Ny rapport viser stigende digitalt medieforbrug i Danmark
Samtidig med, at danskernes digitale medieforbrug stiger, tager Google, Facebook og LinkedIn en stadig større andel af annonceomsætningen. Disse og flere andre emner bliver behandlet i Kulturministeriets årlige medierapportering.

Modelfoto: Unsplash
Mens tidsforbruget på traditionelle medier som flow-tv og radio går tilbage, stiger danskernes forbrug på digitale medier som streaming af tv-indhold, brug af mobil og brug af internettet via en computer. For eksempel brugte danskerne i 2020 1 time og 16 minutter på at streame film, serier og videoklip ”i går” – en stigning på 27 minutter i forhold til 2016. I samme periode er danskernes brug af mobiltelefonen steget med 25 minutter og brugen af internettet via en computer med 12 minutter.
Det viser Rapportering om mediernes udvikling i Danmark 2021, der udgives af Kulturministeriet.
Rapporten viser, at de tre udenlandske aktører, Google, Facebook og LinkedIn, i 2020 stod for 42 % af den samlede annonceomsætning i Danmark. Dette er en stigning i forhold til 2019, hvor de tre aktører tilsammen stod for 38 % af annonceomsætningen (korrigeret for den generelle prisudvikling).
"Milliarder af kroner i annonceomsætning, som før gik til danske medievirksomheder, og hvoraf en stor del blev brugt på at lave journalistik, går nu til techvirksomheder i udlandet. Derfor har vi i de kommende medieforhandlinger en opgave med at styrke vores regionale medier, som jo er presset af tabte annonceindtægter. Og så er der her en udfordring på den længere bane med at få techvirksomhederne til at bidrage mere til fællesskabet”, siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen og tilføjer:
”I medieforhandlingerne skal vi også styrke dansksproget indhold og public service, så vi har en tilstrækkelig modvægt til den stigende magt, techgiganterne har over den offentlige samtale. Det handler om at beskytte vores demokrati."