’Olietøndernes mester’ vil forandre verden

Af Svend Løbner

Lyden er på en gang sprød og blød. Tonerne skiftevis afløser og blander sig med hinanden i autentiske harmonier, der fremkalder billeder af salte strande, vajende palmer, pavilloner af bambus og udskænkning af eksotiske drikke.

Men vi er ikke på De Caribiske Øer. Tonerne svæver derimod ud af vinduerne i en helt almindelig lejlighed i et gråt boligkompleks i Aarhus. Ringeklokken er svag, trapperne er slidte, og dørkarmene har set bedre dage. Det er først, når manden med den mørke lød og det brede smil lukker op, at der igen strømmer eksotisk stemning den besøgende i møde.

Varmede op for Bob Dylan

Gregory Boyd kommer fra de amerikanske sydstater, og fra den beskedne lejlighed i Viby ved Aarhus turnerer han Danmark og verden rundt med sine olietønder. For det er olietønderne – på amerikansk steel pans – der afgiver den bløde og sprøde lyd. I Gregory Boyds trio med trommer og bas modtager publikum et solidt lydtryk af blues og jazz garneret med virtuose præstationer fra manden, som Rythm Music Magazine kalder Steel Drum Master – Olietøndernes Mester. Han har varmet op for Bob Dylan, Macy Gray, og delt scene med Neville Brothers, Doctor John og Sun Ra og Kool and the Gang. Medlemmer af disse bands har i årenes løb formet i hans karriere. Herhjemme har han spillet sammen med kunstnere som Peter Bastian og Lasse Helner og Kim Menzer.

I et hjørne står to store trommer på et stativ. Det er først, når man nærmer sig og kigger ned i dem, at man opdager, hvordan de adskiller sig fra almindelige trommer.

Gregory Boyd forklarer:

– Mine trommer er lavet af en 200 liters olietønde, som normalt bliver brugt til affald. Låget former man som en skål, og derefter opvarmer man områder af skålen, så hver enkelt del afgiver en bestemt tone. Man finjusterer og stemmer trommen under opvarmning.

– Trommerne er naturligvis håndlavede, fortsætter Boyd. – Mine blev lavet i USA i 1973, og jeg fik dem i 1990. Kendere anbefaler mig at beholde dem, for stålets sammensætning giver en særlig lyd. Den slags trommer bliver ikke lavet mere.

Hvorfor spiller du lige på olietønder?

– Jeg har altid følt, at steel pans er et særligt instrument – ikke kun på grund af lyden, men på grund af instrumentets oprindelse. Det kommer fra fattige mennesker, mennesker der ikke havde noget som helst. Og havde de noget, blev det taget fra dem.

De fattiges stemme

Gregory Boyd giver en kort historietime:

– Olietønder stammer fra Trinidad, hvor myndighederne i 1800-tallet tog de afrikanske trommer fra lokalbefolkningen. Folk skabte derfor nye instrumenter, de såkaldte tamboo bamboo, lavet af bambus. Men de blev også taget fra folket, fordi myndighederne var bange for, at musikken ville forene folket til oprør.

– Omkring Anden Verdenskrig, fra 1930’erne og til sidst i 1940’erne, udviklede befolkningen nye instrumenter lavet af konservesdåser og spande i forskellige størrelser, så de gav forskellige toner. Når man gik på stranden og sparkede til en dåse, opdagede man, at dåsen havde en lyd.

– Forskellige musikere udviklede efter hånden det instrument, vi i dag kender som olietønder eller steel pans. Det begyndte med kromatiske trommer, altså trommer, der hver for sig afgiver en tone i den kromatiske toneskala, og udviklede sig derefter til en enkelt tromme, hvor låget er formet, så forskellige dele af fordybningen giver forskellige toner. I slutningen af 1940’erne var instrumentet færdigudviklet, og i 1950’erne blev dets lyd betegnende for musikkulturen i Trinidad og De Caribiske Øer.

Og det er historien, der fascinerer dig?

– Ja, olietønder er sådan et ydmygt instrument. Det er opstået blandt fattige mennesker. Og det kommer ud af menneskers længsel efter at blive hørt.

Kæmpede mod racisme

Gregory Boyd er vokset op i en familie fra arbejdsklassen og har i perioder oplevet fattigdom. Men selv om familien ofte var fattig på penge, var den rig på kunst og kultur.

– Vi voksede op med bluessange. Min far var musiker, og sammen med mine onkler nåede han at indspille flere plader. Selv hørte jeg melodier inde i mit hoved hele tiden – og gør det stadigvæk. Min far kunne mærke min musikalitet og forærerede mig en tromme – en Slingerman. Den spillede jeg på døgnet rundt. Jeg tog den med i skole og øvede mig så meget, jeg kunne. Jeg havde en fantastisk musiklærer, som troede på mig og lærte mig at øve effektivt. Min far er skyld i at jeg begyndte at spille. Min lærer Fred Martinez er skyld i, at jeg nu spiller professionelt.

Gregory Boyd spillede i adskillige blues- og jazzbands og vandt flere priser for sin virtuositet. I gymnasiet blev han leder af The Martin Band, hvilket var ugleset i et skolevæsen, der stadig havde rester af racismen i sig. Både lærer, elever og forældre ville gøre ham opmærksom på, at han ikke kunne det samme som hvide, og at han nok på et eller andet tidspunkt ville forkludre det hele.

– Jeg kom ofte grædende hjem. Min far sad bare og lyttede. Han havde jo sagt alt det, der var at sige. Til sidst sagde han dog: ”Du skal nok klare det, knægt! Du er lavet af det rigtige materiale, søn. Det skal nok gå godt – tro mig!”

Lærte at spille i flåden

Og det gjorde det. Gregory Boyd kæmpede og spillede alt, hvad havde lært, og da han kom ind i den amerikanske flåde, ville han selvfølgelig spille med i flådens orkester.

– Det var meget svært at blive optaget på U.S. Armed Forces School Of Music. Jeg var til fire auditions, inden jeg kom ind. Og da jeg kom ind, var der ikke nogen ledige pladser. ”Mens du venter på en åbning, er der en mulighed i trommeorkestret”, sagde de. Jeg havde ingen anelse om, hvad et trommeorkester er for noget og besluttede mig for at underøge det. Orkestret spillede filmmusik og endda Beethoven på en række stålblanke olietønder – og jeg sad målløs. Det var så sejt! Så jeg besluttede, at jeg ville lære at spille steel pans og fokuserede nu på at øve den særlige teknik, der skal til.

Det var i 1986. I 1990 kom han ud af flåden, købte de steel pans, han har i dag, og modtog undervisning Ellie Manette, der bliver kaldt ”Father of Steel Drums”.

Opdraget som aktivist

Samtidig begyndte Gregory Boyd at turnere med olietønderne, men ikke kun for underholdningens skyld. For sammen med de første trommer, havde han modtaget en formaning af sin far.

– Min familie var en del af borgerrettighedskampen fra midten i 1960’erne og vi blev opdraget som aktivister. Min far sagde til os børn: ”I skal sige noget med det, I gør. I kan ikke bare danse rundt i livet. I skal stå op for noget. Tag et standpunkt!”

Og hvad vil du fortælle med din musik?

– Da jeg begyndte at spille på steel pans gik det op for mig, at instrumentet jo kom ud af intet. Folkene i Trinidad havde skabt noget ud af intet. Derfor vil jeg fortælle folk, at der ikke er noget, der er skrald. Affald findes ikke. Alt kan bruges til noget godt. Alle mennesker fortjener endnu en chance. Mennesker skal ikke behandles nedværdigende på grund af deres alder, deres køn, deres religion eller noget som helst andet.

Affald findes ikke!

Gregory Boyd har talt sig varm og trækker en lige linje fra det affald, vi mennesker smider ud, og den måde, vi behandler fattige på i samfundet.

– Efter min mening er fattigdom en konstruktion. Det er ikke virkelighed. Dvs. at det kan blive forandret. Ligesom denne tromme blev forvandlet fra en skraldespand til et smukt og vellydende instrument, kan der gøres noget ved fattigdom. Men det kræver en indsats.

Hvordan?

– Du skal først og fremmest blive klar over, at det kan lade sig gøre. Fattigdom kan afskaffes. Når du erkender, at det kan lade sig gøre, begynder dit sind at gøre det til virkelighed ved at finde ud af, hvordan det kan gøres.

Gregory Boyd kigger over på sine elskede steel pans:

– Vi kunne have stirret på denne affaldsspand hele dagen, og så ville der ikke ske nogen forandring. Men vi kunne også sige: ”Hov, lad os tage skraldet ud et øjeblik og lave skraldespanden om til noget cool. Det kræver alene evnen til at tage en beslutning om, at forandringen skal finde sted.

Skør nok til at forandre verden

Gregory Boyd ved, hvad det vil sige at være fattig. Da hans forældre blev skilt, boede han hos sin mor i en ussel lejlighed, hvor rotterne sprang hen over gulvet:

– Jeg husker især en nat, hvor jeg vågnede og så en rotte sidde på min brors ryg, mens han lå og sov. Da skete der noget i mig, og jeg tænkte: ”Dette vil jeg ikke lade ske for mig!” Min mor arbejdede hårdt, og endelig lykkedes det at få en bedre lejlighed.

Oplevelsen har ætset sig ind i Gregory Boyd.

– Jeg har været fattig i en stor del af mit liv og ved, hvordan det føles at være i en position, hvor ingen tænker på dig. At mennesker bare går forbi dig på gaden. Det skal der et lydspor på, føler jeg. Og det vil jeg gerne give mit lille bidrag til.

– Mine steel pans henvender sig til det enkelte menneske. Jeg leverer en lyd, en idé, en følelse. Mine olietønder skaber kontakt til mennesker med denne symbolik: Ligesom trommerne opstod ud af ingenting, kan mennesker rejse sig ud af fattigdom. Når trommestikken rammer metallet, er det som om, den fattige rejser sig ud af fattigdommen og får noget til at ske.

Gregory Boyd holder foredraget Black in the USA om livet som en sort person i ni stater.

– I dette foredrag fortæller jeg om mit liv og opvækst i USA, om fattigdom og om, hvordan det er at leve med racisme. Og jeg fortæller om, hvordan jeg har lært at håndtere racismen og kommer videre med mit liv. Det er meget aktuelt netop i denne tid.

– Jeg ved godt, at jeg er skør. Men jeg tror virkelig, at jeg kan forandre verden, slutter Gregory Boyd.