top of page

Par i Palæstina: Vi blev mødt af en helt utrolig hjertevarme

Bent Nielsen og Hanne Schmidt vil nedbryde fordomme, nuancere mediebilledet og give en større kulturforståelse for det palæstinensiske folk. SAMEKSISTENS var med til deres foredrag.



Fodterapeut Bent Nielsen og hustru Hanne Schmidt har rejst i Palæstina flere gange. Bent som specialist i fodtøj til diabetespatienter og Hanne som frivillig i den internationale ngo “Follow the Women”.

Her har de oplevet leveforholdene i Vestbredden på tæt hold.

“Ydmygende og ulykkeligt,” opsummerer Bent Nielsen på foredrag hos AOF i Svendborg.

 

Udsendt af Folkekirkens Nødhjælp

Bent Nielsen har arbejdet med fødder siden 1967 og har været overfodterapeut på Gentofte Hospital i 37 år. En dag ringede telefonen. Det var Folkekirkens Nødhjælp. De fortalte, at der var brug for hans ekspertise i Palæstina, hvor diabetespatienter kunne få en gangfunktion med Bents skræddersyede ortopædiske sko.

Tal fra World Health Organisation viser, at diabetes er blandt de primære indirekte dødsårsager i de besatte palæstinensiske områder på grund af risikoen for at udvikle hjerte- og karsygdomme. Alene i Gaza lever der i dag 52.000 patienter med diabetes, lyder det i rapporten. (https://apps.who.int/gb/ebwha/pdf_files/EB154/B154_51-en.pdf)

Det førte til jævnlige rejser til Jerusalem, Gaza og Vestbredden, hvor parret oplevede palæstinensernes leveforhold helt tæt på.

 

Ydmygendesikkerhedstjek

For at komme ind i Vestbreddens område A, måtte de forbi den såkaldte apartheidmur og de israelske sikkerhedsfolk. I solidaritet med deres palæstinensiske sygeplejersker, gik parret ind ad samme indgang som de ansatte.

Her skulle de igennem sikkerhedstjek, der blandt andet betød afklædning. En oplevelse, som Bent beskriver som “ydmygende” og som medførte en stærk følelse af vrede.

 

I Vestbredden skulle Bent Nielsen arbejde på en lastbilsklinik, der trods primitive forhold tilbød tjek af øjne og fødder til palæstinensiske diabetespatienter. Deres arbejde blev dog besværliggjort af utallige vejspærringer, fortæller han. Busruter blev afbrudt af store klodser på vejene, hvor alle måtte stige ud. Herefter skulle de vente på en taxa fra den anden side. En smagsprøve på hverdagen bag muren.

 

Mødt med hjertevarme

Lyspunktet var det palæstinensiske folk, fortæller parret, der både blev inviteret hjem til patienterne og sågar kom med til bryllup.

Hanne fortæller, at især de unge var gode til engelsk, men at hun ellers kommunikerede med fagter: “For det er det vigtigste. Kropssproget,” fortæller Hanne Schmidt.

“De israelske myndigheder spurgte os gentagne gange, om vi ikke var bange, og om de nu behandlede os ordentligt.”

“Men vi så langt færre våben. Det var fredeligt, og vi kunne snakke med en masse mennesker,” supplerer Bent.

“Vi mødte en helt utrolig hjertevarme og imødekommenhed,” fortsætter Hanne, der i årevis har støttet palæstinenserne gennem velgørende arbejde:

I Østjerusalem har hun været med til at skaffe donationer til Mahira El-Dahani’s Secondary School. En skole, der blev grundlagt af navnemoderen, efter mødet med de forældreløse palæstinensiske børn efter massakrerne i 1948.

Og på en landsbyskole uden for Ramallah, var hun med til at bygge en legeplads til skolens elever.

 

Strukturel undertrykkelse 

På foredraget fortæller parret, hvordan det rystede dem at være vidne til den strukturelle diskrimination af palæstinensere i landet.

De viser billeder fra Hebron, hvor bosættere kaster skrald og natpotter ned fra etageejendomme på de handlende på gaden.

“Vi talte med en, hvis datter havde fået syre i ansigtet. Det er en frygtelig ulykkelig situation,” fortæller Hanne.

De viser også billeder af et skilt ved indgangen til Vestbreddens område A. Her står der, at det er ulovligt for israelere at begive sig ind. “For palæstinenserne er det en rettighedspyramide: Er man fra Østjerusalem må man gerne flytte “nedad” til Vestbredden og Gaza. Det samme lader sig ikke at gøre opad.”

Gaza har parret også arbejdet i. Og også dengang var ruiner en del af bybilledet. Men her viser de lokale stor kreativitet, når de fx tager murbrokker ud til havet og laver moler, fortæller Bent.

Og lige overfor ligger der så en festtøjsbutik:

“Midt i al elendigheden sørger de for, at der er glæde og håb. De lokale fortæller mig: “Vi vil være som rigtige mennesker, selvom vi lever under forfærdelige vilkår,” fortsætter han.

 

Et håb om tilbagevenden og sameksistens

“Vi står frem fordi vi ønsker at berette, hvordan det store viser sig i det nære,” konkluderer Bent og fortsætter:

“Alle palæstinensere har stadig nøglen til det hus, de er fordrevet fra. En nøgle som går i arv. Det er et symbol, og et håb om at kunne vende tilbage.”

 

Parret håber, at de med deres foredrag, kan være med til at nedbryde fordomme, nuancere mediebilledet og give en større kulturforståelse for det palæstinensiske folk.

Bent afslutter:

“For os handler det om at få budskabet ud om sameksistens og humanisme. At det her handler om mennesker som du og jeg.”

Comments


bottom of page