Odense Kommune har nu nedlagt 10 såkaldte ”snublesten” til minde om de danskere, der blev dræbt af den tyske værnemagt under Anden Verdenskrig.
Der er al mulig grund til at ønske Odense kommune tillykke med at processen for at nedlægge snublesten for ofre under Anden Verdenskrigs nazistiske regime også kommer til sin ret der. Netop nu har nedlæggelsen af stenene videre perspektiver.
Den 8. august blev der efter over et års forhandlinger nedlagt 10 snublesten i Odense kommune. Socialdemokratiet og Venstre havde været ængstelige ved at virkeliggøre initiativet, fordi en snublesten er en slags gravsten for et offer for nazismens forbrydelser. De mente at det eventuelt kunne forarge en beboer at have en gravsten liggende på fortovet udfor lejligheden eller huset, hvor der nu bor andre folk.
Hvad er en snublesten?
Det drejer sig om en brostenskube på ti gange ti gange ti centimeter. Brostenens overflade er beklædt med en messingplade hvorpå navn og fødselsdato står under HER BOEDE udfor det sted hvor personen sidst frivilligt havde haft sit hjem. Nedenunder står tidspunktet for anholdelsen/deportationen og nederst dødsstedet og -datoen.
Enhver, der har kære døde i sin egen personlige kreds, har erfaret hvor meget navnet betyder. Har man en grav at gå til, er det en trøst at dvæle ved det elskede navn, selvom man meget godt ved hvad vedkommende hedder. I vores uhyggelige verden er der mange der ikke har en grav at gå til, og derfor er det en kærlighedsgerning, et kunstværk af format, som Günter Demnig har taget initiativ til og gjort til virkelighed.
Tre forudsætninger
Men der skal være tre ting i orden, før en snublesten kan nedlægges:
1. Man skal have slægtningenes tilladelse. Nogen skal kende ofret – vide at der virkelig er tale om et offer for nazisternes forbrydelser.
2. Man skal have kommunens tilladelse
3. Der skal være økonomi til at lave en snublesten.
Snublestensgruppen på Fyn
Ninon Schloss, som er fra gruppen Snublesten Fyn siger:
”Som gamle undervisere mener vi, at det er essentielt, at nye generationer kan snuble over historier og opdage, at Anden Verdenskrig ikke kun var noget, der skete i Stalingrad eller andre steder. Det var også lige rundt om hjørnet.”
Gruppen er i et tæt samarbejde med Stadsarkivet i Odense, der har arbejdet for at skabe så stor variation som muligt i at mindes forskellige ofre.
Ofrene var mangfoldige
”I København er det stort set kun jøder,” fortæller Ninon Schloss, ”men i Odense er det mange forskellige ofre. Der er kommunister, modstandsfolk, politibetjente og helt almindelige odenseanere, der blev ofre for ”clearingdrab”. Det er vigtigt, at historien bliver så nuanceret som muligt.”
(Clearingdrab er mord på danske som gengæld for attentater på medlemmer af værnemagten -red.)
Den første Snublesten blev lagt ud for Hjallesevej 98 over Axel Mogens Metz, der døde i Theresienstadt af sult og udmattelse. Hans søn har været med til nedlæggelsen. Når snublestenene er så væsentlige, er det fordi dette decentrale mindesmærke kan lære os om, hvad der er foregået – og hvad der skal huskes.
Angreb på vores velbefindende
Nazismens ene formål var at udslette mennesker, som man fandt uegnede til at leve og blande sig med den ariske race af overmennesker. Man anså det for at være det endelige spørgsmål, der kunne ordnes ved at udslette, hvad man opfattede som undermennesker: jøder, romaer, kommunister og svagt begavede. Og det var de nazistiske magthavere selv, der bestemte hvem der var hvad. Det er vigtigt at vide både for os selv og vores efterkommere.
En viden – uundværlig for dagens situation
Også for vores politikere: De skal vide at de bliver husket for deres handlinger over for danske statsborgere, de uretfærdigt undlader at tage hjem til Danmark for at blive stillet for en dommer, eller de flygtninge som de uretfærdigt afviser at give asyl, eller de mennesker, de tvinger på et fly for at sende dem væk til tortur, voldtægt og død. De vil blive husket af andre folk her i landet. Før eller senere vil det også blive skolelærdom til advarsel – eller, hvis magthaverne besinder sig nu, blive til håb.
Intet medmenneske har fortjent at blive glemt. Det er Günter Demnigs lære til os i dag.