Når tro bliver til tradition går det galt

Bogen ”Tre samtaler om tro” kan efterlade læseren i en stor krise. Ikke en troskrise, men en traditionskrise. Bogens prædikenstil er dog knap så virksom på skrift.




Af Peter Götz, tidligere præst i Evangelisk Frikirke Danmark og redaktør af Magasinet


Gad vide, om ikke Svend Løbner har fat i den lange ende med sin lille bog: Tre samtaler om Tro. Den er udefra set enkel og ydmyg, men dens indhold vil for mange være både tankevækkende og provokerende – og velgørende.

Faktisk vil den være i stand til at efterlade læseren i en stor krise. Ikke en troskrise men en traditionskrise.

For hvad det var det mesteren fra Nazareth i virkeligheden lærte sine disciple, mens han harcelerede mod den religion, der havde lukket Gud inde i nogle fastlåste tankemønstre og traditioner?

Hvad var det for et perspektiv, han gav den samaritanske kvinde, da han opløste tid og sted for sand gudsdyrkelse?

Hvad var det apostlen Peter opdagede i et miljø med en anden religiøs tradition?

Hvad var det apostlen Paulus på Areopagos anerkendte hos andre, skønt de ikke kendte til Kristus?

Der er altid en åben himmel

Svend Løbner har noget på hjerte – og mere end det. Det virker mest af alt, som om han springer ud af et skab, som hans baggrund og tradition har sat sammen og som ganske enkelt er blevet for indelukket og iltfattigt for ham.

Den oplevelse er han ikke ene om.

Der er noget, der er vigtigere end tempel, tradition og teologi: Det enkelte menneskes tro og tillidsfulde forhold til den og til det, der er større end os selv.

Der er altid en åben himmel for den ærlige søger, uanset hvor, hvornår og hvilken religiøs baggrund, man har. Gud er altid større, som det hed hos de gamle.


Hvordan kommunikerer vi?

Forfatteren er optaget af kommunikation. Det får vi at vide i en lang indledning, men vi ser det også i hele måden, som den lille bog er bygget op på. Det kan godt være, vi har forskellige synspunkter på både det ene og det andet. Synspunkter vi ikke vil give køb på. Men det må aldrig udelukke den gensidige åbenhed og respekt. Det fortæller Løbner os med stor styrke i bogens tre afsnit:

Nok var kvinden ved Sykars brønd vokset op i en tradition, som jøderne foragtede, men Jesus fandt vej ind til hende.

Nok havde Peters tradition lært ham, hvad der var urent (både hvad angik mad og mennesker), men han måtte bøje sig, da han så, hvad Gud gjorde blandt dem, han ellers ikke ville kendes ved.

Nok vidste Paulus, at han trådte ind på ’afgudernes plads’ på Areopagos, men han evnede dog at placere sig selv i en position, hvor han kunne samtale med de andre.


Inkluderende eller ekskluderende

Det er afgørende for Løbner at vise, at den tro, der har Kristus som centrum, ikke er ekskluderende, men inkluderende. Det er afgørende for ham, at fortidens regler og rammer ikke bliver nutidens forhindringer for den gode og vigtige dialog mellem mennesker, der har forskellig bagage.


Stilen

Bogen er skrevet som ’tre prædikener’ og indimellem er der måske nok rigeligt af virkemidler, der er gode på prædikestolen, men knapt så effektive på skrift.

Det fratager på ingen måde tyngden i det, der er Svend Løbners anliggende: Et sandt og værdifuldt religionsmøde. Et møde, der bærer frugt, når vi tør krydse grænser og blive sårbare. Et møde der beriger os, når de næsten uoverstigelige barrierer, som historien har bygget op, bliver brudt ned og baner vej for nye åndelige erkendelser og oplevelser.