Debatindlæg af Anna Lisbeth Sonne
I begyndelsen af denne måned tonede Mathias Tesfaye frem på tv-skærmen og meddelte, at Socialdemokratiet har besluttet, at Danmark vil modtage 200 kvoteflygtninge. Det drejer sig fortrinsvis om kristne kvinder og børn fra Rwanda.
Jeg hilser beslutningen mere end velkommen, selvom der på finansloven blev afsat penge til at tage imod 500 kvoteflygtninge. Det var dagens gode nyhed i en tid, der ellers er præget af meget modvilje mod at modtage migranter.
Hjemsendelsesstyrelse med 250 medarbejdere
Paradoksalt nok læste jeg næsten på samme tidspunkt artiklen fra Altinget med rubrikken; ”Hjemrejsestyrelsens nye direktør: Langtidsopholdere fra Iran vil udfordre os”.
Regeringen har som bekendt nedsat en hjemsendelsesstyrelse, der tæller op til 250 medarbejdere, der alene har til opgave at presse udviste asylansøgere, hvis hjemsendelsesstatus er ”fastlåst”, tilbage til deres hjemlande. I artiklens rubrik er det iranere, der refereres til, og de er i en særkategori, da Danmark ikke har en hjemsendelsesaftale med Iran. Ifølge artiklen er det en gruppe, der tæller 396 personer ud af de i alt 1.128 udviste i Danmark.
Kærshovedgård – en ”udmattelseslejr”
Jeg har tæt kontakt til rigtig mange iranere på Kærshovedgård og har været involveret i deres liv siden juli 2016 – kun få måneder efter Kærshovedgård blev en realitet. Kærshovedgård Udrejsecenter rimer på ”udmattelseslejr”, og jeg har venner sidst i 20´erne, der har siddet i dette ”limbo” i mere end 4 år i en total fastlåst situation. De har ikke lov til at være i Danmark, men de kan og tør heller ikke rejse tilbage til Iran.
Mange af de iranere, jeg kender, er politiske flygtninge, der er gået op mod det iranske præstestyre – et forfærdeligt shiamuslimsk regime, der blandt andet truer med tortur i deres fængsler. Det er bestemt ikke ”for sjov”, at flygtningene har søgt hjælp her – de savner alt det, de er flygtet fra, men tør ikke vende tilbage af frygt for deres liv. En del af dem er tilmed konverteret til kristendommen, hvilket absolut ikke gør sagen bedre!
Forhold så ”utålelige som muligt”
Nu har en del af dem altså siddet og spildt 4 år af deres bedste år på et sted, hvor forholdene er så ”utålelige som muligt”. Det er hårdt at se dem blive gradvist dårligere psykisk, fordi de ikke får sovet om natten på grund af stress og frygt for ikke at kunne påvirke deres fremtid den mindste tøddel.
Jeg tænker ofte: Det må virkelig være skæbnesvangert at vende tilbage til Iran, for ellers ville de da ikke udsætte sig selv for et liv på ”stand by” i årevis på Kærshovedgård med stress og uvished som følge.
I april 2018 kom 8 af vores nykristne iranske venner sågar til Ellebæk for om muligt at lægge yderligere pres på dem – eller ”motivere” dem til frivilligt at vende tilbage til Iran. De var på den iranske ambassade sidst i april, hvor de blev modtaget med venlighed, men også med tristhed og stor forundring over, at én af deres landsmænd havde været her i Danmark siden 2006 og en anden fra 2010 og stadig ikke havde et normalt liv i DK.
I fængsel uden at være kriminelle
Vores 8 iranske venner blev holdt bag lås og slå i 6 måneder under kummerlige forhold uden at have gjort noget som helst kriminelt i Danmark! Jeg undrer mig stadig over, at det kan ske i et demokratisk retssamfund! Hvordan kan regeringen blive ved med at ”jage” eller forfølge mennesker, som reelt ikke har nogle handlemuligheder? De rejser IKKE hjem, for så var det sket for flere år siden! Man bliver ikke ”frivilligt” på Kærshovedgård i årevis, hvis ikke alternativet er værre!
Så er spørgsmålet bare, hvor længe vi blot fortsætter med at sætte kikkerten for det blinde øje…
Anna Lisbeth Sonne er leder af Asylkoret og medarbejder i bibelcaféen i Bording.