Af Svend Løbner
Hvad har interviewteknik med Black Lives Matter at gøre? Jo, at det hele handler om at lytte ordentligt efter.
Black Lives Matter er blevet en global protestbevægelse efter mordet på George Floyd i Minneapolis, USA. En hvid politibetjent holdt den sorte mand nede med sit knæ i over otte minutter, mens manden gispede efter vejret og trak sit sidste suk. Hændelsen blev filmet på video og står nu som symbol på over 400 års racisme og diskrimination mod sorte i USA.
Når bevægelsen også spreder sig til Danmark, skyldes det at racismen også florerer her – fra skældud og spyt på gaden til systemisk racisme, der gør, at folk med mørk hudfarve og eksotisk klingende navne har meget svært ved at få arbejde.
Inden vi hvide majoritetsdanskere går i forsvarsposition og erklærer, at vi hver især bestemt ikke er racister, så lad os lære af den journalistiske interviewteknik: Lyt ordentligt efter, hvad folk siger!
Jeg trækker på den prisvindende Politiken-journalist Nils Thorsens fine bog Klangen af et menneske (Ajour 2008):
Indstil dig på input – ikke på output. Der er ikke noget mere irriterende end en selvsmagende journalist, der er så imponeret over at have fået et interview med en kendt kulturpersonlighed, at han eller hun absolut også skal fortælle om egne meritter og holdninger. Som journalist er du til for at lytte og skal kun spørge ind for at kunne lytte endnu mere og helt få afdækket en given problematik.
Lyt til hele mennesket – ikke kun ordene. Se ind i øjnene, følg blikket, læg mærke til mimik osv. Den nonverbale kommunikation siger meget mere end selve ordene. Det hjælper dig til at ane glæden, lysten, vreden, apatien, og giver indgangsvinkler til nye spørgsmål. Hvor går vi glip af meget, hvis vi ikke mærker stemningen, men blot slavisk følger vores forberedte spørgsmål.
Lyt til pauserne – ikke kun talestrømmen. Hvorfor standser interviewpersonen op lige her? Hvorfor kredser personen rundt om en hændelse, uden at fortælle, hvad den egentlig drejer sig om? Hvad er det, der ikke bliver sagt, og hvorfor? Hvis journalisten er for hurtig og bryder ind i pauserne, kommer guldkornene ikke frem, og interviewet bliver overfladisk og uinteressant.
Det handler om at lytte til klangen af personen for om muligt at kunne forstå og beskrive de spor i sjælen, som måske for altid definerer personens liv og virke. Her er, hvad jeg mærker, når jeg interviewer afrodanskere og andre, som skiller sig ud fra majoriteten:
Min egen uvidenhed om, hvad det vil sige at være en minoritet, der skiller sig ud med sin hudfarve. Jeg er selv vokset op som hvid i en sort sammenhæng og blev naturligvis bemærket og behandlet anderledes. Men jeg var en del af den privilegerede elite og mærkede kun irritationen over ikke at kunne blende ind og gå i fred. Hvad sorte oplever i hvide Danmark er chokerende. Verbale overgreb, spyt og skub på gaden og den mere subtile diskrimination på arbejdsmarkedet. Det har jeg lært nu, hvor sorte tør tage bladet fra munden og fortælle om deres oplevelser. Og når jeg indstiller mig på input og lytter ordentligt efter.
Jeg lægger også mærke til blikke og kropssprog – eller rettere, at sorte ofte lader blikket vige, ofte undskylder sig, ofte er overdrevent høflige – måske af frygt for at støde, måske for at sikre sig retten til blot at være med i samtalen. Jeg har ikke rigtig opdaget det før, selv om jeg boet blandt afrikanske venner og interviewet et hav af afrikanske kilder. Jeg mistænker, at en rest af kolonialismen stadig ligger som et dæmpende og tyngende åg på deres skuldre.
Og så opdager jeg, hvor meget tavshed betyder – ikke blot tavshed mellem ordene fra en interviewperson, men min egen og majoritetssamfundets tavshed, når vi ser overgreb på helt almindelige menneskerettigheder. Hvorfor siger vi ikke til? Hvorfor griber vi ikke ind? Hvorfor gør jeg det ikke? I de mange fortællinger fra sorte medborgere har jeg lært hvor meget den form for tavshed betyder. Den betyder at de føler sig ladt i stikken, nedvurderet som uværdige og efterladt i en værre position end at en tilfældig idiot råber ad dem på gaden.
Alle vores afrodanske medborgere holder et spejl op og viser, hvordan vi er og handler mere eller mindre bevidst. Ikke blot nogle få idioter i skoleklassen eller nattelivet. Men os alle i tavsheden – enten på gaden eller i samfundet som helhed.
Nils Thorsens interviewteknik kan lære os at lytte. Black Lives Matter kan hjælpe os at forstå. Og de mange fortællinger, som nu kommer frem, vil forhåbentlig fremkalde et så klassisk begreb som ”anger” hos os alle, så vi siger racismen midt imod og giver alle minoriteter lige adgang og muligheder.