Så langt tilbage jeg kan huske har jeg været optaget af menneskenes samhørighed. Måske har det noget at gøre med at jeg som spæd blev familiesammenført med min jødiske far, da Danmark var besat af nazisterne, skriver Marianne Olsen.
Foto: Michala Linn
Hvorfor skriver jeg til SAMEKSISTENS?
Som en slags overskrift kan jeg give det lette svar: Fordi jeg synes at det er nødvendigt at udtrykke mig som menneske og medmenneske – og fordi jeg ikke kan lade være.
Jeg er kommet med over i SAMEKSISTENS fra den forrige netavis, så jeg har været med længe. At skrive er min måde at være med på – ligesom jeg er med ved at redigere SOS Racismes tidsskrift.
Mennesker hører sammen
Så langt tilbage jeg kan huske har jeg været optaget af menneskenes samhørighed. Måske har det noget at gøre med at jeg sammen med min mor og storebror som spæd blev familiesammenført med min jødiske far, da Danmark var besat af nazisterne.
Jeg voksede op i et miljø, hvor der var lige så mange jøder som kristne. Der har jeg erfaret – og levet – at et menneske er et menneske er et menneske, og at hver enkelt er forskellig fra enhver anden. Det opdager man, hvis man gider interessere sig for andre. Og det gider jeg.
Magthavere generaliserer
Men det smerter mig at se at magthavere ofte ikke gider, men foretrækker at generalisere og alt for ofte har negative holdninger til deres/vores medmennesker. Derfor behandles minoriteterne så slet, at nu også den udenlandske presse har fået øje på Danmark som et lille indskrænket land.
Det er pressens opgave og pligt at gøre opmærksom på de forkerte påstande og på misgrebene. SAMEKSISTENS viser sig som den netavis, der påpeger den vellykkede integration – for det er faktisk det mest almindelige.
Uligheden vokser
SAMEKSISTENS viser også eksempler på misgreb, så man bare måtte håbe at de ansvarlige ville gøre et stykke arbejde for at forstå deres medmennesker, både minoriteter og majoriteten. For majoriteten bliver også svigtet i vores samfund, hvor uligheden vokser med rivende fart.
Der er nok at skrive om. Derfor.