top of page

Ny bog viser vej ud af klimadepression

24 forfattere er gået sammen om en antologi, der motiverer klimabekymrede danskere til handling.



Det er endnu ikke gået op for mange, at verden står over for en klimakatastrofe af dimensioner, hvis vi ikke bremser udledningen af CO2 og finder en ny livsstil, der tager hensyn til naturen og bevarer den for kommende generationer. For de fleste fyrer stadig med gas, kører fortsat i benzinbil og spiser kød som de plejer.


Hvad skal der til, for at vi bremser op og gør noget? Det vil en ny antologi hjælpe os med. ”Klima, tro, håb og handling” hedder bogen med 24 bidrag fra teologer, psykologer, antropologer og sociologer. Et digert værk, der kræver sin tid, hvorfor vi her kun fokuserer på to af artiklerne.


Hvor skal vi begynde?

Niels Henrik Gregersen er professor i systematisk teologi ved Københavns Universitet og udfolder det psykologiske landkort med jubeloptimisten på den ene side og katastrofepessimisten på den anden. Ingen af delene gør noget ved klimaproblemet, fordi de enten negligerer det eller opgiver det.

Men midt på kortet mødes optimismen og pessimisten i det, Gregersen kalder halvoptimisten og halvpessimisten. ”Begge er klar til at se problemerne i øjnene og søge løsninger,” skriver han (s. 43).

Man kunne også kalde begge parter for klimarealister. Men spørgsmålet står stadig og blafrer i vinden: Hvordan søger vi løsninger, og hvor skal vi begynde?


Basal kærlighed til verden

Her kommer teologen så på bane: Vi skal glæde os over Guds skaberværk, for ”kun skabelsesglæden kan motivere os” (s. 45). Vi skal gnide øjnene vågne og få øje på naturen som udtryk for Gud selv. Vi skal indse, at Guds ord ikke blot er bogstaver i Bibelen, men at Gud også taler gennem mineraler, planter, dyr og mennesker.

Skal vi kunne bremse op og ændre livsstil, må det ske med en positiv motivation – kærlighed – og ikke på en negativ baggrund – frygt. ”Vi skal finde frem til en basal kærlighed til verden,” skriver Gregersen (s. 46).

Han tager livtag med den livsfjerne teologi, der ser Gud som højt hævet over Jorden og mennesker som kastet ud i en gudløs verden. I stedet plæderer han for en Gud, som er til stede i alt, som har skabt verden og er engageret i den og giver alting liv. ”Vi er således ikke kastet ud i en fremmed verden… Vi er velkomne i verden” (s. 51).

Derfor kan vi håbe, at Gud som skaber vi give os ”den opfindsomhed, der måtte ligge i naturens regenerative kraft, og den opfindsomhed, som vi mennesker måtte nå frem til gennem teknologiske innovationer” (s. 53).


At rumme menneskers klimasorg

I den anden artikel, vi sætter fokus på her, optræder ordet ”klimasorg” ret ofte. Teolog og tidligere miljøminister Ida Auken fortæller om dengang hun som 22-årig blev klar over klimaforandringernes konsekvenser og lagde sig i fosterstilling i lang tid efter den erkendelse. Indtil en ven sagde: ”Sådan kan du ikke leve dit liv! Du skal leve og få børn, der bliver klimaaktivister, som kan gå ud og gøre verden til et bedre sted!” Det var det, der fik mig ud af sorgen,” fortæller hun og konkluderer:

”Og jeg er helt sikker på, at handling er vejen ud af klimadepression.” (s. 201)

Thomas Høg Nørager er sognepræst og initiativtager til såkaldte klimasorggrupper i Stefanskirken på Nørrebro. Han fortæller i samme artikel, hvad de uoverskuelige klimaproblematikker gør ved os mennesker, og hvordan kirken som frirum kan ”rumme menneskers klimasorg og sende den enkelte ud i verden med mod på at gøre en forskel” (s. 195).

Da klimaaktivister bankede på Stefanskirkens dør og spurgte, om de måtte holde møde i kirken, blev Nørager glædeligt overrasket over begrundelsen: ”Kirkens rum kan holde til sorg. Kirkens rum kan også holde til tvivl,” sagde aktivisterne, der tydeligt havde brug for et neutralt refleksionsrum til at komme til afklaring i dilemmaet: ”Hvordan kan man leve med, at man selv er en del af klimaproblemet, når man gerne vil forandre verden,” som Ida Auken udtrykker det (s. 197).


Acceptér dobbelt identitet

Og hvor skal man så starte her? Begynd med at tilgive dig selv, sige Auken og foreslår så det særlige ved kristendommen, at mennesket har en dobbelt identitet: ”Det vi teologisk kalder vores syndighed og vores gudbilledlighed.” Begge dele, de lyse og mørke sider, lever side om side. Det er netop ved at tilgive os selv og tro på det guddommelige, vi kan komme ud af starthullerne og dreje de små hjul i det store maskineri.

Thomas Høg Nørager vil hellere kalde klimasorggrupper for klimaomsorgsgrupper, for ”når det er omsorg, bliver det til en samtale, der bevæger os” (s. 198). Og dér, hvor vi skal hen, er med teologen Ole Jensens ord ”agtelse for naturen”.

Derhen kommer vi kun, hvis vi ser os selv som en del af naturen, tilføjer Ida Auken, og ”tro på, at selv om vi mennesker har skabt en masse problemer, kan vi også skabe løsninger” (s. 200).


Det lille livshjul flytter det store

Så er vi tilbage i klimarealismen, hvor den enkelte kan tage fat et sted, bremse op, ændre livsstil, spise mindre kød osv. og se de små ændringer som et lille bidrag til den store verdens forvandling.

Det handler nemlig om to livshjul, som griber ind i hinanden; det store livshjul er hele den vide verden, det lille den enkeltes nære livsverden. Det enkelte menneske kan ikke overskue virkningerne af det store hjul, og synes slet ikke at det rigtig flytter sig, men det gør det, hvis alle små hjul i systemet drejer rundt.

Det giver håb og motivation til handling.


Klima, tro, håb og handling – Natursyn og kristendom er redigeret af Kristine Kaaber Pors, Kirsten Grube Juul, Elisabeth Knox-Seith og Bent Bjerring-Nielsen og udgivet for forlaget Eksistensen.

Comments


bottom of page