Måske er der alligevel håb for det splittede Frankrig

NYHEDSANALYSE: Hvis den genvalgte præsident, der ellers er kendt for sin utålmodighed, har vilje til at blive klogere med sine næste fem år, har Europa håb om en leder, der kan og vil samarbejde med mange forskellige slags mennesker.

Emmanuel Macron, pressefoto

I minutterne op til kl. 20 den 24. april var der udbredt spænding og hos mange en alvorlig frygt for, hvad man kunne vente sig af det franske valg.

Umiddelbart derefter blev spændingen afløst af lettelse. Det var en lettelse over hvad vi er sluppet for i Europa, for så meget hænger vi sammen med Frankrig, den næststørste stat på vores kontinent, at vi ikke bare kan være ligeglade.

Det fascistoide Frankrig og Europas spinkle demokratier

Vi var sluppet for Marine Le Pens magtudøvelse. Men vi bliver nødt til at erkende, at hun repræsenterer den anden næsten lige så store del af Frankrig, den del, der har tydelige fascistiske træk med sin radikale nationalisme og sin udtalte racisme.

Det er antidemokratiske tendenser vi genkender både i Polen og Ungarn og desværre også her i Danmark, hvor vi har højreekstremistiske partier, der ovenikøbet har smittet Socialdemokratiets politik.

Over 28 procent blev hjemme

Den genvalgte Macron vandt ikke stort. Det andet Frankrig er vokset i hans første fem år, og det værste er mistilliden til demokratiet som styreform, og som har vist sig ved, at over hver fjerde vælger undlod at stemme.

Mangelen på valgdeltagelse er præsidenten selv skyld i. Det er blevet sagt af mange kommentatorer, at Macrons populisme kommer ovenfra og fra midten i modsætning til populismen, der plejer at komme nedefra.

En henvendelse med autoritet: Michel Wieviorka

Michel Wieviorka (f. 1946) er en fransk sociolog, der er kendt og agtet for sine sociologiske arbejder, hvor han især har skrevet om terrorisme, vold, racisme og antisemitisme, men også om multikulturalisme. Hans studier behandler så forskelligartede samfund, hvor han har opholdt sig, som Polen, Spanien, USA, Latinamerika og Rusland, og hans værker er oversat til engelsk, tysk, spansk portugisisk og japansk.

Wieviorka udtaler at ”Emmanuel Macron er blevet genvalgt uden vanskelighed af mangel på andre alternativer end de ekstremistiske. I den politiske tomhed som de klassiske [de gamle borgerlige og socialistiske partier] kræfter efterlader både fra venstre og fra højre har han undladt at prioritere vort lands demokratiske genopbygning. Han har stået over for kriser, som ingen har set komme – De gule veste, Covid 19, som han ikke kunne gøre for, og nu krigen, eller, hvad han selv var ansvarlig for – pensionsreformen.”

Der skal meget mere til at gøre idéen om et sandt demokrati levende, end at stille nationen frem som det ædle Frankrig, hvis ære de Gaulle med nød og næppe fik reddet, og det er den idé Wieviorka skriver om i sin direkte henvendelse til præsidenten, et essay der bygger på hans omfattende studier: Alors, Monsieur Macron, heureux? (Nå, Macron, er du så glad?)

Det splittede Frankrig

Nu skal man ikke tro at det splittede Frankrig er noget nyt. Frankrigs splittelse har altid været markant, ikke mindst fordi man uddanner folk til at formulere sig nuanceret og i et rigt sprog.

1789: Man kan for eksempel undre sig over at franskmændene er så stolte over deres blodige fortid for et par hundrede år siden, hvor Place de la Concorde flød med kongens, adelens, præsters, munkes og nonners blod fra Guillotinen.

Marseillaisens vidunderlige melodi kan ikke skjule tekstens voldsforherligende tekst.

1894: Hundrede år senere var Dreyfusaffæren en skandale, hvor hæren for at komme af med en jødisk officer var ved at blotlægge sin grænse til Tyskland og vælte republikken. Det var en sag, der vakte furore i både Europa og Amerika.

1940-45: Anden Verdenskrig afslørede Frankrig som et let bytte for nazismen med sin kollaboration, der kun ved hjælp af Charles de Gaulles frie franske styrker, var med til at redde landet.

2002: I 2002 vandt Marine Le Pens far overraskende mange stemmer, så han kunne stille op til anden runde imod Jacques Chirac, der ikke var særlig populær på det tidspunkt. Og man holdt vejret, akkurat som den 24. april i år. Chirac vandt valget med 82,2 procent af stemmerne. Det var især stemmer imod Le Pen, der blandt andet var holocaustbenægter og mente, at nazismens jødeforfølgelse havde været ’en detalje’.

Venstrefløjspartier giver håb

Det er altså en gammel skade vi ser med den nuværende splittelse.

Men det man kan kalde ’den ekstreme midte’ med et lidt ironisk udtryk vandt trods alt, og den anden maj er der sket noget nyt, der måske kan bringe håb:

Den ekstreme venstrefløjspolitiker, Jean-Luc Mélenchon, lederen af La France Insoumise (det opsætsige Frankrig) der flere gange forgæves har prøvet at blive præsident, har nu sluttet sig sammen med de grønne. I et interview på fransk tv sagde repræsentanten for de grønnes parti, Anne-Claire Boux, at begge partier er tilhængere af EU, er sociale, økologiske og venstreorienterede. Hvis de formår at arbejde sammen med Macron, der som præsident er virkelig magtfuld, så kan der ske noget af alt det, man havde håbet på i Macrons første år.

Men det kræver store forhandlingsevner hos alle parter og vilje til både at lytte og handle.

Der skal være valg til parlamentet – den 12. og 19 juni. Resultatet kan blive lige så interessant som selve præsidentvalget.

Måske vil præsidenten lytte til venstrepartierne

Når der trods alle disse realiteter er et håb, hænger det sammen med at Emmanuel Macron både er ung og intelligent.

Måske kan han virkelig lytte. Måske kan hans utålmodighed, som han er kendt for, ændres. Måske har han lært af sine første fem år, og han kan i hvert fald ikke genvælges.

Derfor må vi fæste lid til at han, som nu faktuelt er Europas leder, er klog nok til at samarbejde med ”de opsætsige” og ”de grønne”. Det kunne blive en flot pluralisme.

Vi får se.