet med en flok moderne mennesker, ville det være svært at skelne den ene fra den anden – bortset fra påklædningen. Vi har de samme træk og det samme udseende som dem. Komponenterne i den menneskelige karakter er de samme dengang som nu.” s. 41

Fordomme bliver aflivet

I En rejsende uden fordomme sammenligner han vores hjem med en tragt, der lukker os inde i forhold til den ydre verden. Og når vi bliver hjemme, danner vi os nogle fordomme, som bliver lykkeligt aflivet hos den der rejser og får et åbent sind. Derfor gælder det om at komme ud: ”(…) afholdsmanden finder i Frankrig et land, hvor alle drikker, og ingen bliver fulde; den som har fordomme mod farver, finder flere hundrede millioner af mennesker i alle farver og alle grader af begavelse, rang og social status, generaler, dommere, præster og konger, og han lærer at opgive sin tåbelige fordom.” s. 93. Og så er det vigtigt at lære sprog: ”det er vigtigt at være lidt sprogkyndig for med fordel at rejse; i hvert fald at kunne tale flydende fransk.” s 94

Vi må få øjnene op for hinanden

Men hvis man nu ikke kan rejse, har Melville også et godt forslag, og det kan jo være nyttigt for os, der stadig – er begrænset af corona og måske bliver det igen: ”For en kronisk syg er det en rejse, det vil sige en forandring at komme til andre rum i huset. Synet af noget nyt, erhvervelsen af nye tanker, frigørelsen fra gamle fordomme, udvidelsen af sind og sjæl – det er de rette frugter af den rette rejse.” s. 95

I vores rejsebegrænsninger her næsten et par hundrede år senere kan vi til gengæld glæde os over at mange af de skildrede mennesketyper er kommet til Danmark, så at sige er kommet hjem til os. Det gælder bare om at vi gensidigt får øjnene op for hinanden.

Alle disse tekster er som insekterne der er opslugt af det ædle rav. De er vidnesbyrd, der peger tilbage på hele forfatterskabet og vækker appetitten på at lære det at kende. Melvilles værk er den ravvase, der glæder læserens syn og vækker vores fantasi.

Teksterne er somme tider gådefulde, og det er et nødvendigt gode, at der er et grundigt noteapparat bagerst i bogen.

Herman Melville: Under Roserne og andre prosatekster Bureauets Lommebibliotek