Ny bog analyserer 250 års børnefortællinger

En analyse af børneprofiler i nordisk litteratur siden 1750 viser en udvikling af antiautoritære børn til stærke flygtningebørn og humoristiske klimakrigere.



Danmarks tidligere statsminister Jens Otto Krag elskede litteratur, men et af hans første møder med den endte i skuffelse.

I selvbiografien Ung mand fra trediverne fortæller Krag om sin strenge lærerinde, der skældte ham ud, fordi han havde forfattet et digt i marginen på en salmebog. Digtet lød “Da Jesus op af graven stod / han spiste på en gulerod”, og årtier senere huskede han stadig stoltheden over rimet og skuffelsen over den manglende opbakning fra lærerinden.

Sådan indleder Aarhus Universitetsforlag omtalen af den seneste udgivelse i serien Children’s Literature in the Nordic World, som gennemgår 250 års nordisk børnelitteratur med fokus på den danske af slagsen. Det er Nina Christensen og Charlotte Appel, der udforsker danske børns læsekulturer fra omkring 1750 og frem til i dag.


Stærke flygtningebørn og humoristiske klimakrigere

Ved at følge udviklingen af det anti-autoritære, selvstændige og handlekraftige barn i og omkring børnelitteraturen skaber bogens to forfattere en større fortælling om, hvordan Nordens børnelitteratur formidlet via forskellige medier er vævet tæt sammen med de nordiske landes udvikling hen imod nutidens velfærdssamfund.

Det bliver en fortælling om alt fra fantasifulde børnekarakterer i H.C. Andersens eventyr til nutidens stærke flygtningebørn og humoristiske klimakrigere. Og så skal vi selvfølgelig ikke glemme Pippi Langstrømpe, der ved at latterliggøre den sorte skoles rigide regler og hierarkier, sætter voksne på rette plads.


Indsigt i Nordens historie, kultur og værdier

Children’s Literature in the Nordic World er den fjerde udgivelse i Aarhus Universitetsforlags engelsksprogede serie, The Nordic World, som udgives i samarbejde med amerikanske University of Wisconsin Press. I bøgerne undersøger topforskere fra universiteter og øvrige læringsmiljøer i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island regionens historie, kultur og værdier. Hver titel i serien fokuserer på et grundlæggende element ved Nordens samfund, og tilsammen giver de en unik indsigt i Nordens samfundsmæssige struktur.