Mina er barn af to verdener

Mina Mansour voksede op som flygtningebarn i en kristen irakisk familie og tilbragte tre år på asylcenter. Nu læser hun Mellemøststudier på universitetet.

Mina fortæller:

Det giver ikke mening at spørge, om jeg er dansker eller araber. Jeg er jo begge dele. Jeg taler dansk og tænker dansk og føler mig som dansker.

Men der er da tidspunkter, hvor jeg godt kan føle mig fremmed. Jeg ser jo ikke dansk ud. Hvor kommer du fra, spørger folk. Jeg er selvfølgelig også araber. Somme tider kan man godt blive lidt træt af at forklare.

Strenge regler og social kontrol

Selv om mine forældre har været meget åbne, er jeg opdraget arabisk. Hos os var der nogle strengere regler end i danske hjem, selv om jeg fik lov til det meste. For eksempel måtte jeg godt gå til fester på skolen, men jeg skulle være hjemme til en bestemt tid. Mine forældre gik også meget op i, hvilken vennekreds jeg havde, og hvordan mine venner påvirkede mig.

Som barn lærte jeg at tilpasse mig. Jeg var den danske Mina, når jeg var ude. Derhjemme var jeg en anden. Man vænner sig til at hoppe fra den ene rolle til den anden. Det er ikke nødvendigvis negativt. Der er bare mere, man skal forklare, og lidt flere bump på vejen.

Svært for danskere at forstå min verden

I mange år havde jeg kun danske veninder. Både i folkeskolen, på efterskolen og senere på HF var jeg den eneste arabiske pige i klassen. Jeg havde rigtig gode veninder, men det var svært for dem at forstå min verden. Jeg fik først arabiske venner, da jeg for tre år siden begyndte at læse Mellemøststudier. Det har været rart at møde nogle, der kan forstå mig. I dag er mine muslimske veninder nogle af dem, jeg har de tætteste bånd til.

At jeg skulle læse Mellemøststudier, var jeg ikke i tvivl om. Det lød bare spændende. Hjemme har vi altid talt arabisk, men jeg kunne ikke læse eller skrive sproget. Det kan jeg nu. Jeg har fået rigtig meget ud af studiet og en masse viden om den kultur, jeg kommer fra. Da jeg var på udveksling i Jordan i fire måneder, var kulturen slet ikke fremmed for mig.

Er glad for at arbejde på plejehjem

Tidligere tænkte jeg, at jeg ville bruge min uddannelse til at arbejde i en NGO. Men måske er det alligevel ikke lige mig. Når jeg bliver færdig med min bachelor næste sommer, overvejer jeg at skifte studium og læse til sygeplejerske. Jeg har opdaget, at jeg er rigtig glad for at arbejde på plejehjem. Det er bare så livsbekræftende. Jeg nyder meget at kunne gøre noget for andre, som virkelig er meningsfuldt. Selv om det både er psykisk og fysisk hårdt, gør det mig superglad.

Når man vokser op med flere kulturer, lærer man at se ting fra flere sider. At have flere sprog gør også, at ens verden bliver større. På min arbejdsplads er det let for mig at forstå beboere, der kommer fra et andet land. Det giver en masse tilfredsstillelse.

Når jeg en dag får dansk pas, vil jeg gerne ud at rejse og opleve verden. For et par år siden fik jeg permanent opholdstilladelse i Danmark, men jeg har endnu ikke dansk statsborgerskab, så rejser er lidt besværlige.

Anderledes, men tryg barndom

Jeg er meget bevidst om, at jeg har haft en anderledes barndom. Vi fik først opholdstilladelse i Danmark, da jeg var ni år. Jeg var kun et år gammel, da mine forældre flygtede fra Irak. Jeg har ingen minder fra Irak, men jeg husker en del fra Jordan, hvor min mor og jeg opholdt os illegalt de næste fem år. Min far tog hurtigt videre til Danmark i håb om at få opholdstilladelse og arbejde her, så vi kunne følge efter. Men han fik afslag på asyl, så min mor og jeg var ligesom låst fast i Jordan.

Jeg husker ikke tiden i Jordan som utryg. Det har været rigtig hårdt for min mor, der er uddannet kemiingeniør, at være alenemor med et lille barn i så mange år uden arbejde og en fast indkomst, men hun klarede det supergodt. Min far sendte små beløb fra Danmark, og min mor havde familie i USA, der hjalp os. Jeg husker, at vi kom i en kirke næsten hver dag. Kirken hjalp os rigtig meget med mad og tøj og et sted at bo. Vi flyttede ret meget.

Kunne ikke genkende far

Jeg husker ikke meget fra flugten til Danmark. Efter fem år besluttede min mor, at vi skulle rejse op til min far. Hun betalte penge til en menneskesmugler, men den første snød os og tog vores penge. Anden gang lykkedes det. Jeg kan huske, at ingen måtte vide, at vi skulle rejse.

Selve turen op gennem Europa gemt i en varebil husker jeg faktisk ikke. Hvad jeg derimod tydeligt husker er mødet med min far i Danmark. Vi blev indkvarteret i Sandholmlejren, og der var min far. Jeg kunne ikke genkende ham og følte slet ikke den der connection. For mig var han en fremmed. Der gik ret lang tid, før jeg følte mig tryg sammen med ham.

Når Politiet banker på døren…

Det har også været svært for ham. I tre år boede vi i Sandholmlejren på et værelse på tyve kvadratmeter. Min mor fik også afslag på asyl, så mine forældre måtte ikke arbejde. Vi skulle spise i lejrens cafeteria, og nåede man det ikke, fik man ingen mad.

Når politiet kom og bankede på vores dør, kunne jeg godt mærke, at mine forældre var bange. På et tidspunkt blev min bedste veninde sendt tilbage til Bosnien. Der var også beboere, der begik selvmord. Men mine forældre var gode til at beskytte mig og ikke dele deres bekymringer med mig.

Faktisk husker jeg det som en god tid. Ikke mindst klubben for børn, hvor jeg gik hen hver dag efter skole. For et par år siden vendte jeg tilbage som frivillig i klubben gennem Røde Kors. Det giver bare så meget mening at gøre noget for de børn. Jeg har let ved at sætte mig ind i, hvordan de har det. Mine danske venner har svært ved at tro, at man kan leve sådan i Danmark. De bliver vildt overraskede, når jeg fortæller.

Åbenhed og grænser

I dag er jeg flyttet hjemmefra og bor på kollegium, men jeg har stadig et tæt forhold til mine forældre. Vi snakker dagligt sammen og har det rigtig godt med hinanden. Vi har da haft vores skænderier, men vi respekterer hinanden, og med årene er mine forældre også blevet mere åbne og forstår mere.

Når jeg engang selv får børn, vil jeg nok give dem lov til lidt flere ting og være lidt mere åben. Verden forandrer sig jo hele tiden. Men der skal også være grænser. Det er ikke alt, der er OK. Jeg mødte min forlovede til en arabisk nytårsfest for halvandet år siden. I vores kultur er man ikke bare kærester – man bliver forlovet. Så det blev vi efter seks måneder. Min forlovede er født i Danmark, men hans familie kommer også fra Irak, så vi har de samme traditioner og har let ved at forstå hinanden.

Mindst 200 gæster til bryllup

Vi skulle have været gift her til sommer, men på grund af coronakrisen og forsamlingsforbud er brylluppet udskudt til næste år. Man kan altså ikke holde arabisk bryllup med kun 10 eller 50 gæster! Vi håber at invitere mindst 200.

I dag har jeg det rigtig godt med at være både dansker og araber. Med årene er jeg blevet bedre til at mærke, hvad jeg selv vil, og turde følge det. Min forlovede bakker mig meget op, og mine forældre har altid respekteret mine valg. Selvfølgelig vil jeg helst ikke gøre mine forældre eller andre kede af det. Men det er jo mig, der skal leve mit liv.

Artiklen er bragt i Nyt på tværs, der udgives af Tværkulturelt Center.