Tidsskrift fra Det Poetiske Bureau frister til genlæsning. Flere gange, skriver anmelder.
Modelfoto: Unsplash
Netop i denne tid med pandemi trænger vi mere end nogensinde til kunst og kultur. Især nu, da vi er tvunget til at se hele vores jordklode angrebet af sygdom og død, hvor vi vender os hen.
Det har altid været kunstnerens og præstens kald at fortolke livet i netop dét lys. Men ved godt helbred og materiel fremgang tænker ikke alle på det.
Netop nu er det derfor en særlig gave at kunne læse og fordybe sig i digternes sprog, der borer sig ind i sindet og med sin styrke bliver en solidarisk hjælp, en øjenåbnende ven.
Det er i den situation, Det Poetiske Bureaus tidsskrift skal hilses velkommen. Allerede omslaget lokker hen til en god stol: Edith Södergrans omslagsbillede af en stue er blevet bearbejdet med ild i pejsen.
Skriftens styrke
Den første del af tidsskriftet er digte, poesi i strofer, som man kan lære sig og huske på, gå i sin daglige dont og nyde:
”Selv om Gud har bygget rede / under vores ribben / leder vi stadig efter hende / i overbelånte templer og kirker.” (Albert Hytteballe Petersen)
Og digtet skal være et redskab til at nå læseren:
”Mit digt skal med møje grave sig frem / Gennem århundreder / Og forblive tungt, hårdt og væsentligt / Som en vandledning ind i vore dage” (Majakovskij citeret af Thomas Pedersen efter en svensk oversættelse.)
”Der er ikke plads til mennesker i eksperternes statistikker, for eksperterne er koblet op med maskinverdenens spøgelse. Ånden har forladt den synkende skude…” (Søren Kristoffersen)
”Poetisk magt, hård poesi.” (Søren Kristoffersen)
Rejse i Spanien og Frankrig
I halvfjerdsernes Spanien runger lyden af terroristers mordvåben i trods mod de politiske tilstande, der rammer både fjende og kammerat i ubønhørlige drab:
”Det var vores tid, der førte os bag lyset.” (Fra Alexis og historiens fornuft af José Mateos)
Lige dér, hvor mennesket bliver ført bag lyset, kurer forståelsen for de menneskelige vilkår hurtigt og intakt tilbage til Den Spanske Borgerkrig og endnu længere, til Versaillestraktaten i Frankrig i 1919. Et brev fra den ene franske skribent til den anden: Simone Weils’ (1909-43) brev til Georges Bernanos (1888-1948):
”Jeg var ti år ved Versaillestraktaten (1919). Indtil da havde jeg været patriot med hele barnets begejstring, der lever i krigstid. Den vilje til at ydmyge den besejrede fjende, som overalt strømmede over i det øjeblik (og de følgende år) på en så afskyelig måde, helbredte mig én gang for alle for denne naive patriotisme. De ydmygelser, der blev påtvunget af mit land, er mere smertefulde end dem det må gennemlide.” (Simone Weil.)
Stank af borgerkrig
Om borgerkrigen og de to skribenters fælles holdning skriver hun:
”Jeg genkender denne stank af borgerkrig, af blod og rædsel, som Deres bog emmer af.”
Deres to fronter kæmpede mod hinanden, Simone Weil kæmpede sammen med regeringstropperne, mens Georges Bernanos var på oprørernes, frankisternes side, og selv om de altså banalt set skulle være fjender, får deres fælles erfaringer på hver sin side hende til at skrive:
”Efter at jeg har have været i Spanien og hører, læser alle slags overvejelser om Spanien, kan jeg ikke citere nogen, undtagen Dem alene, som, så vidt jeg ved har været neddykket i den spanske borgerkrigs atmosfære og har modstået den (…) De er mig uden sammenligning nærmere end mine aragonske kammerater i militsen – disse kammerater, som jeg dog elskede.” (Simone Weil)
Den absurde komiske tragedie:
Tidsskriftet bringer til sidst et skuespil i fem akter, Maskeballet.
Hele vanviddet i den Amerikanske kongres i de sidste år, og i dansk kultur og politik udsættes for et kaudervælsk af latin, engelsk, dansk – ja, al landsens sproglige udladninger.
Hele vores verden med overtro, magtbegær og spræl uden jordforbindelse latterliggøres, og stykket ender således:
”Parabolcelcius ridser et enkelt ord med en lille sten på bunden af en plastikkop: ”Løgnere!”” (Martin Kargaard Thomsen), og så er det slut, og stykket kan begynde forfra.
Skriftet har med sine 58 sider stof til at ledsage både ham i karantæne og hende i lænestolen, der blot vil tilkæmpe sig en stund i godt selskab. Og der er så meget sprog i alle teksterne, at de frister til genlæsning. Flere gange.