Ny lysfest ved Udrejsecenter Kærshovedgård for humanisme, næstekærlighed og menneskerettigheder
Mellem 70 og 90 borgere fra lokalområdet og fra resten af landet samledes den 9. november 2018 – på 80-årsdagen for Krystalnatten – til lysfest foran Udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast for at markere, at de ønsker en anden retning i dansk politik end den nuværende.
”En retning, hvor menneskerettigheder ikke er et partipolitisk spørgsmål, men et helt selvfølgeligt grundlag for enhver politik. En retning, hvor ingen mennesker får lov at sygne hen på et udrejsecenter i et retsligt ingenmandsland,” skriver initiativtagerne, som samtidig inviterer til en ny lysfest på dette grundlag.
Endnu en lysfest – ”og det bliver ikke den sidste”
”Nu mødes borgerne igen foran Kærshovedgård – for der er stadig brug for at tage afstand fra de forhold, som beboerne lever under,” skriver initiativgruppen forud for lysfesten den 14. december – og fortsætter:
”Beboerne på Kærshovedgård mødes fortsat af en hetz fra dele af pressen og fra højreekstreme grupperinger, og fremtrædende politikere taler fortsat om menneskerettigheder som noget, der kan fravælges. Det vil vi ikke acceptere, og derfor var den ene lysfest på Krystalnatten ikke tilstrækkeligt. Der er behov for fortsat at markere, at uanset hvad man måtte mene om placeringen af centeret og betydningen deraf for lokalområdet, så kan vi ikke som mennesker acceptere en løsning, der ikke har menneskerettigheder, humanisme og næstekærlighed som sit grundlag. Vi mødes derfor igen – og det bliver ikke den sidste gang.”
Ved lysfesten taler John Jørgensen, manden bag fiskerlussing.dk, som han oprettede, efter at hans video med en god gammeldags vestjysk opsang til politikerne gik viralt.
“Den måde vi behandler hinanden i samfundet, er ikke menneskeværdig,” udtaler John. ”Den er heller ikke os værdig. Det, der skal til, er et andet menneskesyn, så vi kan behandle hinanden ordentligt.”
Lysfesten holdes fredag den 14. december 2018, kl. 19-20, ved Udrejsecenter Kærshovedgård, Kærshovedgård 17, 7430 Ikast.
Der vil være kaffe/te og kage samt mulighed for at købe fakler.
Læs mere
• Ny demonstration ved Kærshovedgård, TV2 Midtvest, 09-11-2018
• Lysgudstjeneste i Københavns Domkirke: Bøn for verdens flygtninge, Sameksistens.dk, 11-12-2018
#fiskerlussing #afvisteasylansøgere #JohnJørgensen #Kærshovedgård