Monoteismen skylder jødedommen alt

Kronik af Svend Løbner

Den 1. september var det 80 år siden Nazityskland startede Anden Verdenskrig og begyndte den systematiske udryddelse af seks millioner jøder. I år markeres også 200-året for en grim tid i dansk historie: Den jødiske fejde.

Men der er også godt nyt: I år er det 50 år siden, Danmark modtog 3.000 jødiske flygtninge fra Polen.

Markeringerne er en god anledning til at overveje det særlige forhold, jøder og kristne har til hinanden. Og tage muslimer med. For islam udspringer af både jødedom og kristendom. Store dele af Koranen er prædikener over tekster i Det Gamle og Det Nye Testamente.

For et år siden blussede debatten op i Kristeligt Dagblad, da en teologiprofessor helst så læsninger fra Det Gamle Testamente bandlyst fra den kristne gudstjeneste.

Det er efter min mening udtryk for religiøs arrogance. Der er åbenbart ikke megen forståelse for dynamikken mellem troen og trossystemerne, altså menneskets iboende længsel efter ånd, og de tolkningsmuligheder, de forskellige religioner tilbyder, og hvordan disse griber ind i hinanden.

Jesus og de første disciple var jøder

Troen er som et træ. Den opstår af et frø, en idé, en tanke, en åbenbaring, om man vil, og forgrener sig derefter i trossystemer, der har både ligheder og forskelle. Træets grene griber ind i andre grene fra skovens træer og flettes nogle gange så tæt sammen, at det er svært at se, hvor det ene træ begynder og det andet ender.

Således også med jødedom og kristendom. Jesus var jøde og talte til jøder ud fra jødiske helligskrifter. Det var først i Antiokia flere år efter Jesu død og opstandelse, man begyndte at kalde Jesu disciple for kristne. Og det var først med Paulus, der stiftede nye menigheder i det nuværende Syrien og Tyrkiet, at kristendommen begyndte at skille sig ud fra jødedommen. Det afgørende skel kom, da man ved et stort kirkemøde i Jerusalem fritog de nye ikke-jødiske kristne for forpligtelsen til at overholde de jødiske bud og leveregler.

Men vi skal endnu længere tilbage – og reflektere på et dybere plan – for at forstå, hvorfor de jødiske skrifter i Det Gamle Testamente er en uadskillelig det af Det Nye Testamente.

Vi tager det fra en ende af:

1. Gud er ikke kristen. Denne titel på en bog af den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu fik mig til at spærre øjnene op. Gud er hverken jøde, kristen eller noget helt tredje. Gud er selvfølgelig ikke begrænset til en historisk, geografisk, menneskelig tradition. Som vi synger i en kristen salme: Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde.

2. Livsverden adskiller sig fra systemverden. Denne teori af den tyske sociolog Jürgen Habermas indrammer problematikken. Menneskers intuitive spirituelle længsel og ”barnetro” defineres og afgrænses ikke af andre menneskers opstillede lærebygninger og ”trosbekendelser”. Livsverdenen vil i det lange løb altid præge systemverdenen og ikke omvendt. Se blot på politiske systemer, der har haft relativt kort levetid, inden de blev omvæltet af folkelige bevægelser.

3. Religioner er i konstant udvikling. Fordi det levede liv påvirker det konstruerede system og ikke omvendt, udvikler religionerne sig konstant. Udviklingen sker typisk vandret fra moderat til ekstrem og lodret fra lovbundet til fritolket. I Det Gamle Testamente går vi fra en fri, intuitiv og direkte gudsrelation hos patriarkerne til en gennemreguleret, ydre og indirekte gudsrelation via et præsteskab og videre til en redefinering og tilbagevenden til den oprindelige indre og direkte gudsrelation hos profeterne.

4. Religioner rejser. Vi har altid levet i en global verden. Det betyder, at de lokale og regionale traditioner og kulturer vi kalder religioner har spredt sig og mødt andre religioner og livstydninger, som de har påvirker og er blevet påvirket af. Derfor er hindutempler indrettet efter samme model som tabernaklet og templet i Det Gamle Testamente. Derfor er tidebønner en integreret del af Islam. Og derfor er ord, begreber, symboler og fortællinger fra Det Gamle Testamente referenceramme for Jesu lære i Det Nye Testamente.

5. Skabelsesmyter er grundlag for alle religioner.Det vigtigste spørgsmål er nemlig: Hvor kommer vi fra? Derfor må jeg med filosoffen Francis Schaeffer påstå, at Skabelsesberetningens ”I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden…” er vigtigere end ”den lille bibel”, som udtrykt i Johannesevangeliet: ”This således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn…” For kristne havde ikke kunnet tro på en inkarneret guddom blandt mennesker, hvis der ikke havde været en menneskeverden at inkarnere en sådan guddom i.

6. Den jødiske gudsopfattelse smitter af på den kristne.I jødedommen er Gud personlig og beskrives derfor med personlige træk. Gud kan se, høre, tale, gå, skjule sig, åbenbare sig osv. Gud kan være vred, glad og omsorgsfuld. Og mere end det. Gud beskrives i selve det hebraiske ”Elohim” med en flertalsbetegnelse. Og udtryk som ”Lad os gøre mennesker i vort billede” og ”Hvem skal jeg sende, hvem skal gå bud for os” indikerer en flerhed, som i kristendommen tolkes som Fader, Søn og Helligånd.

7. Jødiske metamorfoser varsler Kristusinkarnationen.Guds inkarnation – kødblivelse – i Kristus er en grundpille i kristendommen, men allerede i Det Gamle Testamente ser vi sådanne forvandlinger. Kongen af Salem, Melkisedek, betegnes af Hebræerbrevets forfatter som Guds ypperstepræst og forløber for Kristus, de tre mænd på besøg hos Abraham viser sig at være Gud selv, der er kommet på besøg, ilden fra den brændende tornebusk beskrives som Herrens engel, den fjerde skikkelse i Nebukadnezars gloende ovn beskrives som en lysende ”menneskesøn” osv.

8. Jødiske hovedpersoner er typer på en kommende Messias.I Det Nye Testamente sammenlignes Jesus ofte med gammeltestamentlige personligheder: Eksplicit fortælles det, at han er ypperstepræst på Melkisedeks vis, han er Davids søn, han er den anden Adam osv. Implicit fremgår det, at Josefs fornedrelse og senere ophøjelse er parallel med Jesu lidelseshistorie.

9. Jødiske profetier peger frem mod Jesu fødsel og stedfortrædende død på korset. Hvor ofte citeres ikke Esajas’ bog op til jul: ”Et barn er født os, en søn er os givet, på hans skuldre skal herredømmet hvile.” Og endnu en Esajas-profeti i påsken: ”Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld, os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.”

10. Jødisk tempeltjeneste illustrerer den totale frigørelse fra al synd for hele menneskeheden. En hel bog i Det Nye Testamente er viet til denne beskrivelse: Hebræerbrevet. Moses fik besked på at indrette et tabernakel efter det forbillede, han fik på Sinai bjerg: med forgård og en helligdom indrettet med ”det hellige” og ”det allerhelligste”. Folket kunne nu gå ind i forgården, aflevere deres offer for synd til præsterne, som lagde dyrene på alteret og tog blodet med ind i det hellige, hvor de stænkede det på sonedækket ved forhænget ind til det allerhelligste, også kaldet nådestolen, for netop at finde nåde for Gud. Hebræerbrevets forfatter fortæller, at Moses på bjerget så ind i selve himlen, og at det syn skulle materialiseres i tabernaklet, så folket kunne få et sindbillede af den soning af hele verden synd, der efter kristen teologi fandt sted, da Jesus døde på korset. Tabernaklets indretning blev gentaget i Salomons tempel og senere Herodes’ tempel. Da Jesus opgav ånden, flængedes forhænget i templet ”fra øverst til nederst”, som tegn på, at alle nu kan komme ind i Guds nærhed.

At fratage kristne gudstjenestedeltagere denne fortolkningsramme vil amputere kristendommen til uigenkendelighed. Evangeliet bliver blodfattigt og Jesus og de første disciples bibel annulleret til ligegyldige myter. Samtidig vil åndelig arrogance sprede sig til en opfattelse af, at kristendommen står alene og uanfægtet som den eneste universelle sandhed og fortolkningsramme, læs: systemverden, for menneskers tro og åndelige længsel, læs: livsverden.

Det er ikke blot forkert og forkasteligt; det er også skadeligt for den medmenneskelige sameksistens. For det er i udskilningen, adskillelsen ligger, og det er i selvophøjelsen, nedgørelsen lurer.

Kronikken er opdateret efter at den har været bragt i Kristeligt Dagblad.