top of page

Nu kommer børnene ud af Sjælsmark

Regeringen er blevet enig med støttepartierne om, at børnefamilier skal ud af Udrejsecenter Sjælsmark i april.

Aftalen med De Radikale, Enhedslisten og SF blev landet onsdag aften. Sjælsmark er ofte kritiseret for kummerlige forhold for afviste asylansøgere, der bl.a. ikke må lave mad på egne værelser og dermed skabe et minimum af familieliv.

Men til april vil børnefamilierne få mulighed for at flytte til et nyt udrejsecenter, hvor de har lov til selv at lave mad og spise den i egen bolig. Der skal være en vuggestue på det nye center, og det skal ikke være omgivet af hegn, som Sjælsmark er i dag, skriver Politiken.

Inden nytår vil regeringen præsentere præcis hvor familierne flyttes hen.

Mens Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti kritiserer regeringen for at slække på den stramme udlændingepolitik, jubler andre politikere. Integrationsminister Mattias Tesfaye har videresendt et tweet fra De Radikales Morten Østergaard:

– Endelig! Børn i Danmark skal ikke hegnes inde. Og nu kommer børnene på Sjælsmark endelig væk fra den gamle kasserne. Mint kommer hjem. Lindholm er droppet. Sjælsmark under afvikling. Det er nye tider i Danmark. Værdigheden vender tilbage.

Han retweetede også Enhedslistens Rosa Lunds tweet:

– Børnene kommer ud af Sjælsmark til april. Men vigtigst af alt de skal bo et sted uden hegn, uden kriminalforsorgen, og med fritidsaktiviteter og mulighed for at lave mad med familien. Tak til alle der har kæmpet for børnene.

bottom of page