Påsken handler om soning og solidaritet

Den kristne påske er en videreudvikling af den jødiske. Den tolkes lidt forskelligt af kristne. Her er et forsøg på overblik.


Illustration: Pixabay


Det kan være svært for udenforstående, at forstå, hvad Påsken egentlig handler om. Den aktuelle kirkelighed kan nemt camouflere den åndelige virkelighed. For ikke at tale om nymodens påhit som påskeharer, påskeæg og påskefrokoster. Ikke at forklejne, godt nok.


Den kristne påske har rødder i den jødiske

Men Påsken rummer hemmeligheder, som er aldeles gode at tage bestik af. Den kristne påske har rødder i den jødiske, der hedder "Pesach" på hebraisk og betyder ”forbigang”. Myten er den, at Dødsenglen gik forbi de huse, som havde smurt blod fra et lam på dørstolperne af deres huse. Dermed undslap israelitterne den dom, som gik over egypterne, fordi Farao nægtede at lade de israelitiske slaver drage ud i ørkenen mod det forjættede land. Straffen var de ni plager; den værste var at hver førstefødt blev dræbt af Dødsenglen.

Sikke en historie! Men som alle myter indeholder den en sandhed. At ofre forsoner. At ofre formilder. At ofre afbøder dommen. Præcis som når vi i dag fx betaler trafikbøder for forseelser. Hvis ikke kommer vi jo nok for en dommer på et eller andet tidspunkt!


To kristne tolkninger af Påskens begivenheder

Idéen om offer smitter af på den kristne påske. Her er det ikke et tilfældigt lam, der må lade livet for at mennesker kan gå fri, men Guds egen søn, Jesus, der hænges op på et kors af romerne, og dér lider døden for menneskenes skyld.

”Lider døden.” Vendingen er brugt med vilje. For der er hovedsagelig to tolkninger af det, der skete på Golgata udenfor Jerusalem for omkring 2000 år siden.

Først den del, vi markerer i Folkekirken og resten af de protestantiske samfund. Fokus er selve døden, hvor Jesus kort forinden udråber ”Det er fuldbragt!” Evangelisten Johannes fortæller, at forhænget, der forhindrer adgangen til det allerhelligste i templet, blev revet midt over – ”fra øverst til nederst” for at angive, at det var Gud selv, der fjernede adskillelsen. Jesu død bliver dermed betaling, soning eller bøde, om du vil, for alle de overtrædelser, der forpester vores liv med skyld og skam. Samtidig får vi nu uhindret adgang til Gud.


Tolkningernes positive og negative effekter

Den anden del markeres ifølge franciskanermunken Richard Rohr af ortodokse traditioner, nemlig Jesu lidelse. De to dele kan differentieres med ordene transaktion og transformation. Den protestantiske forsoningslære er præget af transaktion, hvor Jesu død, dvs. offerblod, er soning, dvs. betaling til en vred Gud, der må straffe synd, fordi hans retfærdighed er krænket.

Transformation minder i stedet om, at Jesus døde af solidaritet med menneskeheden. Her er fokus den lidelse, han gennemgik inden døden på korset. En lidelse, der demonstrerer han medlidelse og derfor hans ægte medlidenhed.

De to dele udelukker ikke hinanden, men lægger vægt på forskellige sider af den kristne påske. Det kristne budskab kaldes ”evangelium” som betyder ”gode nyheder” eller ”glædeligt budskab”. De gode nyheder er, at Jesus både har sonet menneskehedens synder og samtidig har medlidenhed med os, på grund af alle de lidelser, vi må gennemgå her i livet.


Nuancer i den troendes gudsforhold

Men de to dele kan også skabe negative resultater for den troende. Nu skriver jeg ”troende”, for transaktionskristne kan godt få den opfattelse, at der skal en særlig tro til for at soningen gælder. En opfattelse, der kan resultere i angst for fortabelse. Transformationskristne kan derimod få stress af at skulle optage så meget af Jesu medlidenhed med verden og opnå nok kosmisk bevidsthed. Og så er det ikke så gode nyheder alligevel.

Men en kombination af begge dele, både soning for og solidaritet med menneskeheden, kan i mest positive forstand skabe nuancer i den troendes gudsforhold.

Og så er der virkelig påske!