top of page

Livet er tragisk. Og mirakuløst. Hele tiden.

Livets cyklus viser, at lidelse og død er nødvendig for opstandelse af nyt liv, skriver Richard Rohr i bogen Falling Upward.


Illustrationsfoto: Wix


Livet er tragisk. Al den død, sygdom og ødelæggelse tager livet af os. Langsomt. Så vi lider. Falder ned i et sort hul. Og ender med at dø.

Men døden får ikke det sidste ord. Af rådne rester opstår noget nyt. Livet spirer. Energien vokser. Noget smukt opstår.

Ja, opstår. Det er ordet. Ligesom død er det. Og lidelse ligeså.

Rimer det på noget? Ja, påske.

Påske er nemlig ikke kun en årlig kristen højtid. Faktisk en af de rigtig store, hvis ikke den største. Påske sker hele året. Hele livet. Med os alle sammen. Med naturen som helhed.

Vi lider, vi dør, vi opstår sammen med naturen i livets cyklus.

Tankerne stammer fra franciskanermunken Richard Rohrs bog ”Falling Upward” (SPCK 2012) med udgangspunkt i Jesusordene: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.” (Johs. 12:24).


Lidelse er nødvendig

Ritualer som jul og påske er gode at holde fast i som gelændere for troen, men de symboliserer noget mere. Ja, at Jesus led i solidaritet med menneskeheden. At han døde for at sone al verdens synd. At han opstod og besejrede døden.

Men også at lidelse er en del af menneskelivet, ja, en nødvendig del, mener Rohr. Og døden, når vi kommer til ende med os selv og må give op, er også en nødvendig ydmygelse for egoet. Og for at nye erkendelser kan blomstre i sindet.

Ofte er det, når vi giver op, at vi med Rohrs ord ”falder op”, dvs. opnår en højere bevidsthed. Kommer frem til det, som han med Carl Jungs ord kalder Livets anden del.


Livet har to dele

Livet har nemlig to dele, skitserer han i ”Falling Upward”. Den første del handler om beholderen. Vi danner identitet. Sætter grænser. Kræver noget for noget. Skiller ad i enten eller. Er for den ene og imod det andet. Verden er delt op i rigtig og forkert.

Den anden del af livet handler om indholdet. Vi er så trygge at vi kan give slip på fastlåste identitetsmarkører. Vi er åbne for nye synspunkter. Vi kan reflektere over paradokser. Vi får indsigt, ikke blot viden. Vi er med andre ord trygge og hviler i os selv.

Vejen dertil går gennem nødvendig lidelse. Vi sætter os ikke ud over beholderen og lukker den op for nyt indhold, medmindre vi tvinges ud i krise. Krise betyder vendepunkt, og der er ifølge Rohr kun tre faktorer, der kan vende os om. Først og fremmest et møde med Gud i evighedsøjeblikket. Dernæst en stor kærlighedsoplevelse. Og sidst, men ikke mindst, stor lidelse.


Se livet i sammenhæng

Lidelse er nødvendig, fordi den fremtvinger nybrud i sjælens dybder. Ligesom skrappe kemikalier i fremkaldervæsken skal til for at mane nye billeder frem. Så Livets anden del kommer til syne. Så vi erkender alle tings samhørighed. At vi alle hører til. At vi er ét med Gud.

Når vi kan glædes over at trække vejret og mærke, at vi lever, er vi godt på vej ind i Livets anden del. Når vi ser ting oppefra i et sammenhængende felt. Når vi ikke lader vertikale traditioner - læs religioner – skille os, men kan værdsætte de horisontale ligheder, de fællesmenneskelige værdier og troen på noget større i sig selv.

Nu er Livets første og anden halvdel ikke delt op, så den første del er forkert og den anden rigtig. Begge dele er nødvendige. Også første del, hvori traditionerne, ritualerne og højtiderne befinder sig.


Den åndelige virkelighed

Kirkeklokkerne ringer, ja, men klangen er ikke det vigtigste. Kirkerummet er smukt og stemningsfuldt indrettet, men det er jo heller i det, gudstjenesten drejer sig om. Liturgi og sakramenter er gode rammer og symboler, men også de er kun jordiske, timelige ritualer, der peger på en højere, åndelig virkelighed. Det ved vi jo godt.

Det, Richard Rohr tilfører os, er at den åndelige virkelighed, som kirken repræsenterer, også eksisterer udenfor kirkerummet, udenfor det kristne univers, ja på tværs af al religion. Det er virkeligheden i selve naturen og menneskelivet: Den nødvendige lidelse og død, der absolut må føre til opstandelse, fordi Skaberen selv er til stede i livet.

Som der står om Jesus: ”Gud gjorde en ende på dødens veer og lod ham opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden.” (Ap.G. 2:24).


Richard Rohr:

Falling Upward

Spirituality for the two halves of life

SPCK 2012

Indlægget har tidligere været bragt i Kristeligt Dagblad.

Comments


bottom of page