Marlain Abdullah, 33 år, fra Syrien:
Jeg kom til Danmark i 2016, hvor jeg blev familiesammenført med min mand, Ammar. Han var flygtet fra militærtjeneste og var kommet via Tyrkiet og Grækenland og flere andre lande til Danmark. Inden han flygtede, var vi sammen flygtet fra vores hjemby, Homs, til Damaskus, sammen med vores forældre. Men i Damaskus var der heller ikke sikkert. Ammar skjulte sig og flygtede derefter. Da han var kommet til Danmark, fortalte han mig, at det var et godt og fredeligt land, hvor vi kunne begynde forfra og bygge vores liv op. Vi var blevet forlovet, mens vi boede i Syrien og blev også viet i kirken. Så Ammar havde nogle papirer med til Danmark, der beviste, at vi var gift, og så kunne vi blive familiesammenført.
Da jeg kom til lufthavnen i Kastrup, blev jeg hentet af min mand og min bror og min mands bror. Vores brødre var kommet fra Holland, hvor de havde fået asyl. Vi kørte alle sammen til Odense, hvor vi skulle bo. Dagen efter tog vi hen i kirken og fik en velsignelse af Jesper, der er præst her i Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde (FTS). Det var som at få en ny begyndelse. Men jeg var meget nervøs, og det var koldt, så bagefter blev jeg syg i mange dage. Alligevel var det en god start på livet i Danmark.
Ammar havde lært Jesper at kende, fordi han havde spurgt efter en præst, der kunne velsigne os. Så han kendte til FTS allerede.
Vi begyndte at komme til de internationale gudstjenester den første lørdag i hver måned, og vi kommer stadig hver gang. Vi er også med i en lille gruppe i kirken for kristne fra hele verden. Der er folk fra Syrien, Indonesien, Filippinerne, Danmark, Nigeria, Irak og mange andre lande. Det er rigtigt sjovt for os at mødes, men vi taler ikke så meget om troen; det fyldte mere i Syrien. Når jeg er i kirke her, er det mest for at være sammen med andre mennesker. Det er også en måde at få noget socialt samvær ind i vores liv, for vi kender ikke så mange i Danmark. I Syrien er alle meget sociale, og man er sammen med venner og familie og naboer hele tiden. Sådan er det ikke i Danmark.
Kirken er også anderledes her. Gudstjenesten er meget anderledes, og den berører mig ikke så meget som i Syrien. I Syrien kom jeg i kirken for at finde fred og bede, når jeg var vred eller ked af det; her kommer jeg for at mødre andre mennesker.
”Det vigtige er ikke, hvilken religion andre mennesker har; det vigtige er, hvordan de er som mennesker.” Marlain Abdullah
Jeg er vokset op i en syrisk-ortodoks familie, men vi kom også i den katolske og armenske kirke. Det er ikke så vigtigt med de forskelle. Vi havde også muslimske venner, og det har vi også i Danmark. Jeg kunne også sagtens være venner med jøder. Det vigtige er ikke, hvilken religion andre mennesker har; det vigtige er, hvordan de er som mennesker.
Her i FTS er der mennesker med mange forskellige religioner og nationaliteter, og Jesper og Marianne og de frivillige tænker ikke på, hvem der er kristne, og hvem der er muslimer; de hjælper alle.
FTS betyder meget for mig, for når man kommer til et nyt land og ikke har nogen at støtte sig til, er det meget svært. Efter alt det, man har oplevet i krigen, mister man næsten forstanden. Men så kommer man her, og så er det næsten, som om Marianne og Jesper og de andre er som en familie for én. Det betyder rigtig meget for mig at komme til et sted, hvor der er mennesker, der siger hej og velkommen til mig og tror på det gode i mig og ikke tænker dårligt om mig og tror, at jeg er en terrorist, fordi jeg kommer fra Syrien.
Jeg har haft dårlige oplevelser i Danmark med mennesker, som har drillet mig, fordi jeg ikke taler så godt dansk. Jeg arbejder frivilligt i Mission Afrikas genbrugsbutik, og da jeg gik derned og sagde, at jeg gerne ville hjælpe til og lære sprog, var de meget skeptiske. I begyndelsen drillede kunderne mig med mit dårlige dansk, og unge mennesker grinede af mig. Nogle af de frivillige holdt også meget afstand til mig. Men jeg blev ved, og med tiden er de frivillige damer er blevet mine venner. Og i FTS har jeg fået mange venner. Vi laver sjov og griner sammen.
”Det er svært at skulle begynde helt forfra, når man har læst på universitetet i fire år i sit hjemland og har arbejdserfaring. Men jeg er nødt til at tænke positivt og arbejde mig fremad.”
”Det er svært at skulle begynde helt forfra, når man har læst på universitetet i fire år i sit hjemland og har arbejdserfaring. Men jeg er nødt til at tænke positivt og arbejde mig fremad.” Marlain Abdullah
Jeg har også undervist nogle af de frivillige i sprogcafeen i arabisk, og jeg har fået et lille job med at lave aktiviteter for børnene, når der er international gudstjeneste. Jeg tegner med dem, leger med Lego eller leger udenfor, når vejret er godt. Jeg fortæller historier fra Bibelen, og de tegner det, de hører om.
Jeg er uddannet i engelsk litteratur fra universitetet i Syrien, og jeg har arbejdet som privatlærer i engelsk og som tolk i kundeservice i et firma og på et bibliotek. Jeg vil meget gerne arbejde som lærer i Danmark også. Men det er en lang og svær vej dertil. Jeg skal først tage 9. og 10. klasse og hf. Jeg blev færdig på sprogskolen for et år siden, og nu er jeg i gang med forberedende voksenundervisning (FVU) og skal til den sidste eksamen på fredag. Det er svært at skulle begynde helt forfra, når man har læst på universitetet i fire år i sit hjemland og har arbejdserfaring. Men jeg er nødt til at tænke positivt og arbejde mig fremad.
Danmark er er godt land, og det bedste er, at vi ikke skal bekymre os om at få mad og om vores sikkerhed. Før jeg kom til Danmark, kendte jeg det kun for Lurpak smør. I Syrien lavede vi sjov og sagde, at køerne havde det bedre og spiste sundere end mennesker i Syrien. Men jeg savner mine forældre meget, og jeg bruger WhatsApp til at kontakte dem hver dag. Det ville være en drøm, hvis de kunne komme og bo sammen med os i Danmark. Jeg savner også min hjemby og mine venner. Jeg var gladere i Syrien før krigen, end jeg er i Danmark nu, selv om Syrien heller ikke var et rigt land dengang.
Fakta om Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde
Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense (FTS) har eksisteret siden 1999. Samarbejdet holder til i Folkekirkens Hus i Odense og arbejder med folkelig og kirkelig integration. Aktiviteterne omfatter bl.a. sprogcafé, international mødregruppe, tværkulturel kvindegruppe, højskoledage, sangeftermiddage, udflugter, højtidsfester, gudstjenester målrettet flygtninge og indvandrere med kristen baggrund samt tilbud fra stedets to præster og ledere om sjælesorg, kirkelige handlinger og samtaler om kristendom, tro og religionsskifte. Præsterne fungerer også som rådgivere og samtalepartnere for præster og andre i folkekirken, som står i kultur- og religionsmøder. • Læsmere om Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde.