top of page

Maya ved ikke, at hun er uønsket i Danmark

3-årige Maya Moradi og hendes familie er forfulgt i Iran. Alligevel siger de danske myndigheder, at de skal rejse tilbage. Lige nu håber de, at Flygtningenævnet tager sagen op.



Det har netop været Maya Moradis fødselsdag. Hun blev tre år. I børnehaven på Udrejsecenter Avnstrup blev den kurdiske pige fejret med kage, balloner og festivitas. På familiens værelse på første sal i den røde hovedbygning henter Maya en lyserød ballon, der har form som et tretal, og lyser op i et stort smil. Maya er en glad lille pige, der ikke ved, at hun og hendes familie er uønskede i Danmark.


Kræfterne er ved at være slut

Mayas forældre er kurdere fra det vestlige Iran. Vida Rezaei (29) og Siamak Moradi (36) søgte første gang asyl i Danmark i september 2015, men allerede året efter fik de endeligt afslag på asyl, og i november 2016 blev de overflyttet til Udrejsecenter Sjælsmark ved Hørsholm. Fire år senere blev alle børnefamilier i Sjælsmark flyttet til Udrejsecenter Avnstrup efter længere tids mediefokus på børnefamiliers vilkår. Da var Maya to måneder. Siden har familien boet på det tidligere tuberkulosesanatorium ude i de midtsjællandske skove. I dag er kræfterne ved at være opbrugt.

- Vi havde aldrig forestillet os, at livet ville blive på denne måde. For Mayas skyld skal vi være stærke. Men det er som om vi visner væk. Somme tider tænker jeg: Hvad hvis vi bare var druknet i havet på vej til Europa? Men der må være en mening med, at vi ikke druknede, siger Vida Rezaei.


Blev betragtet som aktivist

Da hun som 18-årig blev gift med Siamak Moradi, som hun havde kendt, siden hun var barn, havde hun mange drømme. Som den næstældste i en søskendeflok på fire havde hun gået ni år i skole og drømte om at uddanne sig til jordemor. Efter brylluppet fik parret deres egen lejlighed i samme hus som svigerfamilien, og fremtiden tegnede lys. Men virkeligheden blev meget anderledes, end det unge par havde forestillet sig.

- Fordi Siamak ikke var muslim, kunne han ikke komme ind på universitetet. Vi er yarsanier, og i Iran har yarsanier ikke samme rettigheder som andre. Religionen betød ikke noget særligt for mig, men Siamaks familie var meget religiøs, og han ville ikke skjule sin tro, fortæller Vida Rezaei.

Siamak Moradi uddyber:

- Jeg var meget troende, dengang jeg stadig havde mine forældres tro. De ting, jeg lærte af min far, prøvede jeg at give videre til andre unge. Jeg havde også elever, som jeg underviste. De skulle have viden og information. Fordi jeg talte imod diskrimination af yarsanier, blev jeg betragtet som politisk aktiv. Den første tid gik det godt. Selv om jeg ikke fik lov at gå på universitetet, havde jeg opnået mange andre ting. Jeg var gift og havde job, hus og bil. Vida havde en butik, hvor hun syede tøj for folk. Vi havde et godt liv.



Flygtede til Danmark

Men i 2015 fik den unge kurder problemer med det iranske styre på grund af sine religiøse aktiviteter.

- At forlade sit land er en meget stor beslutning. Man rejser ikke bare. Der skete nogle voldsomme ting, som gjorde, at vi var nødt til at rejse. Vi efterlod alt. Hvis man kommer i fængsel i Iran, er der ingen, der ved, hvad der sker med en. Man ved ikke, om man kommer levende tilbage. I Iran er fængsel uden udløbsdato.

- Vi valgte ikke selv, hvor vi ville hen. Det var ikke den slags rejse, man selv planlægger. Vi betalte penge til en menneskesmugler og fulgte bare med. Vida nåede ikke at sige farvel til sin familie. Da vi sejlede over havet til Grækenland, stoppede motoren i vores båd. Vi var 15-20 personer i båden og vidste ikke, om vi ville overleve. Det var helt mørkt. Det lykkedes en iraner at reparere motoren, så vi kunne sejle videre. Op gennem Europa sad vi bag i en lastbil. Da vi blev sat af, vidste vi ikke, hvilket land vi var i. Det viste sig, at det var Danmark.

Vida Rezaei husker stadig den altovervældende følelse af lettelse over at være i sikkerhed.

- Her kunne det iranske regime ikke nå os. Vi behøvede ikke længere at være bange hele tiden. Vi var enormt trætte og meget lettede. Først senere gik det op for os, at vi havde efterladt alt - hele vores familie og alt, hvad vi var vokset op med. Hvad ville der ske med os?

- Den første tid var vi fulde af håb. Det skulle nok gå. Men det gik ikke. De danske myndigheder troede ikke på os, når vi fortalte om vores liv, og hvorfor vi var flygtet. Det var meget svært for os. Vi fortalte jo sandheden. Siden vi fik afslag, har vi været til samtale med Hjemrejsestyrelsen en gang om måneden. I skal rejse hjem, siger de. Men det er meget farligt for os i Iran. Og lige nu er situationen endnu farligere end før. Vi har vores datter. Der må ikke ske hende noget. Vi rejser ikke tilbage, siger Vida Rezaei og tilføjer, at familien afventer en anmodning om genoptagelse af deres sag i Flygtningenævnet.

- Vi håber bare så meget, siger hun.


Håber på en bedre verden

Når familiens sag søges genåbnet, skyldes det, at et nyt asylmotiv er kommet til i de otte år, familien har opholdt sig i Danmark. I dag er Vida Rezaei og Siamak Moradi begge døbt og deltager aktivt i gudstjenester og kirkelige aktiviteter. Det har de gjort siden 2017.

Efter otte år i det danske asylsystem har Vida Rezaei mange tanker.

- Jeg er mor til en pige på tre år. Skal min pige tilbringe hele sin barndom på et asylcenter? Jeg tænker og tænker og har svært ved at sove om natten. Jeg ønsker bare, at min datter må få et godt liv.

- De sidste par år er jeg begyndt at tegne. Når jeg tegner de ting, der er i mit hjerte, får jeg det ud på min måde. Bagefter har jeg det bedre.

- Når man bor på et asylcenter, glemmer man lidt, at man har et liv. Men Gud har ikke glemt os. En dag bliver alt godt. Maya er Guds største gave til os, og en dag bliver hendes verden en normal verden. Måske kan jeg læse til sosuhjælper og senere læse videre til jordemor. Siamak vil gerne arbejde i byggebranchen. Vi har mange drømme. Vi vil gerne gøre nytte og hjælpe mennesker.

Comentários


bottom of page