Omsorg bør være uden grænser

Af Marianne Olsen

’Uden grænser.’ Vi kender udtrykket fra idealistiske organisationer.

Vi beundrer alle ’Læger uden grænser’, der lever for at helbrede alle mennesker uden forskel, en organisation der, ved sine gode gerninger i stilfærdighed er oprørsk mod vore magthavere, som sætter grænser og sætter en ære i at holde folk væk fra egne privilegier.

Læger uden grænser arbejder efter Louis Pasteurs ånd: ”Man spørger ikke den der er syg: ”Hvad er dit land, og hvad er din religion?” Man siger ganske enkelt: ”Du har det skidt. Det er nok for mig. Du er min, og jeg vil hjælpe dig.”

Nu har covid-19 sat myndighederne på prøve, for den sygdom kan ingen af os beherske. Nu er det op til os at tage Pasteurs ånd til os, for vi er alle og enhver ansvarlige i den sammenhæng. Situationens alvor bør give anledning til refleksion og handling. Lad os gøre det nødvendigt gode.

Corona uden grænser. Prøv at udtale den sætning. Det lyder harmløst, men nu ved vi alle sammen at den klang er falsk som sirenernes sang, der i den græske mytologi var den, der drev sømændene i døden.

Regeringen har vist sig at være i stand til at handle ansvarsfuldt. Kan det også blive til Omsorg uden grænser?

Til regeringen: Grib chancen og pluk dagen: Bring de danske børn hjem fra de syriske lejre. Så vil alle ansvarsbevidste landsmænd tro på, at I ikke blot er blevet klogere, men også kærligere.

Det er der brug for.