Møllehave havde altid noget på hjerte

Johannes Møllehave er netop gået bort. Vi bringer her et interview med den folkekære præst og forfatter fra bogen ’Mediepræster’.

Faksimile fra interviewbog med Johannes Møllehave, Kristeligt Dagblads Forlag 2013.

Præst, digter, forfatter, humorist. Meget kan siges om Johannes Møllehave, der netop er gået bort i en alder af 84 år. Han var også en ypperlig kommunikator. Derfor interviewede jeg ham til min bog Mediepræster i 2014. Her kommer et uddrag:

Få præster er trængt igennem til danskerne som Johannes Møllehave. Kan man få den ene kronik efter den anden i Politiken, bliver man kaldt ”Hele Danmarks præst” af BT, og bliver der ligefrem udgivet et opslagsværk med ens citater som Den store Møllehavebog, så må man have gjort et eller andet rigtigt i sin kommunikation med omverdenen.

Med Møllehave begynder det et helt andet sted end kommunikationen. Det begynder i ham selv. Manden har noget på hjerte, en kreativitet, der trænger sig på og kræver at blive udfoldet i mere end ugentlige prædikener, faste liturgier og de mange samtaler en præst naturligvis må have med sine sognebørn.

Jo, han er rigtignok præst, og få har som han kunnet sætte det kristne kernebudskab, evangeliet, ind i en nutidig sammenhæng uden at det blev populariseret og plat. Men hans begejstring for livet og for den litteratur, der skildrer det i alle dets mange facetter, må bare have flere kanaler, andre medier, at kommunikere igennem. Og derfor møder vi Johannes Møllehave som forfatter, som manuskriptforfatter til revyer og tv-serier, og som villigt interviewoffer i flere samtalebøger – også denne gang, da en ukendt journalist spørger ind til hans erfaringer som mediepræst.

Det umiddelbare hjertesprog

Han sprudler af liv og vid, da han indbyder til interview i sin lejlighed på Frederiksberg. Mellem bøger fra gulv til loft og de seneste af hans over 150 udgivelser slængt ud over sofabordet, deler han erindringer fra sin optræden og erfaringer fra møder med journalister.

Johannes Møllehave er forbavsende ærlig over en journalist, han slet ikke kender; han ønsker ikke at få manuskriptet til gennemsyn og slutter hele seancen med at invitere på middag. Måske er det netop hans ligefremme facon, der har afvæbnet journalisternes skepsis og fået danskerne til at tage ham til sig som deres præst, hvem ved? Men tilbage står – og det kan vi lære af Møllehave: Man skal have noget på hjerte, og man skal brænde så meget for det, at hjertesproget nærmest springer ud af knaphullerne på én, og man skal hvile så meget i sig selv, at man netop tør være totalt åben.

- Folk spørger nogle gange: ”Er du ikke glad for, at du er kendt?” Så siger jeg: ”Nej, jeg er glad, fordi jeg er anerkendt!”, svarer Møllehave, da jeg spørger, hvordan man opnår den folkelige status at blive kaldt ”Hele Danmarks præst”.

Men så er han hurtig til at forklare, at kendskabet nok skyldes de over 70 tv-programmer, han har lavet, og anmeldelserne af de mange bøger, han har skrevet.

Det begyndte med en studenterrevy

- Det begyndte med, at jeg kom med på et hold, der lavede viser, monologer og sketcher til fjernsynet hver uge. Det var blandt andet med Knud Poulsen, Benny Andersen, Leif Panduro og Lise Nørgaard. Det var en herlig tid. Og det kom så igen fra at jeg lavede revy. Revyerne kom i stand ved at jeg lavede studenterrevy sammen med Sverre Olsen og Klaus Rifbjerg. Hvert eneste år lavede jeg tekster til revy på gymnasiet, samlede et hold og lavede revy.

- Den første revyvise, jeg lavede professionelt, handlede om Søren Kierkegaard og blev opført på Sletten Kro. Vi brugte en rigtig god skuespiller, som med den rette sminke blev til Søren Kierkegaard.

God dag mit navn er Kierkegaard

Jeg har netop fejret jubilæumsår

Jeg står i dag på sejrens top

Man bli’r ved at trykke alle mine bøger op

Fordi jeg skrev for hin enkelte og de få

Så endte jeg på Gyldendal som billigbog

Møllehave på Dronningmølle

- Få år senere blev jeg spurgt om at lave tekster til en revy i Dronningmølle. Den opførte vi i flere år. Og nu spørger du, hvordan man bliver kendt. Det blev jeg, fordi man på plakaterne skrev: ”Johannes Møllehave på Dronningmølle!” Der stod mølle to gange. Mine medforfattere blev rasende og sagde: ”Hvorfor skal du nævnes?” Det var ikke noget, jeg havde bedt om. Men nogen ville spinde på ordet.

- Så skete det helt afgørende, at efter jeg havde lavet tre Dronningmøllerevyer, kom Anders Skovhus og sagde: ”Jeg har købt et lille teater i Fiolstræde”. Han ville have en Fiolrevy. Det gjorde, at Niels Jørgen Kaiser sagde: ”Du skal være med i en stab. Det har de i Sverige. Du skal aflevere alt stof mandag, som skal opføres om lørdagen. Så får skuespillerne god tid til at forberede sig”. Det gjorde jeg så, og da tror jeg sådan set, at jeg brød igennem.

- Senere blev jeg tilknyttet DR Underholdningsafdeling, hvor jeg lavede krimien ”En by i provinsen”, som jo ikke når ”Forbrydelsen” til sokkeholderne. Den skrev jeg sammen med Leif Panduro og Poul Ørum som har skrevet mange krimier. På den måde lavede vi en god film sammen med Henning Mouritzen og Jens Okking. Hver lørdag så man mit navn på rulleteksterne, og det var medvirkende til, at jeg blev bedt om at anmelde andre revyer osv.

At prædike på Kierkegaard – som Grundtvig

- Da jeg var blevet præst og kom til Vridsløse Statsfængsel, så jeg, at der var kommet en prisopgave. Man siger ”til den helt store guldmedalje”, men jeg fik den lille medalje, en sølvmedalje. Der er to år til at skrive opgaven, men jeg så den første lige, da jeg var blevet ansat på fængslet. Så jeg havde ikke en eneste fridag. Folk kunne komme midt om natten og spørge: ”Gider du gå med over, for vores søn er blevet ramt i trafikken”, og så gik jeg med over og snakkede med den grædende kone. Da jeg så kom hjem, skrev jeg videre til den lyse morgen. Jeg var overbebyrdet. Men jeg fik den skrevet og afleveret til tiden. En prisopgave skal nemlig afleveres, inden man er blevet 30 år. Det var et kæmpe arbejde, men det er det vigtigste i mit forfatterskab. Der er ikke en eneste af mine prædikener, hvor jeg ikke har trukket på min viden fra den opgave.

- Det jeg skrev om, var Kierkegaards forhold til begrebet kærlighed. Det er jo et bredt emne. Men som årene er gået, har jeg opdaget, at jeg kan prædike på Grundtvig, ikke på Kierkegaard. Det var også åndshovmod, som jeg i dag skammer mig over, at jeg elskede, når folk havde svært ved at følge med. Jeg var en snob, som ønskede at tale svært.

Man skal prædike til hjertet

- Men det fik de pillet af mig på fængslet. For når jeg sagde: ”Det er exceptionelt!”, så afbrød fangerne prædikenen, og spurgte: ”Hvad mener du med det?”. ”Det betyder, at det er sjældent”, svarede jeg. ”Hvorfor siger du så ikke bare det?” sagde de. Og det har de jo ret i. Man behøver jo ikke prædike på latin eller græsk. Siden har jeg lært, at man ikke skal prædike til hjernen, men til hjertet. Og det har jeg lært af Grundtvig.

Du har ramt danskernes hjerter…

- Det håber jeg da. Men hvordan kan jeg prædike på Kierkegaard? Han siger: ”Den tid kommer, og jeg tror ikke, det varer længe, hvor man vil opdage, at det modsatte af tro ikke er tvivl. Det er fortvivlelse”. Det har jeg erfaret, ikke mindst på det seneste.

- Det er en meget fantastisk sætning fra Kierkegaard. Mennesker der ikke har nogen tro, ender med at tage deres eget liv eller et eller andet.

Hold dig til hverdagssproget

Hvad vil du råde præster til?

- Blot fordi man er cand.theol., er man jo ikke præst. Man er kun teolog. Det er først efter Præsteseminariet, man er præst. Som teolog har du lært en hel masse, men nu skal du lære at formidle det i en prædiken. Det er det bedste man kan sige til mennesker: ”Hold dig hverdagssproget!”

Har du et råd til præster, som vil begå sig i medierne?

- Det samme råd, som jeg giver præster i andre samtaler: Aldrig nogensinde have ur på! For hvis et menneske betror sig til dig og siger: ”Det er så forfærdeligt; jeg har mistet min datter” og du kigger på uret, så ved han eller hun, at du ikke gider høre på det.

- Jeg har lært på fængslet, at du skal tale til hjertet, og at du skal tale dagligsprog. Det har ikke noget at gøre med, hvor avancerede, vi er i vores sjæleliv.

Uddrag fra Svend Løbners bog Mediepræster, hvor hvert kapitel slutter med tre gode råd – også fra Møllehave:

1. Prædik til hjertet

2. Tal hverdagssprog

3. Giv dig god tid