Minala Achaly flygtede fra borgerkrigen i Sydsudan for otte år siden. Hun uddanner sig til socialrådgiver i Uganda for at kunne vende hjem og bl.a. modvirke tvangs- og børneægteskaber.
Hjemvendt fra en flygtningelejr i det nordlige Uganda besøger jeg hjælpeorganisationen ACROSS som specialiserer sig i traumeheling blandt flygtninge fra Sydsudan, hvor organisationen blev oprettet for 50 år siden.
Jeg har lige interviewet fem kvinder, to mænd og to præster i Bidibidilejren, som huser 271.000 flygtninge fra borgerkrigen i nabolandet mod nord.
Flygtningene fortæller samme historie. De måtte flygte over hals og hoved, da de blev fanget i krydsild mellem regeringssoldater og oprørere. De måtte vade over lig sammen med deres børn og gå i dagevis for at komme til Uganda. Og i lejren står de nu uden mad, fordi World Food Program har skåret ned på rationerne og helt standset fødevareuddelingerne til de familier, som ser ud til at klare sig så nogenlunde.
Ser intet håb for fremtiden
Jeg rejser sammen med generalsekretær Peter Hedelund fra MAF Danmark. Med os har vi en chauffør, en hjælper og tolken Minala.
Minala Achaly er en kvinde i begyndelsen af 20’erne, der selv er flygtning fra Sydsudan, men har været heldig at påbegynde en uddannelse som socialrådgiver. Hun praktikant hos ACROSS, kan tale engelsk og kommer derfor med på turen til flygtningelejren.
Tilbage på ACROSS’ base i byen Arua, er jeg nysgerrig på hendes egen baggrund og får anledning til et interview, der går lige til hjertet.
Da jeg spørger ind til hendes fremtid, bryder hun pludselig sammen i gråd.
- Jeg har ingen fremtid, græder hun.
Store problemer med børneægteskaber
Og jeg får hendes historie:
- Der er store sociale problemer hjemme i min landsby ved Barakasal i Sydsudan. Der er tvangsægteskaber, børneægteskaber, og folk dræber hinanden på grund af problemer med at betale medgift. Og de fleste mennesker er ikke uddannede. Så jeg føler, at hvis jeg studerer til socialrådgiver, og Gud vil åbne dørene for mig, så kan jeg rejse tilbage og gøre noget for befolkningen i min landsby Barakasal. Det er mit hjem.
Hvad er der sket, siden du er her i Uganda nu?
- Der er sket meget. I 2015 flygtede min mor og vores familie til Uganda, hvor vi nu bor hos vores tante i flygtningelejren Invepi. Hun kunne støtte os økonomisk, så jeg kunne komme i skole. Men da hun holdt op, droppede jeg ud i to år.
Med hjælp fra en onkel lykkedes det at komme tilbage i skolen og nu at tage første år på socialrådgiveruddannelsen. Men penge til mad og tøj er der ikke meget af…
Flygtede i tide for at undgå angreb
Hvad fik jer til at flygte i første omgang?
- Vores familie var i en vanskelig situation, for min far er Dinka og min mor er Kakwa. Begge disse to stammer var i min familie. Da krigen startede, var det mellem Dinka og Nuer. Så Kakwa og andre stammer besluttede at stille sig på Nuers side mod Dinkaerne. Det var forfærdeligt.
- Min tante sagde: Nej, I må ikke blive i landsbyen. Hvis i bliver, vil der ske noget forfærdeligt. For Dinkaerne som bor omkring jer, vil komme og angribe jer. Så hun tog os med, både min mor, min tvillingebror og vores storesøster, for at redde os. Vores onkel, som er Dinka, blev i landsbyen, men et år efter ringede nogen og fortalte, at han var blevet dræbt i huset.
’Jeg vil rådgive folk og være deres stemme’
Så nu, hvor du tager socialrådgiveruddannelsen, hvad vil du så bruge den til?
- Jeg vil bruge den til at hjælpe mennesker, når jeg får mulighed for det. Det handler i høj grad om at skabe bevidsthed hos folket, få dem til at blive klogere på, hvad der er rigtigt og forkert, og hvordan man lever livet på den rigtige måde. Det er det, socialt arbejde handler om: at rådgive folk og være en stemme, der taler for dem.
Og hvem advokerer du for dem til hvem?
- Mange steder har vi virkelig brug for at myndighederne griber ind. I andre tilfælde må vi henvende os til velgørende organisationer for at få hjælp.
Men du er en ung kvinde med fremtiden foran dig. Har du et håb for fremtiden?
Her bryder Minala sammen og får efter hånden fremstammet:
- Jeg har ingen fremtid!
Har mistet kontakt til familien
Senere fortæller hun, at hun selvfølgelig håber at kunne danne familie. Men også her er der malurt i bægeret. For hun har mistet al kontakt til familien i Sydsudan.
- Da vi kom fra Sydsudan til Uganda, havde jeg ingen telefon, og jeg skrev ikke nogen kontakter ned.
Men i ACROSS har hun fået gode kontakter, og nu håber hun, at praktikopholdet kan blive afløst af et egentligt job i organisationen.
- Jeg vil gerne arbejde sammen med dem, for der er så mange behov. Organisationen er værdibaseret, så jeg ville elske at arbejde her.
Læs mere om besøget i Bidibidilejren i Norduganda her.