Lokale skal få ansvar: ’Projektet er jo deres’

Lokale sundhedskomitéer omkring Tanganyikasøen spiller en afgørende rolle for lokalbefolkningers sundhed, pointerer Knud Elmo Knudsen.



De er til stede lokalt. De nyder befolkningens tillid. Og de øver indflydelse på hver deres ansvarsområde.

Vi taler om sundhedskomitéer. De er et vigtigt led i Brødrekirkens sundhedsarbejde omkring Tanganyikasøen.

Ja, faktisk er de uundværlige. For missionærer, læger og konsulenter besøger kun landsbyerne sporadisk. Men skolelæreren, præsten, høvdingen, partiformanden og naturhelbrederen er altid lige ved hånden. Derfor udgør de den lokale sundhedskomité.


Lokale har ansvar

- Sundhedskomitéerne er det styrende organ ude i landsbyerne, forklarer pendlermissionær Knud Elmo Knudsen, der besøgte området i juni.

- Komitéerne er oprettet for at gøre de lokale ansvarsbevidste. For sundhedsprojektet er jo deres. Brønden, klinikken, ambulancebåden osv. er deres ansvar. Det er deres ansvar at oplyse deres egen befolkning om sundhed og hygiejne og holde øje med at de efterlever reglerne og ikke drikker det beskidte vand fra søen.



Vigtigt at vedligeholde

Sundhedskomitéen har også ansvar for at vedligeholde vandpumpen ved brønden eller kilden:

- Her har befolkningen adgang til rent drikkevand. Men hvis der fx mangler en gummipakning, så går det ud over vandforsyningen og så er tre års sundhedsarbejde spildt. For hvis ikke de har adgang til rent drikkevand kan de ikke holde sig sunde og raske, forklarer Knud Elmo Knudsen.

Hver familie betaler omkring 5 kroner om måneden til vedligeholdelse. Og så kan de tappe alt det vand, de har brug for.


Børnedødeligheden falder

En nylig undersøgelse blandt 500 kvinder i 10 landsbyer på Tanganyikasøens Congoside har vist, at oplysning og adgang til rent vand har reddet menneskeliv. Ved projektstart for tre år siden døde 21 procent af børn under fem år; nu er tallet nede på mellem 16 og 17 procent.

Men der er lang vej igen, forklarer Knud Elmo Knudsen:

- I én af landsbyerne, som vi besøgte, da jeg var derude i 2020, spurgte vi landsbylederne, om de kunne nævne ved navns nævnelse de børn og mødre, der var døde siden årsskiftet. Det var en landsby på cirka 1.000 indbyggere. Og de nævnte ved navns nævnelse 24 børn og fem gravide kvinder, der var døde inden for de seneste to måneder.


Samtaler sikrer forståelse

Det skyldes flere forskellige faktorer, men den største faktor er uvidenhed, fortsætter han:

- 97 procent af de adspurgte kvinder i undersøgelsen er analfabeter og har aldrig gået i skole. Derfor er oplysning om sundhed og hygiejne så vigtig. Og vi kan ikke tage for givet, at de forstår alt, vi viser på en storskærm.

- Vi er nødt til at samle dem i små grupper og gennem samtaler sikre, at de har forstået, hvordan de skal holde deres børn og familier sunde og raske. Og sundhedskomitéerne skal følge op med jævne mellemrum for at sikre, at de også efterlever principper for god hygiejne, slutter Knud Elmo Knudsen.


Artiklen er skrevet i samarbejde med Brødremenighedens Danske Mission (BDM)