Michala spiller uhørte kvindelige komponister

Opdateret: 13. jun.

Michala Linn spiller klassiske klaverkoncerter med oversete kvindelige komponister. Clara Schumann er en af dem.


Michala Linn. Pressefoto: Victoria Skov


Lige muligheder, lige løn, lige barsel. Kvindesagen er på dagsordenen, men der er langt igen – også på det musikalske område.

Pianist Michala Linn blev ikke introduceret til en eneste kvindelig komponist, da hun studerede til klassisk pianist på musikkonservatoriet.

Det vil hun nu lave om på. Og det vil publikum opleve ved en koncert med Michala Linn i den midtfynske by Gudme lørdag den 11. juni kl. 16.30.

”Jeg har spillet klaver, siden jeg var 5 år gammel, men jeg har aldrig spillet musik af en kvindelig komponist,” fortæller Michala. ”Som ung kvinde er det et chok at indse, at jeg har overset mit eget køn på den måde.”


Smukke værker af kvindelige komponister

Det har fået Michala til at vie de næste år til at opbygge et kvindeligt repertoire:

”Det findes masser af dygtige kvinder i musikhistorien! Mest kendte er Clara Schumann og Fanny Mendelssohn, fordi de allerede tilhørte anerkendte musikerfamilier. Men blandt andre de franske søstre Lilli og Nadia Boulanger og amerikanske Amy Beach har også skrevet nogle meget smukke værker. Og de fortjener at blive spillet,” fortæller hun.

Derfor har hun udviklet konceptet ”Uhørte kvinder”, hvor hun spiller værker af kvindelige komponister og fortæller deres historie.


Sonate udgivet med 150 års forsinkelse

”Desværre,” siger Michala, ”er den fremherskende fortælling nemlig ofte, at historiens kvinder ikke rigtig foretog sig noget vigtigt, eller noget, der kunne måle sig med det, deres mandlige kollegaer foretog sig.”

En af de kvindelige komponister, hun spiller, er Clara Schumann. Hun er ofte blot kendt som hustru til den kendte komponist Robert Schumann og som ven af Johannes Brahms. Hun er også kendt for at turnere som koncertpianist rundt omkring i Europa, men sjældent som komponist. Hendes sonate fra 1841-42 blev først udgivet i 1991.


Vil gøre klassisk musik folkeligt

Michala Linn er selvstændig musiker og skribent siden 2019 med ønsket om at gøre klassisk musik mere folkeligt, at sikre repræsentationen af kvinder og minoriteter i musikbranchen og at sætte en retning for fremtiden ved at nytænke koncertformen og den måde, vi oplever musik på.

Michala Linn vendte for nylig tilbage fra et studieophold i London, hvor hun fik privatundervisning af Lucy Parham, professor ved Guildhall School of Music and Drama i London. Hende opsøgte hun, fordi hun er en af de få, der har spillet og udgivet kompositioner af Clara Schumann.


Ledte kor på 200 personer i Frankrig

Det er ikke første gang Michala Linn har hentet kunstnerisk inspiration fra udlandet. Hun har tidligere opholdt sig i kulturbyen Berlin og boet på det franske kloster Taizé, hvor hun blandt ledte et kirkekor på 200 personer.

Koncerten i Gudme på lørdag arrangeres af Foreningen omkring et Flygel. Billetter kan købes ved døren.


MICHALA LINN BIO

  • Klassisk pianist, kammermusiker og iværksætter.

  • Bachelor fra Syddansk Musikkonservatorium.

  • Har studeret hos pianisterne John Damgaard (2011-nu), Christina Bjørkøe (2014-2018) og senest hos Lucy Parham, Clara Schumann-ekspert og professor ved Guildhall School of Music and Drama i London.

Læs mere på www.michalalinn.com

Læs også KODA-rapporten ”Uligheden i kønsbalancen fortsætter”.