Politikere bør vise respekt for den 4. statsmagt: pressen
Forstå, at når unge velintregrerede syrere står frem på tv, så er de blot eksempler, der illustrerer, hvordan virkeligheden ser ud.
Aya Abu Daher er udvist, selv om hun kun mangler få måneder af 3 G på Nyborg Gymnasium. Rektor Henrik Vestergaard Stokholm går i brechen i medierne for hende og andre syriske flygtninge, som har mistet deres opholdstilladelse. Foto: Screenshot fra TV2.
Politiken ønskede ikke at optage dette debatindlæg:
I debatten om tilbagesendelse af syriske flygtninge til diktatoren i Damaskus hører man ofte argumentet: Unge syrere skal ikke tro, at det gavner deres sag at komme i pressen.
Argumentet har spredt sig fra Dansk Folkeparti og fremføres nu af både udlændingeminister Mattias Tesfaye (jeg har opgivet at kalde ham integrationsminister) og socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund.
Sidstnævnte skriver i Politiken 4. maj 2021: ”… Henrik Vestergaard, som er rektor på et fynsk gymnasium (…) lever i den vildfarelse, at det »betaler sig at råbe højt« (Berlingske 7.4.), når han varetager udlændingepolitiske interesser for sine elever. Den opfattelse må bero på en misforståelse. Danmark er en retsstat…”
Med ”råbe højt” menes Vestergaards forsvar for syriske elever i aviser, radio, tv og på sociale medier.
Men det er jo netop demokratiet i funktion. Det er folket, der taler og bruger pressen som deres talerør. Det folk, der betaler politikernes løn over skattebilletten. Det folk, som politikerne repræsenterer og derfor bør lytte til.
Pressen kaldes den 4. statsmagt, fordi den skal kontrollere de tre andre statsmagter: den lovgivende (Folketinget), dømmende (Domstolene) og udøvende (Politiet). Pressen har også til opgave at oplyse befolkningen om, hvad der generelt foregår på Christiansborg. Det kaldes public service.
Hvor ville politikerne være, hvis ingen gad skrive om dem? Jeg er sikker på, at Stoklund, Tesfaye, ja, alle politikere gerne vil opnå synlighed i pressen.
Derfor: Vis lidt respekt for den 4. statsmagt. Forstå, at når unge velintregrerede syrere står frem på tv, så er de blot eksempler, der illustrerer, hvordan virkeligheden ser ud.
Vis respekt for folket – ikke mindst ildsjæle som Henrik Vestergaard, der blot i praksis underviser alle sine elever om, hvad demokratisk medindflydelse går ud på. Det er hans pligt som gymnasierektor.
Og tænk så nærmere over, hvad det betyder, når I bruger argumentet ”Danmark er en retsstat” som belæg for udlændingestramninger. Hvornår er retfærdighed blevet en modsætning til beskyttelse, ordentlighed og almindelig pli over for ens medmennesker?
A propos retsstat: Hvor passer forhandlinger med et diktatorisk regime i Rwanda ind i de danske retsprincipper? Hvordan vil man sikre asylansøgeres rettigheder i rwandiske modtagecentre 6.500 kilometer væk fra Danmark?