top of page

Mette Bock: Lokale bør føre an i udvikling af egne samfund

LONGREAD: Udviklingssamarbejde er først bæredygtigt, når det sker på lokale befolkningers egne præmisser. Vi har talt med tidligere politiker og minister, nu præst, Mette Bock om de etiske handlemuligheder og dilemmaer, som opstår undervejs.


Foto: Svend Løbner


Lokal udvikling bør ske ud fra lokalbefolkningers egne ønsker og drømme. Selvfølgelig! Men sådan er virkeligheden ikke altid. Historisk har Vesten koloniseret store dele af verden for at ”civilisere” lokale befolkninger efter vestligt forbillede. Og i dag er der stadig et dilemma mellem at lytte sig ind på lokale kulturer og samtidig sige fra over for traditioner, som diskriminerer og krænker visse befolkningsgrupper.

Centralt i udviklingsarbejde står begreber som ”hjælp til selvhjælp” og ”kapacitetsopbygning”, hvor udviklingsorganisationer så ligeværdigt som over hovedet muligt involverer lokale befolkninger i at udvikle egne samfund til det bedre.

Det grundtvigske ord ”myndiggøre” er et centralt begreb for tidligere politiker og kirke- og kulturminister Mette Bock. Ordet bruger hun til at pege på nødvendigheden af at give myndigheden tilbage til lokale befolkninger i udviklingssamarbejdet. Vi har sat hende stævne for at bede hende udfolde begrebet ud fra hendes erfaring som tidligere udenrigsordfører for Liberal Alliance og medlem af Udenrigspolitisk Nævn.

Mette Bock er sognepræst i Horsens, nærmere betegnet Østbirk, Yding, Hansted og Lundum sogne.


Foto: Svend Løbner


At træffe egne beslutninger på et oplyst grundlag

Hvad ligger der i ordet ”myndiggøre” for dig?

- Vi ved fra Grundtvig, at en befolkning skal myndiggøres for kunne deltage i et demokrati. I vores skolelovgivning står også, at børnene skal myndiggøres - altså at man i en bestemt takt skal sørge for, at der sker en udvikling, så eleven på et tidspunkt kan stå på egne ben, træffe egne beslutninger på et oplyst grundlag og gennemføre dem med de ressourcer, der skal til.

Men de allerfattigste har hovedet fuldt af overlevelse. Hvordan skal de nogensinde få det overskud?

- Her er man nødt til at begynde med akut nødhjælp, som netop handler om overlevelse. Det kan være i områder med katastrofe, ekstrem fattigdom, store klimaforandringer eller religiøs undertrykkelse. Vi skal sikre os, at folk ikke dør. Derefter skal der ske en stabilisering, og når den er etableret, har man det overblik, der skal til, for også at skabe en mere langsigtet udvikling.

Så begynder ”det rigtig spændende” at ske, fortsætter Mette Bock:

- For hvordan skaber man så udvikling, som ikke kun er udvikling på vores præmisser, altså dem, der kommer? Men faktisk også bliver udvikling på de lokale befolkningsgruppers præmisser. Det kan være rigtig svært, for vi er jo selv formet af vores kultur, tro og den baggrund og historie, vi har.


Foto: Svend Løbner


Behov for lokale kulturoversættere

Derfor er det vigtigt at sætte sig ned og virkelig lytte til lokale befolkningers egne ønsker:

- Hvad er menneskers drømme? Hvad forestiller de sig? De fleste mennesker kan sikkert forestille sig en tilværelse, hvor der er tryghed, fordi krig, overgreb og undertrykkelse er væk, og hvor der er økonomi nok til, at de kan klare sig selv og forsørge deres familier.

Men der er også brug for en god portion realisme, pointerer Mette Bock:

- Ellers risikerer man meget hurtigt skuffede drømme og desillusion. Her er det vigtigt at inddrage befolkningen på et så tidligt tidspunkt som muligt – både som medarbejdere og kulturoversættere. Der er jo helt sikkert tale om kulturmøder og meget ofte også om trosmøder. Og i trosmøderne kan det gå grueligt galt, hvis der ikke er en grundlæggende respekt. Udviklingssamarbejde bør altid ske på de lokale befolkningers egne præmisser.


At både lytte og sige til og fra

Hvordan lader det sig gøre helt praktisk? Der er jo ulighed i forvejen, fordi vi flyver ind med viden og økonomi i ryggen.

- Man kommer jo ikke udenom at have en samtale, hvor man i høj grad er lyttende. Det skal ikke misforstås derhen, hvor man så skal acceptere alt. Der er ting, hvor man bare må sige, at det tager jeg afstand fra. Der er kulturer, der har en stærk tradition for incest, diskrimination af kvinder, kaster, minoriteter og personer med handicap. Det må vi sige fra over for.

- Det handler om at samles omkring nogle helt grundlæggende værdier. Samtidig skal vi passe på, at det ikke er vores drømme, der bliver presset ned over hovedet på andre mennesker. Og det kan godt være svært. Men tit har landes egne regeringer vedtaget love, der fx flugter med FN’s menneskerettighedserklæring, og så har man jo lokale myndigheder i ryggen.


Svært at navigere i etiske dilemmaer

I spændingsfeltet mellem internationale regler, nationale love og lokale værdier kan der opstå etiske dilemmaer, som det kan være svært at navigere i. Mette Bock nævner et eksempel:

- Som politiker var jeg gang på gang med i diskussioner om, hvad der skulle til for, at vi kunne arbejde i bestemte lande, for eksempel Uganda, som har en forfærdelig undertrykkelsespolitik i forhold til homoseksuelle. Skal vi så sige, at der vil vi ikke være overhovedet? Eller skal vi alligevel være der og prøve at skabe forandringer indefra?

I den helt ideelle verden skal vi ikke være nogen steder, der ikke overholder menneskerettighederne. Men så er det altså rigtig få steder, vi kan være i verden, vurderer hun:

- For at sige det ligeud: Det er svært at finde et samfund, som overholder alle menneskerettigheder 100 procent. Kan vi så arbejde dét? Ja, vi må tage fat dér, hvor mennesker befinder sig. Det er i virkeligheden en grundtvigsk tanke. Du er nødt til at møde mennesker der, hvor de er, og så påbegynde en samtale.


Foto: Svend Løbner


At møde mennesker med tro, håb og kærlighed

Nu vi er inde på det kirkelige: Hvad er det bedste, kirken kan bidrage med?

- Jeg kan kun tale ud fra egen erfaring, men hvis man selv er nogenlunde afklaret med, hvilke værdier man har, så er det tit lettere at åbne sig over for andre. For hvis man ved, hvad man selv står for, så behøver det altså ikke at være truende, mærkeligt eller stødende at møde nogen, som har en anden tilgang.

Her spiller kristne værdier som tro, håb og kærlighed en stor rolle, mener Mette Bock. Og kristendommens tro på Jesus som verdens frelser.

Hvad indebærer denne frelsertilgang?

- Hvis du ser på det gudsbillede, vi får kendskab til igennem Jesus, så er det jo ikke en dømmende Gud. Det er en nådig Gud, som i virkeligheden er mere optaget af at være blandt de udstødte end nogen som helst andre steder. Det er en fordomsfri Gud. Han møder mennesker, hvor de er. Der er ikke nogen, han ikke vil mødes med.


Inspirationen flyder begge veje

Og så er vi tilbage ved det at lytte sig ind på lokale ønsker og behov i udviklingssamarbejde.

Hvordan standse op og føle sig ind på lokale ønsker og behov?

- Det er da enormt svært, men til gengæld er det også dér, guldet ligger. For hvis du bare kommer med løsninger: ”Nu gør vi sådan, og nu skal I bare høre”, så flytter du ikke noget som helst. Det er bare en ny form for undertrykkelse.

Til sidst: Når man lytter, ”risikerer” man selv at blive påvirket. Hvad tænker du om det?

- Det er helt sikkert, at man tager farve af det, man er i. Man kan ikke være et sted i en helt anden kultur igennem længere tid uden også at blive påvirket af det. Ellers isolerer man sig jo på en øde ø.

- Det kan jo godt være, at vi kan lære noget af andre, lade os inspirere. Vi har faktisk mistet nogle af de værdifulde ting i vores lykkelige materielle udvikling, som jeg bestemt ikke vil underkende værdien af. Der er uden tvivl nogle værdier, for eksempel omkring familie og forholdet mellem generationerne, som vi kan lade os inspirere af.


Blå bog:

Mette Bock er mag.art. i filosofi, cand.scient.pol. og cand.phil. i filosofi og har senest taget en teologisk tillægsuddannelse på Pastoralseminariet.

Hun har tidligere været direktør i Muskelsvindfonden, journalist på Jyllands Posten, administrerende direktør og ansvarshavende redaktør på Jydske Vestkysten, prorektor på Aarhus Universitet og direktør i DR Programproduktion.

Mette Bock er mest kendt for sit politiske engagement i Liberal Alliance, hvor hun blev medlem af Folketinget i 2011 og kirke- og kulturminister fra 2016 til 2019.

Hun tilhører ikke noget parti i dag, men virker som sognepræst i Østbirk, Yding, Hansted og Lundum sogne ved Horsens.


Artiklen er skrevet i samarbejde med Mission Øst.


Comments


bottom of page