Ny rapport kritiserer dansk asylpolitik

SOS Racisme er udkommet med en rapport om problematiske sider af dansk asyl- og flygtningepolitik.

Sina Ahmad, hendes mand Karwan og parrets datter, som Sina er skilt fra, fordi hun skal opholde sig på Kærshovedgård. (Privatfoto)

En ny rapport redegør for problematiske forhold i dansk lovgivning om afviste asylansøgere og dansk asyl- og flygtningepolitik i det hele taget. Rapporten sætter desuden den aktuelle asylpolitik i historisk perspektiv. Rapporten er udarbejdet af foreningen SOS Racisme med speciallæge ph.d. Anne Nielsen som forfatter. Formålet med rapporten er at minde læseren om Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2 – retten til livet, og artikel 3: ingen må underkastes tortur, ej heller umenneskelig, nedværdigende behandling eller straf. Rapporten henvender sig til alle med interesse for at konventionerne bliver bevaret: ”Vi må ikke glemme vores ansvar over for de afviste asylansøgere, der i denne tid lider endnu mere end ellers,” siger Anne Nielsen i rapporten.

En skærpet og brutaliseret flygtningepolitik Rapporten beskriver nogle træk i dansk asylpolitiks udvikling siden 1930’erne og de aktuelle initiativer for at få sendt asylsøgere tilbage til hjemlandet. Den påviser en tiltagende ligegyldighed over for flygtninges og udlændinges menneskerettigheder. I de sidste 20 år har Danmark skærpet sin politik over for udlændinge, asylansøgere og flygtninge. Særligt i de sidste fem år er behandlingen af afviste asylsøgere blevet brutaliseret. Netop i denne pandemi-tid ønsker forfatteren at råbe vagt i gevær, så disse mennesker der har behov for beskyttelse, ikke bliver glemt. Rapporten er fuld af værdifulde oplysninger. Anne Nielsen informerer detaljeret om de straffe og vilkår, som flygtninge og fremmede bliver underkastet. Hun peger med sin rapport på at menneskerettighederne også skal gælde for afviste asylansøgere, og hun afslører forholdene både i udrejsecentrene og i Udlændingecenter Ellebæk.

Det historiske perspektiv Rapporten ser migrant- og flygtningepolitik i et historisk perspektiv og viser således, at Danmark inden Anden Verdenskrig var nærmere vores nuværende taktik, end i tiden efter besættelsen: Før Anden Verdenskrig flygtede mange fra Nazityskland til de danske grænser for at søge asyl i Danmark, men de fleste blev afvist. Faktisk var det kun meget få, der fik asyl. De fleste af de afviste endte i nazisternes dødslejre, hvor de omkom. I 1943, da den danske regering var gået af, satte Nazitysklands jødeforfølgelser ind også hos os. 472 mænd, kvinder og børn fanget og deporteret til Theresienstadt. Men takket være Sveriges gæstfrihed og modige mennesker i den danske befolkning lykkedes det at redde de fleste danskere af jødisk herkomst. Denne redningsdåd blev Danmarks stolthed. Den gjorde Danmark berømt og fremhæves stadig af andre lande. Efter krigen underskrev Danmark FN’s Flygtningekonvention som et af de første lande og var i de følgende år en ivrig fortaler for menneskerettigheder. Her var hele det politiske spektrum i Danmark enigt.

Fortaler for menneskerettigheder Dér blev vi i de følgende år: I 1956 stiftedes Dansk Flygtningehjælp, samtidig med at regeringen sendte tog til Østrig efter ungarske flygtninge i anledning af opstanden mod Sovjetunionens voldelige reaktion på den ungarske opstand. De ungarske flygtninge blev modtaget med klapsalver af borgerne på stationerne, efterhånden som de kom frem. I årene 1978-85 blev tidligere statsminister Poul Hartling FN’s flygtningehøjkommissær. Det var nogle år, hvor der var almindelig enighed blandt Folketingets partier om at Danmark skulle hjælpe flygtninge, så godt vi formåede. Der kom da også flygtninge fra mange forskellige lande i Østeuropa, Latinamerika, Asien og Afrika, bl.a. Vietnam, Tyrkiet, Polen, Palæstina, Afghanistan, Irak, Iran, Sri Lanka og Somalia. I 1983 vedtog man en udlændingelov der gav udlændinge ret til at søge asyl i Danmark eller ved en dansk ambassade og definerede flygtninges rettigheder i overensstemmelse med FN’s flygtningekonvention. Og i 1990’erne hjalp Danmark også bosniere, kosovarer og andre fra det tidligere Jugoslavien.

Mentalitetsforråelse Det er på den baggrund, rapporten skildrer de sidste 20 års stramninger og afvisninger af flygtninge og migranter. Rapporten giver dermed dagens politik et særlig uhyggeligt perspektiv, der leder os tilbage til de tider, hvor vi skubbede mennesker tilbage til den visse død. Det er så meget mere skændigt, som myndighederne undlader at følge med i, hvad der sker med de mennesker, som de har afvist eller tvangsudsendt.

Hjemsendelsesplaner i en Coronatid Så vidt vides, har ingen andre EU-lande hjemsendt folk til Syrien. Danmark er i øjeblikket ved at behandle ca. 900 sager om syrere fra Damaskus-området i den hensigt at sende flygtninge tilbage dertil. Det sker selv om Danmark ikke har nogen hjemsendelsesaftale med Syrien, og selv om det ifølge UNHCR ikke er sikkert at tilbagesende dem. P.t. er det desuden vanskeligt at tvinge nogen ud på grund af Corona.

Flygtninge kriminaliseres Mange politikere- og pressen – omtaler de afviste og udviste som kriminelle, viser rapporten. Man har indrettet udrejsecentre, hvor flygtninge indkvarteres administrativt og med opholds- og meldepligt. Centrene drives af Kriminalforsorgen som en slags fængsler, fx Kærshovedgård og Sjælsmark, delvist Avnstrup og Ellebæk. Men det er slet ikke kun kriminelle der bliver sendt hen til disse steder. De mennesker, vi taler om, bliver kriminaliseret: Der føres et strafregimente med voldsomme straffe; få dages fravær uden tilladelse kan medføre lange fængselsdomme. Disse straffe var oprindelig tiltænkt ”kriminelle udvisningsdømte” – dvs. udlændinge, der havde afsonet deres dom for rigtig kriminalitet, og som oveni var blevet udvist af Danmark, samt folk på ’tålt ophold’, som ikke kunne udsendes. I dag vil straffene efterhånden ramme de fleste i udrejsecentrene, for efter to idømte straffe for overtrædelser af en opfundet ’opholds- og meldepligt’ går anklagemyndigheden efter fængselsstraf. Derefter forvandles de afviste flygtninge til ”kriminelle udvisningsdømte”. I virkeligheden har hverken pligterne eller straffene andre formål end at gøre tilværelsen så utålelig som muligt for de udviste for at få dem til at forlade Danmark, også selv om tilbagesendelse til hjemlandet for mange af de udviste vil overtræde menneskerettighedernes artikel 2 og 3. Det drejer sig nemlig om mennesker, der ikke kan være i sikkerhed i deres hjemland.

Grelle eksempler Rapporten giver flere grelle eksempler: Et eksempel på et grelt tilfælde af utålelighed er den 5-årige dreng i Sjælsmark, der ikke måtte få kartofler eller broccoli til aftensmad, fordi det var forbeholdt børn under 2 år. Faderen havde optaget forløbet på sin mobiltelefon for at beskytte sig mod en fængselsdom. Siden er børnefamilierne flyttet til Avnstrup, der ikke har høje hegn omkring. Men Avnstrup ligger helt isoleret, og børnene har fortsat ikke ret til at gå i folkeskolen, som ville kunne lade dem se en mere normal del af Danmark. Et andet eksempel er Sina, en mor til to småbørn, hvis yngste barn var et år gammel og stadig blev ammet. Hun blev tvunget til at bo i Udrejsecenter Kærshovedgård, men brød opholdspligten for at tage sig af sin syge datter, de bor hos faderen. Moren blev straffet med fængsel i ti dage, hvor hun ikke kunne se sine børn. Det førte til psykiske problemer, selvmordsforsøg og yderligere fængsling i surrogat. Det er i sådan et tilfælde, rapporten indirekte spørger om, hvem der egentlig er mest kriminel: en mor, der forsømmer sin opholdspligt og andre pligter for at tage sig af sine syge børn, eller de politikere, der – i strid med Menneskerettighedskonventionen – har stemt for indførelse af formålsløse og ødelæggende pligter og helt uproportionelle straffe for de udlændinge, der overtræder dem.

Anne Nielsens rapport kan læses her. Sinas historie kan høres her.