top of page

’Man forstår ikke noget, undtagen man holder af det’

ESSAY: Den nye opførelse af ”Indenfor murene” er ny inspiration over den gamle udødelige tekst. Skuespillerne er mageløse. Replikkerne flyver raskt frem og tilbage. Publikum ler og græder.



Denne anmeldelses overskrift er et af de talløse kernesteder, der forkynder medmenneskelighed i Henri Nathansens udødelige skuespil Indenfor Murene, der i disse dage bogstavelig talt spilles inden for murene på Det kongelige Teaters Gamle scene.

Igen i år viser teksten sin udødelighed, en tekst, der går helt rundt om mennesket med narrestreger og humor, med tragik og alvor. Stykket afslører fordommes overfladiske karakter. Det sker både i denne nyopførte udgave og i opførelsen fra 1963, som kan ses på Bonanza.


Tid, sted og personer

Det er fredag aften hos familien Levin. Den gamle købmand er efter jødisk skik i Synagogen. Vi skriver 1912, så det er naturligt at husfaderen hedder Adolf. Kun den nutidige tilskuer føler et lille gib første gang navnet bliver nævnt, men det går hurtigt over ved de mange gentagelser, når Sara, hans energiske kone, taler til ham.

Mens gamle fru Levin sammen med stuepigen dækker bordet til Shabbat måltidet, strømmer familien til. Det er de to brødre med de to helt forskellige temperamenter, den ugifte læge Hugo og grossereren Jacob, der kommer med sin naive kone Dina, som er i syvende måned, og deres datter lille Sara. De har endnu en datter derhjemme, men hun er for lille til at komme med. Prokuristen Meyer, der har været ansat hos Levin i 20 år, er også med, næsten som et familiemedlem.


Undtagelsen

Men husets datter lader vente på sig: Esther kommer for sent og har ikke lyst til at deltage i måltidet, da hun endelig kommer. Hun har været ’på forelæsning’ om jødisk kultur og er så opfyldt af forelskelse i både hvad hun har hørt og ham hun har lyttet til, at det hjemlige fredagsaftensmåltid forekommer hende som ’Det døde hav’.

Brud eller breche

Skønt emnet for hendes studier på universitetet skulle kunne uddybe hendes forståelse af det hjemlige, er det modsatte sket, lige så snart hun bevægede sig uden for murene og indenfor på universitetet. For lige dér underviser Jørgen Herming, der er søn af Etatsråd Herming i Horsens, som er søn af en storkøbmand, der for mere end en menneskealder siden har erklæret gamle Levins far fallit, skønt han kunne have givet forlænget henstand.


Gammelt nag og had

Så nu er vi indenfor og udenfor murene. Gamle Levin hader slægten Herming. Hadet er gensidigt, så for så vidt har den ene ikke meget at lade den anden høre: Siden fallitten har Adolf Levin arbejdet sig op, så alt hvad han rører ved, er godt i forretningsverdenen, og han er blevet en højt respekteret mand på børsen. Men nu kommer der det ekstra til, at han tilhører en minoritet, og den lige så velhavende repræsentant for majoriteten, etatsråd Herming, er ægte dansk antisemit, en én -til-én dansker med alle de fordomme som man kunne kalde klassisk antisemitisme, en antisemitisme der også i dag lever i værste velgående, selv om den kun sjældent udtales, fordi ’man’ synes at man ikke kan være den bekendt efter den europæiske laden stå til overfor både nazismen og fascismen.

Og Esther Levin og Jørgen Herming har forlovet sig, som kunne vi blive præsenteret for en moderne Romeo og Julie fortælling. Sådan går det heldigvis ikke.


Knuden

Stykkets uløselige knude er de to religioners uforligelighed. Det unge par skal beslutte, hvordan de skal indgå ægteskab, og hvordan deres eventuelle børn skal opdrages. Etatsråd Herming skubber sin svagelige kone foran sig og får Esther til at love bryllup i Frue Kirke og at børnene skal døbes.

Ved en fin middag med mange retter, dyre vine og cigarer hos Hermings går det op for Levins, der er de eneste gæster, at ydmygelsen af hele deres menneskeværd er total, og de forlader rigmandslejligheden.

I den oprindelige handling fra Nathansens side, ville Esther opgive forlovelsen. Det satte teatret sig imod – heldigvis. Hvis det var sket, ville stykket have mistet sin ånd af medmenneskelig forkyndelse, og stykket havde været uaktuelt. Nathansen gav sig og gjorde derved stykket eviggyldigt.


Fru Herming

For der er en virkelig alvor i problemstillingen med fru Herming. Hun er ikke antisemit som sin mand. Hun har på ingen måde lyst til den slags overfladiske bedømmelser af andre mennesker. Men hun er som hun siger ”meget religiøs”. Hun har mistet tre børn, og hun har et svageligt helbred. Hun kan slet ikke tænke sig at hendes eneste barn, den unge håbefulde Jørgen, skulle giftes på rådhuset, og at børnebørnene ikke skulle døbes. Deri er stykkets virkelige alvor, som forbliver uløst – som livet selv. For de unge finder sammen igen og fru Levin har den sidste replik med sit ønske om at hendes barn må blive lykkeligt!


Opførelsen i år giver teksten friskhed

Det tunge møblement fra 1963, der kun lige tillod at man bevægede sig fra den ene ende af stuerne til den anden var erstattet af nogle pindestole og en enkelt mere værdigt udseende stol, som husherren og enkelte andre kunne tage plads i, når replikkerne passede til det. Tyngden bliver repræsenteret af de tunge kulisser. Den store plads på scenegulvet giver mulighed for en letbevægelighed, der afspejler personernes sindsbevægelser i en bedårende til tider balletlignende akrobatik. Sønnen Jakobs tidligere mavetyngde er nu erstattet af en jublende kasten sig i støvet ved budskabet om at Dina har født ham en søn. Fru Hermings ængstelse for eget helbred og børnebørnenes skæbne erstattes af, at hendes skikkelse viser sig i det fjerne i slutningen af gæstebuddet, så publikum husker på at det er hendes ulykke, der står tilbage efter at de andre har slået sig til tåls med at være mennesker.


Nutidig forkyndelse

En lille ting, som imidlertid er væsentlig, er forskellen i scenen med barnebarnet og Jørgen Herming. Jakob er i begyndelsen meget forarget – ligesom gamle Levin – over at Esther forlover sig uden for murene, men da Jørgen først kommer og tager den lille på skødet, smelter Jakobs faderhjerte: ”Han kyssede barnet. Det gefaldt mig”. Det er løst meget fint i nutiden, og replikken har man beholdt, samtidig med at Jørgen knæler for barnet, som han holder sig på pæn afstand af – og så lykkes det alligevel i stor ærbarhed og uden nogen krænkelser.

Og endnu en fornem opdatering: i 1963 udgaven sidder fru Levin alene i slutningen. I dette års opførelse sidder de gamle forældre side om side, trøster hinanden og håber det samme for fremtiden og i fælles glæde over den nye sønnesøn.


Som en ældgammel klassiker 

Skuespillerne er mageløse. Replikkerne flyver raskt frem og tilbage. Publikum ler og græder. Mon ikke alle har følt sig gennemrystet af Gamle Levin, der giver kærligheden det sidste ord, knust i sin selvbevidsthed, men bevaret i sit selvværd ved hjælp af sin vidunderlige hustru, der under ingen omstændigheder vil svigte hverken børn eller ægtefælle. Hele familien – eller begge familier bliver nødt til at leve med en anden verden end deres egen.

Og en repetition

Efter opførelsen i år blev 1963-udgaven repeteret. Også den holder, ligesom en gammel prædikensamling over oldtidens kernesteder kan holde. Også den udgave skal anbefales her. Den nye opførelse er ny inspiration over den gamle udødelige tekst. Denne anmelder så også tidligere opførelsen med Ghita Nørby og Jørgen Reenberg som gamle Levins – også den en stor glæde at overvære.

Ved begge opførelser kan man med udfordring til egen forståelse gentage Gamle Levins slutreplik:

”Jeg har læst et sted, at hvis vi mennesker kunne enes om jordens goder, var der nok til os alle sammen.”

Lad her endelig overskriftens sætning ende ud i et spørgsmål:

”Forstår man noget, når man holder af det?”

 

Comments


bottom of page