I en ny bog fortæller 15 unge om at vokse op med flerkulturel baggrund og føle sig danske på deres egen måde. I bogen vises paralleller mellem erfaringerne fra mindretallene i det dansk-tyske grænseland og andre kulturelle, nationale og sproglige mindretal i Danmark.
Hvad har dansk-tyske Sophie, dansk-palæstinensiske Mohammed og dansk-estisk-fransk-polske Etienne tilfælles? De er alle vokset op med flere sprog og kulturer og oplever selv deres flerkulturelle baggrund som en fordel. Men de har også kæmpet med at finde deres identitet i en dansk sammenhæng, hvor flertallet ofte stiller spørgsmålstegn ved deres identitet og tilhørsforhold.
Om at finde sig selv og sin identitet I en ny bog, ’Danskerne findes i mange modeller’, fortæller 15 unge danskere om at vokse op med flere kulturer og finde sig selv og sin identitet. De unge er alle en del af Grænseforeningens Kulturmødeambassadører – et korps af unge, som besøger uddannelsesinstitutioner og private virksomheder og fortæller deres livshistorier. Formålet er at skabe forståelse for mindretal og debat om danskhed og national og kulturel identitet.
Der er tale om unge med bl.a. dansk-somalisk, dansk-grønlandsk, dansk-afghansk, dansk-syrisk-kurdisk, dansk-irakisk, dansk-vietnamesisk og dansk-ghanesisk baggrund, og nogle er født i Danmark, mens andre er kommet til Danmark som børn eller unge. Men på tværs af den store forskellighed er der slående ligheder, som blandt andet handler om, at andres blik på ens baggrund er afgørende for, hvordan man opfatter sig selv. Nedenfor er et uddrag af bogen ’Danskerne findes i mange modeller’, som udkommer på forlaget Frydenlund:
Mohammed Abou El Kheir er født 1996 i Nordsjælland i en familie
med palæstinensisk oprindelse
Mohammed: ”Diskrimination har ingen grænser”
Mine oplevelser med Kulturmødeambassadørerne har givet mig meget håb. Erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland viser, at det kan blive bedre. Der har været perioder med diskrimination og fjendskab, men det er blevet helt anderledes. Umiddelbart kan man tænke, at det ikke kan sammenlignes, for danskere og tyskere er jo stort set ens; der er ingen etniske forskelle. Men ved at være en del af Grænseforeningen og møde Kulturmødeambassadører fra de dansk-tyske mindretal har jeg virkelig fået indsigt i, at diskrimination ikke har nogen grænser – det strækker sig langt videre end til det, man kan se. Udsende kan være en årsag til diskrimination, men diskrimination opstår på baggrund af alt, der kan skille os ad. Alt, der kan gøre os forskellige, kan være kilde til diskrimination – om du er brun blandt hvide eller dansk eller tysk mindretal. Når jeg har hørt deres fortællinger, har jeg virkelig kunnet relatere til dem. Men de har også givet mig håb, fordi deres fortællinger har vist, at tingene kan blive langt bedre.
Sophie Hoffmann, født i 2001 i Düsseldorf, flyttede til Nordtyskland som treårig og har gået i dansk børnehave, grundskole og gymnasium i Nordtyskland. Flyttede til Odense i september 2020 for at studere
”I min familie har vi ingen klar grænse mellem dansk og tysk
Da jeg var barn, var der ikke rigtig nogen danske traditioner hjemme i familien. Men der er kommet lidt til efterhånden. Vi begyndte f.eks. at bruge jule- og påskepynt, som man kender det i Danmark, f.eks. nisser og sådan noget til jul. Vi laver også pebernødder. Men vi fejrer også Skt. Nikolaus Dag, sådan som man gør overalt i Tyskland. Så får alle børn en sok med noget slik og måske en gave. I min familie trækker vi ikke nogen klar grænse mellem danske og tyske traditioner og kultur, men der er nogle ting, vi har valgt bevidst til fra det danske. For et par år siden købte vi f.eks. vores første dannebrog og fik en flagstang i baghaven. Det føles naturligt for os at flage med det danske flag, for nu har jeg jo været en del af det danske system og danske institutioner i 13-14 år, så vi har fået en følelse af tilknytning til det danske. Og ikke mindst nu, hvor jeg er flyttet til Danmark, synes mine forældre, at det er rart at have et synligt dansk symbol derhjemme.
Jeg kendte ikke ret mange danskere, før jeg kom til Odense. Men her på studiet har jeg selvfølgelig lært mange danskere at kende, og jeg har mødt flere med minoritetsbaggrund. Jeg kan godt genkende den der følelse af splittelse; man føler sig hjemme i Danmark, men savner også det andet, fordi det er en del af en.
Nanke Nicolaisen, født 1992 i Tinglev i Sønderjylland i en familie, der har været en del af det tyske mindretal i generationer. Har gået på tysk børnehave og tysk skole, på dansk efterskole og dansk gymnasium og læser nu i København
”Det tyske er en kæmpe styrke for mig
Jeg tror ikke, at jeg får min kæreste til at flytte til Sønderjylland; han er vokset op på Østerbro i København og vil gerne bo i en storby. Og jeg er superked af, at jeg nok ikke kommer til at give det sønderjyske sprog videre til vores kommende børn. Jeg tænker, at det bliver for svært at lære dem både dansk, tysk og sønderjysk, hvis vi ikke bor i Sønderjylland. Og skal jeg vælge, må det blive det tyske, jeg giver videre. Det tyske er en kæmpe styrke og ressource for mig, og det sønderjyske er bare en stor del af, hvem jeg er. Selvom der var ting i min barndom og skolegang, der var lidt svære, så ville jeg ikke have været det foruden, for hvis mine forældre ikke havde gjort noget for det, havde jeg mistet det tyske. Vi havde det også godt i vores boble; det var bare godt at komme ud i verden på et tidspunkt – med alt det i bagagen, som jeg havde fået i mindretalsboblen.
Malene Fenger-Grøndahl:
Danskerne findes i mange modeller
Forlaget Frydenlund, 2021
Dette er uddrag af en artikel i Grænsen.dk og bragt med tilladelse.