top of page

Podcast om antiracisme vil gøre lytterne utilpasse

Opdateret: 29. mar. 2021

’A Seat At The Table’ viser afrodanskeres liv på godt og ondt med tre livfulde værter.


”Vi er Stephanie, Naima og Ingrid. Følg med i nye afsnit, alle vores live events og andet godt og mindre godt i vores liv.” Sådan introducerer tre kvinder deres populære podcast A seat at the table på de unges foretrukne sociale medie Instagram. Fælles for de tre er, at de er danskere med afrikansk baggrund. Stephanie har rødder i Ghana og Storbritannien, Naima i Eritrea, og Ingrid i Rwanda. Fælles for dem er, at de brænder for ligeværd.

Dansk sarkasme og afrikansk temperament Eller som de skriver på deres hjemmeside: ”A Seat At The Table er stedet, hvor vi uden filter lufter vores tanker, refleksioner og følelser om stort set alt mellem himmel og jord, der handler om at være en minoritet med afrikanske rødder i dagens Danmark.” De tilføjer: ”Uhørte sandheder kommer på bordet, fordomme bliver gjort til skamme, og vi udfordrer også hinanden på vores holdninger til mænd, hår, politiske overbevisninger og meget andet. Altsammen tilsat lidt dansk sarkasme og afrikansk temperament.”

Bekæmper racisme, fremmer diversitet Alle tre præsenterede deres podcast på Nye Mediers Festival sidst i november 2020 – og formålet passede som fod i hose til festivalens tema: Repræsentation. – Målet med vores podcast er at bekæmpe racisme, sørge for repræsentation i den offentlige debat og arbejde for diversitet på alle planer i samfundet. Hvem, der sagde hvad, er svært at skelne, for de talte på skift og supplerede hinanden i en grad, der afslører, hvor godt sammentømrede de er efter at have produceret et utal af podcasts sammen.

Bekæmp den strukturelle racisme Helt overordnet går projektet ud på at bekæmpe racismen og fremme diversiteten i det danske samfund. Racismen viser sit fæle ansigt på flere områder, fortalte de. – Helt personligt oplever mennesker med en anden hudfarve, kultur og religion end majoritetens at blive mobbet og udskammet. Men også institutionelt favoriseres hvide danskere på arbejdsmarkedet. En undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder viser, at kvinder med tørklæde skal sende 60 procent flere ansøgninger af sted for at få job. – Under alt dette ligger den strukturelle racisme, den ubevidste struktur i måden vi tænker og omtaler minoriteter på; en struktur, der for en stor del har rod i en kolonialistisk og imperialistisk tankegang, sagde de tre afrodanske kvinder.

Vi vil gøre jer utilpasse! Derefter kom en serie stærke statements, som får lov til stå selv. Smilet, humoren, latteren er svær at gengive på skrift. Da skal man unde sig selv at lytte til de livfulde podcasts. Men budskabet står skarpt: – Magthaverne kan gøre forskellen. Dem vil vi gerne gøre ubehageligt til mode. Alle skal tage ansvaret for at bekæmpe racismen på sig. Vær utilpas! – I omtale af sexisme bliver kvinderne hørt. Men i omtale af racisme er det yderst sjældent sorte eller brune bliver hørt!

Dansk hyggementalitet og konfliktskyhed – Al progressiv dialog går i stå, når der bliver dårlig stemning. Dette er en kamp mod dansk hyggementalitet og konfliktskyhed! – Samtalen om racisme skal ikke være anderledes end samtalen om andre emner i Danmark. Det hele hænger sammen: Klima, migration, sexisme skyldes i bund og grund racisme. – Ting kan godt eksistere side om side; vi er ikke én ting ad gangen. Vi kan være både kvinde, sort, flygtning osv. på samme tid. – Hvide tror ”vi er gode mennesker. Derfor koloniserede vi, og derfor siger vi nu: Der er ikke racisme i Danmark.” Men vi har brug for jer hvide mennesker til at stille kritiske og nuancerede spørgsmål.

Ikke kun følelser og udseende Stephanie, Naima og Ingrid startede podcasten A seat at the table for at selv at definere rummet: – Vi vil være personlige, åbne og give ansvar til lytterne, fortalte de og kom med en slet skjult kritik af de etablerede medier: – Traditionelle medier tænker meget homogent, især når det gælder sorte minoriteter. ”De ved nok ikke, hvad vi snakker om?” tænker journalister og interviewer os derfor ikke om fakta og viden. Det hele handler om følelser. Vi er jo sorte indvandrere! – Men vi vil ikke kun tale om vores flygtningerejse. Og det er heller ikke nok at vise et glansbillede af os. I skal turde grave et spadestik dybere. For eksempel i modebranchen. Vis os ikke frem, blot fordi vi er flotte. Men brug os også som stylister, fotografer og redaktører. Vi kan godt!

Følg med i A Seat At The Table her.

bottom of page