top of page

Læge giver forfulgte yazidier værdigheden tilbage

Yezidiernes piger og kvinder er stærke, men sårede, fortæller læge Nagham Nawzat Hasan, der har behandlet over 1.200 piger og kvinder for følgerne af IS’ overgreb.


Artiklen blev bragt første gang den 14. maj 2020. Foto: Svend Løbner


”Jeg føler mig som et dyr fordi Islamisk Stat behandlede os som dyr. Nu vil jeg have værdigheden tilbage.”

Det siger en kvinde fra det yezidiske mindretal som har været fanget af terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS), misbrugt, voldtaget, solgt og videresolgt som sexslave af IS-krigere gennem flere år.

Hun siger det til Nagham Nawzat Hasan, der har været gynækolog og yazidisk aktivist siden september 2014 – kort efter IS angreb yezidiernes hovedby Sinjar den 3. august 2014 og drev tusindvis af mennesker på flugt op på Sinjarbjerget og videre mod nord til Kurdistan.


Ubærlig smerte

Kvindens udtalelse siger det hele, fortæller Nagham Nawzat Hasan, da vi før Coronakrisen møder hende ved en konference på Christiansborg om religionsfrihed.

Hvad mener hun?

– Jo, hun mener, at hun har mistet alting indvendig. IS har ødelagt hendes identitet. Og derfor vil hun bare væk og hen et sted, hvor hun kan få værdigheden tilbage.

Hasan fortæller gentagne gange, at hun henter styrke fra sine patienter.

– Yazidikvinderne er stærke og udholdende, men de bærer også på en indre smerte, som vi slet ikke kan sætte os ind i.


Videresolgt 30 gange

Nagham Nawzat Hasan har valgt at satse hele sit liv på at hjælpe overlevende. I 2016 modtog hun International Women of Courage Award fra den daværende amerikanske udenrigsminister John Kerry for at yde psykologisk støtte til traumatiserede yezidi-overlevende og for at bekæmpe kønsbaseret vold.

– Det smerter mig dybt som kvinde, at nogen kan undertrykke, nedgøre og misbruge kvinder som IS gjorde, siger hun. – De bortførte dem til forskellige IS-kontrollerede områder, adskilte kvinderne fra deres børn, og adskilte også kvinderne fra hinanden. Og de solgte dem til IS-krigere, som voldtog dem igen og igen. Omkring 95 procent af pigerne mellem 9 og 16 år blev voldtaget af IS-krigerne. Vi har sager, hvor piger er blevet solgt og videresolgt mellem IS-krigere op til 30 gange.

Ikke mærkeligt, at de føler sig tomme indvendig.

– De har mistet tilliden til mennesker. Og traumet bliver værre, når de er befriet. For så erfarer de, at deres kære er dræbt eller savnet. De har ingen indtægt og tør ikke vende tilbage til deres områder.

Lige nu bor over 300.000 yazidier i flygtningelejre under ubærlige forhold i det nordlige Irak.


Genvinder tillid

Nagham Nawzat Hasan har base i Dohuk. Herfra rejser hun rundt ud til børnehjem og flygtningelejre for at tale med piger og kvinder for at bygge tillid, så de tør åbne sig og får den nødvendige behandling.

I 2015 og 2016 stod hun desuden for at over 1.000 yazidikvinder, som havde fået asyl i Tyskland, fik den nødvendige psykologhjælp. Og for to år siden oprettede hun sin egen organisation Hope Makers for Women.

– Vi støtter overlevende med både læge- og psykologhjælp og økonomi, så de kan klare sig selv. Og vi har udvidet hjælpen til at gælde alle overlevende kvinder i nød.

De overlevende har rigtig mange problemer at slås med. Mest psykiske problemer, fortæller hun.

– De døjer alle sammen med depression, angst, mareridt, koncentrationsbesvær og apati. Derudover kommer så fysiske lidelser som infektioner, hudsygdomme, indre blødninger og skader fra krigshandlinger.


Tortureret, slået og brændt

Nagham Nawzat Hasan føler sig ofte magtesløs over for kvindeskæbnerne.

– De overlevede, men de lider fortsat med smerten og den ubærlige situation i lejrene. Det er svært at sætte sig ind i. Da de blev tilfangetaget af IS, blev de solgt og videresolgt 10, 20, 30 gange. De allerfleste er voldtaget, og mange af dem blev tortureret, slået og brændt.

Hvordan kan de overleve og leve videre efter dette?

– Jeg er selv yazidi, og jeg er selv fordrevet. Jeg kommer oprindelig fra Baashiqa, som ligger omkring 13 kilometer fra Mosul. Min by blev også angrebet af IS den 6. august 2014. Men folkedrabet er ikke isoleret med overgrebene i 2014. De fortsætter indtil i dag, hvor 3.000 yazidipiger og -kvinders skæbne stadig er ukendt.

– Men yazidikvinder er stærke, pointerer Nagham Nawzat Hasan. – De har bevaret deres tro og religion. De har set alt, de har gennemlevet alt, og de står stadig oprejst.


Smerter og infektioner

Som gynækolog har hun selv behandlet over 1.200 yazidikvinder.

– Først bliver jeg kontaktet af familien, som fortæller, at deres datter, søster eller slægtning har været fanget af IS. Jeg besøger familien, taler med datteren og tilbyder læge- og psykologhjælp. Men jeg er der først og fremmest for at bygge tillid. De er angst efter fangenskabet hos IS, de har mistet tilliden til mennesker, de er deprimerede. Så jeg prøver skridt for skridt at genopbygge tilliden, så de tør åbne sig for mig. Jeg taler med dem 3-4 gange, indtil de er klar til behandling.

Hvilke skader har de typisk?

– De fleste klager over hovedpine, smerter i underlivet og forskellige infektioner, og mange af dem har hudlidelser som fnat og infektioner fra insektbid. De er alle deprimerede, de er angste, apatiske og har koncentrationsbesvær.


Det handler om menneskelig værdighed

– Når vi behandler dem med medicin, får de det hurtigt bedre. Men de psykiske mén tager lang tid at hele. Det er meget svært. Efter 3-4 år prøver vi at stoppe behandlingen, men så glider de tilbage til nulpunktet igen.

De mangler alt. De har mistet børn og andre familiemedlemmer. De føler sig svigtet. Og de frygter for fremtiden. Så hvis du spørger dem, hvad de ønsker, vil de svare: Vi vil være sammen med vores familier, vende tilbage til vores område og derefter emigrere, fortæller Nagham Nawzat Hasan.

– De hører fra slægtninge som allerede er flygtet videre i Vesten: Her giver de os værdighed. Vi kan komme på hospitalet. Vi får noget at leve af. De behandler os som mennesker.

Og det er det, de har brug for: Menneskelig værdighed.

– De er tomme indeni. De føler sig som dyr. De vil have deres værdighed tilbage, slutter Nagham Nawzat Hasan.


Artiklen er skrevet i samarbejde med hjælpeorganisationen Mission Øst, som netop hjælper yazidierne i Irak. Børn, unge og kvinder får psykologisk førstehjælp på organisationens medborgercentre.

bottom of page