I rapporten ”Velbegrundet frygt” giver Michala Bendixen indsigt i flygtninges vilkår og Udlændingestyrelsens svigt i asylsager.
“Det er ikke nogen hemmelighed, at i US (Udlændingestyrelsen, red.) får man ikke point for at give tilladelser, man får point for at give afslag. Det er sådan, det er. Og hvis du gerne vil have en divergens, så kan du simpelthen finde en divergens til lejligheden (…)”
Det udtaler en tidligere sagsbehandler i Udlændingestyrelsens asylafdeling i en ny rapport om troværdighed og risiko i asylsager.
Rapporten er skrevet af Michala Clante Bendixen, der har beskæftiget sig med flygtninge igennem 14 år. Hun har opbygget organisationen Refugees Welcome, som tilbyder juridisk rådgivning til flygtninge, og informationssiden REFUGEES.DK. Hun er desuden dansk landekoordinator for Europakommissionens integrationshjemmeside EWSI. I 2014 modtog hun som den første Menneskerettighedsprisen.
Der må tages højde for traumer
I rapporten ”Velbegrundet frygt – om troværdighed og risiko i asylsager” giver hun sagsbehandlere af enhver art indsigt i flygtninges forhold og systemets mangler i forhold til asylsager.
“Det er meget vigtigt, om ansøger er traumatiseret,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen, tidl. medlem af Flygtningenævnet, og fortsætter i rapporten: ”Der er jo helt afgørende forskel på, hvordan man har mulighed for at udtrykke sig. (…) Det er svært at vurdere, om der bliver taget højde for det i tilstrækkelig grad, og det er klart en bekymring.”
Rapporten er blandt andet baseret på en række kvalitative interviews og diskussioner med herboende flygtninge, udlændingeretsadvokater, tidligere nævnsmedlemmer, forskere, sagsbehandlere, tolke, andre NGO’er og Udlændingestyrelsen. Forfatteren gør klart, at mennesker kun skal have asyl, hvis de er i fare i deres hjemland.
Er afgørelserne grundige og korrekte?
”Men hvordan vurderer de danske myndigheder, om folk taler sandt, og hvor farligt der er i deres fjerne hjemland? Er afgørelserne grundige og korrekte?” spørger Michala Bendixen. ”Det er kompliceret at afgøre en asylsag – der er absolut ikke tale om en eksakt videnskab og sort/hvide svar,” tilføjer hun.
Rapporten indledes med et faktuelt og neutralt kapitel 1, som forklarer den danske procedure og hele asylbegrebet for lægmænd. I kapitel 2 og 3 påpeger forfatteren mere subjektivt en række svagheder i, hvordan vurderingen foretages, og en kritik af de danske afgørelser set i forhold til resten af EU og de internationale anbefalinger. I kapitel 4 præsenteres 10 anbefalinger til forbedringer.
Rapporten henvender sig til alle, der gerne vil vide mere om asylsagsbehandling – enten via deres arbejde som journalister, politikere, integrationsmedarbejdere, sproglærere – eller som frivillige kontaktpersoner, naboer, aktivister. Den er skrevet i et lettilgængeligt sprog og fyldt med citater, korte eksempler, uddrag fra afgørelser og illustrative grafer.
10 forslag til forbedringer
Ifølge forfatteren er det væsentligste problem, at sagens udfald i for høj grad afhænger af tilfældigheder og af de enkelte personer, som medvirker. Ansøgerens profil, sagsbehandlernes og beslutningstagernes viden og holdning, tolkenes kvalitetsniveau, den politiske stemning i landet. Derfor har hun 10 forslag til forbedringer:
1. Uddannelse og certificering af tolke 2. Bedre screening for sårbare personer 3. Vurdere alle aspekter i en asylsag samlet 4. Udvikle en helt ny alderstest i Norden 5. Deltage i EUs fælles asylpolitik og arbejde på at ændre Dublin-aftalen 6. Uafhængig information til ansøger om proceduren, rettigheder osv. 7. Færre og kortere interviews med en anden struktur 8. Lydoptagelse af interviews 9. Bedre oplæring af sagsbehandlere 10. Ændre konstruktionen og retssikkerheden i Flygtningenævnet.