top of page

Muslimsk kvinde satte gang i kirkebyggeri for kristne

Opdateret: 15. okt. 2021

Assia kunne ikke holde ud at se den lokale kirke ødelagt og tom. Så hun fik unge kammerater med på at genopbygge den.


Foto: Danmission og Iraq Al Amal Association


- Alle mennesker har ret til at bede og udføre deres ritualer et sikkert sted, mener Assia al-Quasy fra Diyala uden for den irakiske hovedstad Bagdad.

Derfor kunne hun ikke bare gå forbi ruinerne af den lokale kirke i hendes hjemby uden at gøre noget.

- Jeg opdagede at kirken havde været lukket siden 2005, så jeg besluttede selv at få liv i den gamle kirke, fortæller hun.


Se en kort video om projektet her:


Inspireret af workshop om dialog

Hun havde netop deltaget i en workshop i Erbil for unge med forskellig religiøs baggrund. Gennem Hiwarouna (på dansk: vores dialog) lærte hun om konfliktanalyse, dialog, facilitering, forhandling og udførelse af aktiviteter i samfundet.

- Jeg mener, at kristne har ret til at praktisere deres tro i fred og tryghed, fastslår hun. Og derfor inviterede hun 30 af sine unge venner til at være med i genopbygningen.

Murerske og malerkost kom frem, og snart var den faldefærdige ruin forvandlet til en indbydende kirke.

- Det hele begyndte med at jeg deltog i Hiwarounas worshop, som blev finansieret af Danmission gennem Iraq Al Amal Association, fortæller hun. – Jeg mødtes med de lokale politimyndigheder, som skal have æren for at projektet over hovedet er lykkedes.


Bygger inkluderende lokalsamfund

Samarbejdet mellem Iraq Al Amal Association og Danmission har de seneste tre år spillet en væsentlig rolle i at mindske følgerne af den politiske og økonomiske krise i Irak. Dialogprojektet Hiwarouna har haft en enorm betydning for at opbygge modstandsdygtige, inkluderende og mangfoldige samfund.

Kirken blev for nylig genåbnet for det lokale kristne samfund. Efter at have ligget i ruiner i 15 år, kan kirken nu igen forrette dåb, bryllupper og andre kirkelige handlinger.

Ud over fred og tolerance arbejder Iraq Al Amal Association også for at fremme ligestilling mellem kønnene og andre menneskerettigheder. Organisationen yder psykosocial støtte til sårbare samfundsgrupper og modarbejder alle former for vold og diskrimination.


bottom of page