Minoritetsforældre vil beskytte deres børns psykiske immunforsvar

Af Naderah Parwani, psykolog

Hvorfor vil mange nydanske forældre modsætte sig at sætte deres små børn i institution? Et kig ind i manges kultur viser, at de prioriterer nærhed med barnet for at lære det empati og omsorg for medmennesket.

Minoritetsforældre ser det som essentielt for barnet, at det får integreret kærlighed og ikke bliver gjort uafhængig alt for tidligt i barndommen. Barnet skal først og fremmest have et solidt og trygt fundament, før det kan gøres uafhængigt.

Barnet skal mærke værdien af kærlighed

Barnet har brug for at mærke en positiv reaktion på sine tilknytningssignaler, såsom gråd, skrig, blikkontakt, motoriske bevægelser, at holde om, ansigtsmimik, smil og sprog. Det ved vi alt om i udviklingspsykologien. Barnet skal have mærket værdien af kærlighed, omsorg og offervilje for at kunne værdsætte den og dermed give den omsorg videre til andre.

På samme måde kan forældrene kun fungere som et omsorgssystem, hvis de selv har lært hvad omsorg er gennem deres opvækst. Det tilknytningsmønster barnet har haft i sin barndom, vil fungere som fundament for senere relationer i fremtiden. Barnet skal have mærket empatiens værdi gennem forældrenes empati for at kunne være et empatisk menneske.

Derfor er mange nydanske – og især muslimske forældre – ikke glade for institutionslivet, fordi så få pædagoger til så mange børn kan ikke reagere på barnets behov. De ønsker at prioritere og værne om deres børns grundlæggende behov, så de kan blive til omsorgsfulde og ikke selvcentrerede individer uden en social orienteringsevne.

Uafhængighed gør sårbar

Når barnet i Danmark i tidlig alder adskilles fra sine omsorgspersoner og kræves at blive gjort uafhængig for tidligt, bliver det samtidig gjort sårbart, fordi det ikke har fået dækket sine basale behov for kærlighed og omsorg gennem sine omsorgspersoner. Jeg husker pædagogerne blande sig i, når jeg løftede mit barn efter en lang dag, eller når jeg ville hjælpe ham med at lukke jakken.

Den trygge tilknytning, oplevelse af kærlighed, hvor barnet mærker, at det har en værdi for sine forældre, vil i fremtiden fungere som barnets psykologiske og sociale immunforsvar. Den værdi kan en pædagog aldrig opfylde. Kærlighed og omsorg bliver ikke kun barnets kilde til håb og overlevelse under kriser resten af livet, de to kvaliteter lærer også barnet kunsten at elske. Men får barnet ikke sine basale behov dækket, vil det få tilknytningsproblemer i fremtiden.

Omsorgssvigt fører til psykiske problemer

Alle forældre ønsker at give kærlighed til deres børn, men de glemmer, at vores samfundssystem ikke beskytter vores børns psykologiske immunforsvar. Det fundament skal vi forældre give vores børn. Vi sidder ikke altid med den endegyldige sandhed i Danmark, for vi ser i dag de fatale konsekvenser vores måde at gøre det på har på alle de børn, der er endt i vores psykiatri. Det forklarer, hvorfor så mange børn og unge har det svært psykisk, når børn ikke får de bedste forudsætninger for deres udvikling gennem deres opvækst. De fleste skoler ser det som en værdi, at børnene både går i klub og går til en masse andet. I forvejen er tiden med forældrene og familien udfordret, og når der kræves, at der tages endnu mere tid ud til andre aktiviteter, så undervurderer vi konsekvenserne. Vi undervurderer hvad tab af nærhed gør ved os som mennesker, og hvordan det kan gøre os mere psykisk skrøbelige.

Det er meget svært for nyankomne flygtninge at aflevere et næsten nyfødt barn til institution og fra kl. 7.30 til kl. 16.00. Det er kun normalt i nogle lande i Vesten, men det er ikke naturligt for mor-barn relationen. Det er den uafhængighedstankegang, som har gennemsyret hele vores samfund, og som vi nu ser konsekvenserne af.

Selvstændighed er at tænke på andre end sig selv

Jeg lærte hjemmefra, fra jeg var barn, hvad jeg som menneske er dybt afhængig af, og uafhængighed var noget helt andet i min afghanske kultur. Mine forældres uafhængighedsforståelse adskilte sig fra den individualistiske uafhængighedsforståelse, hvor jeg lærte, at jeg først bliver uafhængig, når jeg er i stand til at tage mig af andre og ikke kun af mig selv. Den store værdi ses ikke kun i at kunne brødføde sig selv, men i at være i stand til at tage sig af andre end sig selv.

Hvis vi som børn ikke bliver rummet, lærer vi heller ikke at rumme andre. Hvis vi ikke lærer offervilje, vil vi ikke se offervilje som en kvalitet. Hvis barnet ikke vil ofre sig for andre, så har det ikke lært, at det ikke er centrum i verden, og at det deler verden med andre. Det lærer ikke at prioritere andres behov også. Hvis barnet ikke lærer kunsten at elske, får det svært ved at elske i fremtiden, medmindre det kommer i kontakt med mennesker, der lærer det kunsten at elske. Jeg har mødt mange mennesker, som er blevet så fremmedgjorte over for deres egen menneskelighed, at de kan blive mærkelige af, at nogen udtrykker kærlighed til dem. Det er denne fremmedgørelse, der fører til isolation, og i isolation kan den enkelte udvikle selvdestruktiv adfærd. Vi mennesker skal værne om kærligheden.

Vi står i dag i Danmark tilbage med en masse uafhængige individer, der er gode til kritisk tænkning, men som oftest kun er optaget af at klare sig selv. De er isolerede, ensomme og skrøbelige og ude af stand til at glemme sig selv for en stund for fællesskabet. Det er disse børn, der på den ene side udvikler sig til skrøbelige unge eller bliver til disse unge og voksne, der skriver på sociale medier som mennesker, der mangler empati.

Når vi ekskluderer minoritetsbørn, svigter vi den enkeltes menneskeværd og dermed demokratiet

Jeg er som psykolog overbevist om, at vi som mennesker alle har nogle universelle behov: Vores behov for at blive elsket og at kunne elske, vores behov for tryghed og tillid til vores omgivelser, vores behov for at blive set og hørt, vores behov for at blive rørt ved fysisk og mærke andres nærhed, vores behov for at lære og opleve noget nyt, vores behov for at klare os godt i livet. Vi har alle et behov for et trygt netværk, der ønsker at passe på os, og som vi kan regne med.

Når Østen og Vesten mødes, er det disse behov, vi alle er fælles om som mennesker. Vi har alle et behov for at høre til, men vi sidder også alle med den begrænsning, at vi synes vores egen historie og positionering i verden er den mest virkelige og mest værdifulde. Men dér, hvor vi for alvor ved, at vi har lært kunsten at elske, er gennem empatien og den perspektivering, der ser andres menneskeværd.

Derfor elsker jeg vores demokrati, og derfor er jeg optaget af den demokratiske kommunikation, fordi vi lærer gennem handling, hvordan vi kommunikerer ligeværdigt med andre mennesker. Men kommunikation og demokrati er dybt afhængig af, at mennesker får dækket deres basale behov under barndommen, fordi vi her udvikler vores empati. Det er gennem empatien, at vi alle har en lyst til at passe på hinanden, hjælpe hinanden og værne om vores fællesskab og demokrati. Empatien er derfor ikke kun vores psykiske immunforsvar, men også vores sociale og samfundsmæssige immunforsvar.